Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hjælp, havde Karl af Bourbon taget Milano,
hvor Frants Sforza maatte overgive sig. Da
der samtidig rykkede Tropper frem fra Neapel,
og den kejserlige Hærfører Frundsberg førte
ny Skarer over Alperne, ønskede Paven Fred;
men Bourbon og Frundsberg kunde ikke styre
deres Tropper, som hverken fik Sold ell.
Levnedsmidler; de vilde gaa mod Rom og plyndre
Byens Skatte. Dette skete, og 6. Maj 1527 toges
Byen med Storm. Bourbon faldt, men de vilde
Soldater spredte sig over Byen og plyndrede
den værre end Goter og Vandaler. Endelig kom
Frants til I. med en Hær, men udrettede intet.
Piaven mødte saa Karl i Bologna 1529, hvor de
bestemte Halvøens Ordning. Frants Sforza fik
Milano, som efter hans Død skulde tilfalde
Kejseren, Venedig skulde tilbagegive Paven
Ravenna, som det havde taget, og Firenze, der
havde forjaget Medici’erne, skulde modtage
disse igen. Da dette var ordnet, kronede Paven
Karl til Kejser (Febr 1529). Firenze nægtede at
modtage Medici’erne, men blev efter en
længere Belejring tvunget til at overgive sig (1530),
og Pietro’s Sønnesøn Alessandro erklæredes
for Arvehertug (1531—37). Dermed var det
forbi med Friheden i Toscana, der holdtes i
Tømme af spanske Soldater. Da Frants Sforza
døde (1535), gjorde Frants I igen Fordring paa
Milano, og en ny Krig udbrød, som endte
allerede 1538 med en Vaabenstilstand paa 10 Aar,
der kom i Stand ved Pave Paul III’s (1534—49)
Mægling. Aaret i Forvejen var Alessandro
Medici blevet myrdet, og Filippo Strozzi gjorde
et Forsøg paa at genoprette Friheden i Firenze,
men blev grebet og dræbte sig selv i Fængslet.
Cosimo Medici af en yngre Linie blev Hertug
(1537—74). Spanierne fuldendte imidlertid I.’s
Underkastelse ved overalt at oprette staaende
Hære. I Milano var al Myndighed samlet i
Guvernørens Haand, hvis Magt kun var
indskrænket af et Senat, udnævnt af Kongen. Mod
S. herskede Vicekongen af Neapel i Spidsen for
et Hierarki af Embedsmænd og Dommere, der
alle var underlagte en Overdomstol, Santa
Chiara. Pave Paul søgte at reformere
Gejstligheden, tillod Oprettelsen af Jesuiterordenen,
der skulde bekæmpe Kætterne, og oprettede en
Overkætterdomstol i Rom, som den strenge
Caraffa kom i Spidsen for. Allerede 1544 kom den
første Fortegnelse over de forbudte Bøger, og
Forfølgelsens Rædsel bredte sig over Halvøen.
Uagtet al sin Virken paa det aandelige
Omraade tabte Paven ikke sin Interesse for
Politikken, og da Krigen mellem Frants og Karl
begyndte igen (1542), nærmede han sig Frants
for at gøre Kejseren mere villig til at udvide
hans Families Besiddelser, Parma og Piacenza.
Men førend det kom til et Brud, sluttedes
Freden i Crespy 1544. Pave og Kejser forligtes
igen; den første gik ind paa at aabne Koncilet
i Trient, og den anden lod ham give sin uægte
Søn Pierluigi Hertugdømmet i Parma og
Piacenza. Karl’s Sejr i Tyskland og
Trient-Koncilets Forsøg paa at reformere Kurien kølnede
igen dette Venskab, og Paven traadte atter i
Forbindelse med Frankrig. 1547 var der Strid
paa fl. St.; men det pavelige Parti bukkede
under overalt, og Pierluigi blev dræbt af
Guvernøren i Milano, som tog Piacenza,
medens Parma blev i Hænderne paa Ottavio
Farnese, Pierluigi’s Søn, der var gift med Karl’s
uægte Datter Margrete. Under disse Forhold
døde Paul III. Hans Efterfølger Julius III
(1550—55) aabnede atter Trient-Koncilet, som Paul
havde forflyttet til Bologna; men snart
suspenderede han Koncilet og indkaldte
Franskmændene, som besatte Piacenza og fratog Ottavio
Parma. Efter Julius fulgte Paul IV Caraffa
(1555—59), der ønskede de Fremmede fjernede
fra I. Karl’s Tronfrasigelse (1555) frembød en
gunstig Lejlighed, og han sluttede Forbund
med Frankrig og angreb Vicekongen i Neapel.
Da Hertugen af Alba saa faldt ind i
Kirkestaten, indkaldte Paven Hertugen af Guise;
men Alba’s Sejre og Franskmændenes
Nederlag ved St Quentin, der kaldte Guise tilbage,
tilintetgjorde hans Forhaabninger, og han
vendte sig nu alene mod Troens Fjender. Ved
Freden i Cateau-Cambrésis (1559) afgjordes
ogsaa I.’s Skæbne. Ottavio fik Piacenza, og
desuden havde han Parma. Emanuel Philibert af
Savojen (1553—80) fik sine Lande, som længe
havde været besatte af Franskmændene, tilbage,
undtagen Turin og Pignerol, som Frankrig
beholdt, og Vercelli og Asti, som Spanien
beholdt.
Fra den Tid stod det østerrigsk-spanske
Herredømme i I. fast. Det var delt mellem
Kejser Ferdinand I, der var Suveræn over
Milano og de smaa Nabohertugdømmer, og
Filip II, der var Hertug af Milano og Konge af
Neapel. Den ny Pave, Pius IV (1559—65),
ønskede kun at leve i Fred med alle, og særlig
med de italienske Fyrster. Under ham
sluttedes Koncilet i Trient, og den katolske
Restauration fuldendtes. Friheden var gaaet til
Grunde i I., og den blev ikke erstattet af
materiel Velstand. I Kirkestaten og Toscana var
Skattetrykket overordentligt, og al Velstand
sygnede hen. I Milano, hvor Guvernøren
respekterede Stumperne af den gl. Frihed, var
der endnu noget Liv; men i Neapel var
Tilstanden elendig p. Gr. a. den slette Styrelse.
Over hele Halvøen florerede Røveruvæsenet,
der var Udtrykket for Italienernes
Misfornøjelse med Tyranniet.
Da I. var sunket dybest, fremstod i Slutn.
af 16. Aarh. 2 Mænd, som søgte at hæve det af
dets Fornedrelse, nemlig Pave Sixtus V
(1585—90) og Storhertug Ferdinand I af Toscana
(1587—1609). Under den første naaede
Pavedømmet næsten sin gl. Glans. Med ubønhørlig
Strenghed gjorde han Ende paa Røveruvæsenet
og bragte Orden i Finanserne. Han forfulgte
Hedenskabet i Kunsten og benyttede Materialet
fra Oldtidsruinerne til sine Nybygninger, som
var mange og storslaaede. Lige saa virksom
var Ferdinand i Toscana. Han fremmede
Handelen og holdt en Flaade til Forsvar mod
Barbareskerne, ophjalp Agerbruget og udtørrede
Sumpe, holdt italienske Tropper i St. f.
spanske og forfulgte Røverne. Baade han og Paven
stod i et godt Forhold til Venedig og støttede
Mantua og Genua mod Karl Emanuel I af
Savojen (1580—1630), der var en ivrig Ven af
Spanierne. De ital. Fyrster søgte nu Støtte hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
