Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Farbroder Frederik III (1496-1501) blev
Konge. I Firenze, der alene vedblev at holde
med Karl, herskede paa denne Tid Girolamo
Savonarola, der ved sine Bodsprædikener og sit
rene Levned havde vundet en stor Magt over
Folket. Ved Medici’ernes Fordrivelse fik han
den største Indflydelse og vilde reformere
Staten baade religiøst og politisk. Han fik dog
mange Fjender og blev sat i Band af Paven;
til sidst mistede han Folkets Tillid og blev
brændt 1498. S. A. døde Karl VIII, og hans
Efterfølger Ludvig XII gjorde ikke alene
Fordring paa Neapel, men ogsaa paa Milano som
en Sønnesøn af Valentine Visconti, Søster til
den sidste Hertug af Huset Visconti. Han fik
Paven og Venedig over paa sin Side og
erobrede Milano og Genua 1499. Lodovico flygtede
til Tyskland, men blev næste Aar under et
Forsøg paa at genvinde sin Magt fanget af
Franskmændene og døde i et fransk Fængsel. Derpaa
sluttede Ludvig et hemmeligt Forbund med
Ferdinand af Spanien om at dele Neapel.
Frederik III, som troede, at Spanierne kom for at
hjælpe ham, overgav nogle af sine Fæstninger
til den spanske Feltherre Gonzalo de Cordoba;
men da han opdagede sin Fejltagelse, gav han
sig i Franskmændenes Hænder (1501). Da
Byttet skulde deles, kom de i Strid om Grænserne,
og en Krig udbrød (1502—04), der endte med
Spaniens Sejr. Under denne Kamp havde Paven
og hans Søn Cesare Borgia, der søgte at skabe
sig et Fyrstendømme i Romagna, sjakret snart
med den franske og snart med den spanske
Feltherre om, hvem der bød mest for deres
Hjælp. Cesare var allerede godt i Gang med at
danne sig et Rige, da hans Faders Død (1503)
bragte hans Planer til at mislykkes. Med Pave
Julius II (1503—13) optraadte en ny Kraft paa
den politiske Skueplads i I. Over for Frankrig
og Spanien indtog han en streng Neutralitet
og arbejdede foreløbig kun paa at genvinde de
Landstrækninger, som Cesare havde berøvet
Kirkestaten, og bringe Kirkens Vasaller til
Lydighed. Dette lykkedes ham ogsaa, og
Cesare maatte overgive sig til Spanierne, som
holdt ham i Fængsel. Imidlertid kom Paven i
et spændt Forhold til Frankrig og nærmede sig
Kejseren, hvem han lovede at krone, naar han
vilde komme til Rom. Maximilian gjorde ogsaa
et Forsøg derpaa, men blev standset af Venedig:
kort efter sluttedes en Vaabenstilstand mellem
ham og Republikken. Herover blev Frankrig
forbitret, og der stiftedes en Liga imod Venedig
i Cambrai (1508) af Paven, Ludvig, Ferdinand
og Maximilian, som alle mente, at de havde
Forurettelser at hævne. Krigen gik uheldig for
Venedig, som blev slaaet af Ludvig og maatte
rømme sine Fastlandsbesiddelser, hvoraf de
Allierede hver tog sin Del. Da Paven havde
faaet det, han ønskede, tænkte han kun paa
at drive Barbarerne ud af I., sluttede Fred
med Venedig (1510), fik Ferdinand ud af Ligaen
og angreb Hertugen af Ferrara, Frankrigs tro
Forbundsfælle; kun Kejseren vedblev at støtte
Frankrig. Krigen gik imidlertid uheldig for
Paven, og da Ludvig og Maximilian
sammenkaldte et Koncil imod ham i Pisa (1511), saa
han sig om efter ny Forbundsfæller og fik
stiftet en hellig Liga, bestaaende foruden af ham
selv og Venedig af Spanien, England og
Schweiz. Trods alle disse Fjender sejrede
Frankrig alligevel ved den unge Gaston de
Foix’s Heltemod; men da denne var faldet, gik
det overalt tilbage for det: Schweizerne
indsatte Lodovico’s Søn Maximilian Sforza i
Milano, Genua befriedes, og Republikken Firenze,
der havde holdt med det, blev omstyrtet af
Spanierne, som genindsatte Familien Medici
(1512). Paven følte sig allerede som Herre i I.
og omgikkes med Planer om ved Kejserens og
Venedigs Hjælp ogsaa at fordrive Spanierne;
men midt under disse Planer døde han (1513),
og hans Efterfølger, Giovanni Medici, som tog
Navnet Leo X (1513—21), sluttede Alliance med
dem, Kejseren og Henrik VIII, hvorimod
Venedig traadte over paa fr. Side. Krigen fortsattes,
men gik uheldig for Frankrig og Venedig,
hvorfor Ludvig søgte at faa Fred med sine
Fjender (1514). Kort efter døde han, og hans
Efterfølger Frants I, som var ung og
krigslysten, havde nok Lyst til at gøre sin
Indflydelse gældende i I. Efter at have sluttet
Forbund med England og Venedig gik han over
Alperne og slog Schweizerne ved Marignano
(13. og 14. Septbr 1515). Følgen heraf blev, at
Milano kom i hans Magt, og at han efterhaanden
fik Fred med sine Modstandere. Paven opgav
Storpolitikken og helligede sig til
Familiepolitikken — der var endnu nogle uforsørgede
Medici’er — og til Videnskab og Kunst, som ingensteds
trivedes bedre end i Vatikanet. Under disse
Sysler oversaa han den Bevægelse, der
nærmede sig N. fra og skulde ryste Pavedømmet
i dets Grundvold; tillige havde han ikke Øjet
aabent for den Fare, der truede Kirkestaten og
I. gennem det habsburgske Universalmonarki;
ja han brød med al god pavelig Politik, som
forbød Foreningen af Kejserkronen og Neapels
Kongekrone, og sluttede sig til Kejser Karl V
(1519—56) for at jage Franskmændene ud af I.
Krigen begyndte 1521 og gik straks heldig for
Frankrigs Fjender. Milano erobredes, og Parma
og Piacenza, der skulde være Pavens Bytte,
faldt i de Allieredes Hænder; men midt under
Sejren døde Leo, og hans Efterfølger Hadrian
VI (1521—23), der dannede en levende
Modsætning til ham ved sin strenge Karakter og sine
rene Sæder, søgte at stifte Fred mellem Karl
og Frants for at forene dem mod Tyrkerne,
der belejrede Rhodos, men havde intet Held
med sig og endte med at erklære sig mod
Kejseren. Da han var død, valgte Kardinalerne
atter en Medici, Clemens VII (1523—34), der
støttede Kejserens Politik. Dennes Hær, som
førtes af Karl af Bourbon, var stadig heldig og
tog 25. Febr 1525 Frants selv til Fange i Slaget
ved Pavia. Paven blev nu ængstelig over
Kejserens Fremgang og stiftede en Sammensværgelse
for at befri I.; men da Kejseren fik
Underretning herom, sluttede han Fred med Frants i
Madrid (1526) og gav ham fri, mod at han
afstod fra alle sine Fordringer paa I. For
Italienerne var der nu ikke andet at gøre end
slutte en aabenlys Liga mod Kejseren, som
ogsaa Frants tiltraadte i Cognac (1526). Men
førend han kunde komme sin Forbundsfælle til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
