Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Immunitetslæren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det Held, der fulgte Kokoppevaccinationen,
gav, som rimeligt er, Anledning til, at man
søgte ogsaa ved andre Sygdomme at
forbehandle præventivt med afsvækket Smitstof,
men med hele Datidens mangelfulde
Forstaaelse af Smitstoffernes Natur kan det ikke
undre, at dette ikke førte til noget. Vi ser dog,
at enkelte Mænd klart har haft en rigtig
Forstaaelse af, hvad der endnu kun kunde anes.
Saaledes udtaler allerede 1865 den udmærkede
franske Læge og Fysiolog Chauveau, endnu
før den egl. bakterielle Periode i Forskningen
var begyndt: »Den eksperimentelle Metode vil
snart udvikle Smitstoffernes nærmere
Bestemmelse og vil maaske tillade imod hvert
skadeligt Virus at sætte et afsvækket Agens af
samme Familie, udøvende samme Virkning,
som indtil nu Vaccinevirus har været ene om«.
Hvad var Grunden til den efter en afløben,
kunstig fremkaldt (svækket) ell. under
naturlige Forhold opstaaet Infektionssygdom
opstaaende Immunitet? Chaveau mente, at Smitstoffet
efterlod et endnu ukendt Stof i den inficerede
Organisme, et Stof, der gjorde det umuligt for
vedk. Virusart mere at vokse i denne Jordbund.
Pasteur mente derimod, at Bakterierne
opbrugte et for deres Trivsel nødvendigt Stof.
Naar dette var opbrugt, maatte Mikroberne dø
(Sygdommens Helbredelse), og samme
Bakterieart kunde ikke fremtidig vokse i den nu som
Næringssubstrat ubrugelige Organisme. Ingen
af disse Teorier har vist sig holdbar.
Det første store Skridt til Grundlæggelse af
en I. var Behring & Kitasato’s
Paavisning 1890 af, at Blodet af Dyr, der var blevne
forbehandlede med de giftige
Stofskifteprodukter af Difteri- og Stivkrampebakterier,
indeholdt giftneutraliserende Substans, Antistof ell.
Immunstof. Her maa til Forstaaelse bemærkes,
at det 1888 var lykkedes Franskmændene
Roux & Yersin at paavise, at
Difteribacillen under sin Vækst i steril Bouillon dannede
et opløseligt Giftstof, Toksinet, der indsprøjtet
paa Forsøgsdyr frembragte et lgn.
Forgiftningsbillede, som det, vi træffer hos Mennesket
under en svær Difteriinfektion. Det laa da nær
at antage, at Difteribacillerne, der ved den
naturlige Infektion slaar sig ned paa
Slimhinden i Svælg, Næse, Luftrør og dér frembringer
en Betændelse med Dannelse af Belægninger
(Membraner), under denne Vækst producerer
de samme Giftstoffer, som lod sig paavise
eksperimentelt i Næringsbouillonen.
Forgiftningsbilledet skyldes da Opsugning (Resorption)
af Giften fra Bakteriernes Næringssubstrat,
Membranerne.
Kort efter paaviste en dansk Undersøger
Knud Faber og Tyskerne Brieger &
Fränkel, at ogsaa Stivkrampebacillen, som
man dog endnu ikke havde i Renkultur,
producerede et Giftstof, et Toksin, der ligeledes efter
at være gaaet over i Kredsløbet fra
Produktionsstedet frembragte de karakteristiske
Stivkrampesymptomer.
Behring & Kitasato’s store Opdagelse var da
at vise, at man ved forsigtig Anvendelse af
stigende Doser Toksin kunde »immunisere« Dyr,
og at dette skyldtes, at de behandlede Dyr
producerede en Modgift, der cirkulerede i
Dyrenes Blod og dér var i Stand til at
neutralisere det Toksin, der maatte forekomme.
Hermed var dels givet en Forklaring paa
Immuniteten, dels en rent praktisk værdifuld
Konsekvens: idet det behandlede
(immuniserede) Dyrs Blod indeholdt Modgift, Antitoksin,
var man i Stand til at meddele et andet Dyr
(resp. Menneske) en overført, passiv
Immunitet ved Indsprøjtning af det antitoksinholdige
Blod. Hermed var Grundlaget givet for en
Serumbehandling.
Af hvad Art Neutraliseringen mellem Toksin
og Antitoksin er, har været Genstand for mange
Diskussioner. Man har sammenlignet de to
Komponenter med en Syre og en Base, snart
med svage Syrer, som Borsyre, snart med
stærke som Svovlsyre, dette alt for at forklare
visse mærkelige Forhold ved Bindingen mellem
Toksin og Antitoksin.
Hovedsagen her er, at man i Behring &
Kitasato’s Opdagelse havde en enkel og
tilsyneladende fyldestgørende Forklaring paa
Immunitetens Natur. Man forstaar derfor ogsaa saare
vei, at Behring som Slutningsord i sin
Meddelelse sætter Mefistofeles’ berømte Ord fra
Faust: »Blut ist ein ganz besonderer Saft«.
Det skulde dog snart vise sig, at Immunitet
er et langt mere kompliceret Begreb, og at
det, man havde fundet, kun var en enkelt Side
af Immuniteten.
Det blev nemlig klart, at ingenlunde alle
Mikrober udfoldede deres skadelige Virkning
paa sammei Maade som Difteri- og
Stivkrampebacillerne, der i det væsentlige kun formerer
sig paa det Sted, hvor de fra første Færd har
fundet Vækstbetingelser (de med Omverdenen
i Forbindelse staaende Slimhinder, for
Difteribacillens Vedk. særlig Næsens, Svælgets og
Luftrørets — ell. daarligt ernæret, særlig knust
og afdødt Væv som for Stivkrampebacillens
Vedk.). Bringes de fra det primære Voksested
ind i Blodet og herfra ind i Organernes Væv,
gaar de hurtigt til Grunde her uden at formere
sig. Disse to Bakterie arter er da i snævrere
Forstand Toksindannere, d. v. s. de virker ved
det Toksin, der i rigelig Mængde dannes paa
Bakteriernes Voksested, og som ved at gaa
over i Blod og Lymfe forgifter hele Organismen.
Enkelte andre Bakterier, saaledes den ægte
Dysenteri- (Blodgang-) bacil samt fl. af de
Bacilformer, der frembringer den saakaldte
Luftphlegmone (Betændelse med Luftudvikling,
»Gas«, i Hudens og det under denne liggende
Binde- og Muskelvæv) og hermed beslægtede
Sygdomme forholder sig i det væsentlige paa
samme Maade. Endelig findes en Bakterieart,
Botulinusbacillen, der ikke kan trives i det
levende Legemes Væv, men som i dødt Væv
(slagtet, særlig i saltkonserveret Kød, Fisk etc.)
danner et ganske lgn. Toksin, der da, naar den
fordærvede Føde spises, opsuges fra Tarmen
og giver til Tider svær Forgiftning. De andre
nævnte Toksiner er i øvrigt ugiftige, naar de
kommer ind i Tarmen, væsentligst fordi de
ødelægges af den sure Mavesaft.
Mod disse nævnte Toksiner danner
varmblodede Dyrs Organisme specifikt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
