Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Immunitetslæren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
neutraliserende Antitoksin, der altsaa er Aarsagen til den
Immunitet over for Toksinet, der efterhaanden
opstaar, hvor et Dyr (ell. Menneske)
forudbehandles (eksperimentelt ell. under naturlige
Infektionsforhold) med en ikke dødelig Dosis
Toksin. Aarsagen til, at de nævnte Bakterier, de
ægte Toksindannere, kun i ringe Grad ell. slet
ikke formerer sig uden for det primære Sted,
hvor de har faaet Fodfæste, er ogsaa en Art
Immunitet, der altsaa fra første Færd er til
Stede som medfødt. Men denne Immunitet er
aabenbart af en helt anden Art end den
antitoksinske, og det er sandsynligt, at den beror
paa en lgn. Mekanisme, som kan gøre Dyr ell.
Mennesker immune over for den anden store
Gruppe af Mikrober, der ikke er egl.
Toksindannere, men dog kan være i høj Grad farlige.
Til denne Gruppe gaar vi nu over.
Bakterier som de sædvanlige
Saarmikrober (Stafylokokker, Streptokokker), endvidere
Pneumokokker, Miltbrandbaciller, Pestbaciller
o. s. v. er ikke Toksindannere i egl. Forstand.
Dog virker de skadeligt just ved Giftvirkning,
men Mekanismen her er en anden. De levende
Bakterier afsondrer ell. udvikler ikke noget
Toksin, men ved deres Død og Henfald
(Autolyse) frigøres giftige Substanser i deres Indre.
Dette frigjorte toksiske Stof (»Endotoksinet«)
forgifter saa hele Organismen efter at være
gaaet over i Blodet (opsuget fra Bakteriernes
Invasionssted ell. frigjort umiddelbart i Blodet,
hvor denne Gruppe Bakterier langt lettere
formerer sig end den førstnævnte). Det er nok
muligt, at Adskillelsen mellem de egl.
Toksindannere og »Endotoksinmikroberne« er mindre
skarp end i lang Tid antaget, og at fl. af den
sidste Gruppe ogsaa i mere. ell. mindre stærk
Grad kan danne ægte Toksin. Men sikkert er
det i alt Fald, at just de farlige af
»Endotoksingruppen«’s Bakterier langt lettere formerer
sig i Vævene, ogsaa de forud normale, og i
Blodet end Toksindannerne. Endvidere at den
inficerede Organisme kun i ringe Grad eller
slet ikke danner neutraliserende Modgift mod
Endotoksinet (»Antiendotoksin«). Faren ved
Infektion her ligger altsaa i, at Organismen ved
Bakteriernes livlige Formering skal blive
oversvømmet med Bakterier, ved hvis Henfald da
»Endotoksinet« frigøres. Ikke blot Bakterier,
ogsaa en Del Protozoer maa antagelig regnes
til denne Gruppe.
Endvidere er denne Gruppes Bakterier
farlige, fordi de ved at slaa sig ned i et Organ,
hvis Funktion er uundværlig for Organismen,
kan sætte dette i en saadan Tilstand
(Betændelse), at Funktionen ophæves i højere ell.
mindre Grad. Den af Pneumokokkerne
frembragte »krupøse Pneumoni« (Lungebetændelse
i en ell. fl. af Lungens Lapper) kan saaledes
blive skæbnesvanger ved, at det betændte
Lungevæv ikke mere kan besørge
Luftudvekslingen, og Patienten kvæles da.
Heraf fremgaar, at Immunitet mod disse
Mikrober maa bestaa i Evne til at tilintetgøre
selve Mikroberne paa et Tidspunkt, hvor de
endnu ikke har formeret sig saa rigeligt, at
de enten ved lokale Forandringer ell. ved
universel Endotoksinforgiftning af den
efterhaanden afdøende Del af Bakterierne (der jo
absolut set vil blive desto større, jo rigeligere
Bakteriernes Formering er) frembringer en
dødelig Beskadigelse. Derimod spiller antitoksisk
virkende Immunstoffer kun en underordnet
Rolle.
Nu kan man utvivlsomt iagttage, at
overstaaet Sygdom i mange Tilfælde gør Individet
mere ell. mindre immunt mod senere Angreb,
ligesom at det er muligt kunstigt at
immunisere mod de af denne Gruppes Mikrober
frembragte Infektioner.
Af Fodor var nu allerede 1887 blevet
paavist, at Miltbrandbakterier og adskillige
andre Mikrobarter, der eksperimentelt indføres
i Blodet paa Forsøgsdyr, forsvinder i Løbet
af kort Tid. Alt efter den indførte Mængde
og Dyrets og Mikrobernes Art kan en
saadan Forsvinden være definitiv ell. senere
efterfulgt af ny Tilsynekomst, der da næsten altid
fører til Dyrets Død. Fodor mente, at den
primære (og eventuelt definitive) Forsvinden fra
Blodet skyldes, at Blodet indeholdt
bakterieopløsende Stoffer. Anteciperende kan det her
siges, at hvis Dyret forud er blevet forsigtigt
behandlet med Indsprøjtning af stigende
Mængder af vedk. Mikrob, taaler det langt større
Doser end et ikke forbehandlet Dyr. Den til
en vis Grad naturligt immune Organisme er
altsaa under Behandlingen blevet betydelig
stærkere immun. (Det maa erindres, at
Immunitet er et relativt Begreb. Hvis det logisk
ikke er ganske forsvarligt at tale om større
ell. mindre Uimodtagelighed, kan man jo
ombytte Ordet Uimodtagelighed med
Beskyttethed). Set i Belysning af Fodor’s Forklaring
vilde man altsaa sige, at den kunstigt
immuniserede Organismes Blod havde faaet større
Evne til at opløse den paagældende Mikrobart
(specifikt) og dermed besejre Infektionen.
Dette i Blodet normalt værende ell. under
Immuniseringen dannede bakterieopløsende
Stof kaldtes af Buchner »Alexin« (s. d.),
og senere blev det af R. Pfeiffer vist, at
»Alexinet« har en kompleks Bygning, idet det
bestaar af to Komponenter, en resistent (mod
Opvarmning, Henstand af det udtømte Blod,
respektive Serum) og en meget labil, der i det
udtømte Blod forsvinder selv efter faa Dages
Opbevaring ved Stuetemperatur. Disse to
Bestanddele af »Alexinet« er senere blevne nøje
undersøgte, særlig af den belg. Forsker J.
Bordet og af de tyske Forskere Ehrlich og
Morgenroth. Den resistente Komponent
kaldes nu almindeligvis Amboceptor (s.
d.) ell. i fransktalende Lande substance
sensibilisatrice, fordi den præparerer, sensibiliserer
Bakterien saaledes, at den anden Komponent
nu opløser Bakterien. Den labile Komponent
kaldes nu som Regel Komplement (s. d.) ell.
i fransktalende Lande Alexin (der altsaa ikke
falder sammen med Buchner’s opr.
Alexinbegreb). Det har i Forskningens Løb vist sig,
at Opløsning af Bakterier, Bakteriolysen,
ved Immunstoffers Hjælp spiller en betydelig
Rolle ved visse Infektioner. Saaledes er
Bakteriolysen utvivlsomt den vigtigste Aarsag til,
at Marsvin, der er immuniserede mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
