Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ibsen, Henrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Virkelighedsskuespil; men Problemets æggende Pointe var
det, som voldte den Sensation, der ledsagede
»Et Dukkehjem«’s Fremkomst og foraarsagede
det heftige Opstyr i alle Nordens Hjem ved
Jul 1879. At sætte Kvindens, særlig Hustruens,
Menneskerettigheder under Debat var at slippe
den tungerappeste Halvdel af Menneskeheden
løs paa et uslideligt Emne for en »akademisk«
Diskussion, hvori ogsaa den anden Halvdel i
Sagens Medfør maatte have sit Ord med i
Laget. Bragt paa Scenen blev dette Værk, ved
sin glimrende Primadonnarolle og sin lige saa
forbløffende Teknik som æggende Tendens,
Tidsalderens største Teatertriumf; af alvorlige
Skuespil har intet gaaet en saadan Sejrsgang
hele Kloden rundt.
Paa en noget anden Vis kom I. ogsaa ved
sit næste Værk til at sætte den civiliserede
Verdens Teaterfolk; i Fart; denne Gang var det
de voveligste unge Scenereaister, som fandt
en Opgave at trodse det dvaske Publikum med.
Problemet i »Gengangere« (Decbr 1881) jog
nemlig Publikum op i sligt Raseri, at intet
fast Teater turde antage Stykket; det netop
da saa aktuelle Rædselsord »Nihilisme« faldt
alle borgerlige Mennesker paa Læben, naar
Stykkets blotte Navn nævntes; thi
Arvelighedslovens fæle Gru var afsløret for
Samvittighederne med en Anskuelighed saa intens, at det
rislede koldt ned ad Ryggen. Desuden faldt
der Bemærkninger i Dialogens Forløb, som
rørte ved Forestillinger, hvis Hellighed det
endnu kostede den medborgerlige Agtelse at
antaste. — Denne Modtagelse fremkaldte hos
Forfatteren en Tilbagevenden til Satiren som
Vaaben mod Trangsynet; han saa sig æreskældt
som i Manddommens første Aar, og dog var
han sig ikke anden Synd bevidst end, at han
som samvittighedsfuld Samfundslæge havde
paavist Løgnens og Ansvarsløshedens Gift i
den Kilde, hvoraf Godtfolk troede at øse
Helsedrik. Til næste Jul (1882) lod han et nyt
Skuespil »En Folkefjende« i hvasse Ord forkynde,
hvad han mente om »den forbandede kompakte
Majoritet«. Dette mod den hoverende
Liberalisme saa anvendelige Slagord og den »ufarlige«
Tendens gjorde det let for Teatrene at antage
Stykket, der med al sin Harme dog virkede
fornøjelig. Det personlige Forhold, hvori disse to
Værker bragte I. til Publikum, vakte hans Tvivl
om Nytten af stadig at præsentere
Gennemsnitsmenneskene den ideale Fordring;
Mismodet over en maaske forfejlet Livsgerning gav
ham et ændret Syn paa Livsværdierne, de
syntes at skifte Bet. med Livskaarene og stemte
ikke for de middelmaadiges Vedk. med den
dybt skuendes Syn derpaa. Det var kanske
bedst at lade Gennemsnitsmenneskene beholde
deres Livsløgn. Og som han nu engang var
kommen ind paa en allegorisk Behandling af
Hverdagsforhold, traadte Samfundet frem for
hans Intuition som en skibbruden Familie, der
fandt sig lykkelig i den Illusion om et frisk
Naturliv, som et Juletræ paa et Loftsrum
virkelig skaffede dem. Ud af dette ændrede Syn
paa sin Forkyndervirksomhed skabte I.
»Vildanden«, der udkom i Novbr 1884. I St f. at
prædike ak og ve over en forkommen Slægt
var det kanske rettere at erkende Individets
Naturbundethed og godskrive, hvad den
skrøbelige formaaede i Kraft af elementær Kærlighed.
En saadan Tanke- og Stemningsovergang
fremkaldte »Rosmerholm«’s (Novbr 1885) vemodige
Billede af en stille Elskovs adlende Indflydelse
paa en opr. vild Kvindesjæl. Ikke saa betagende
virkede det næste Stykke, »Fruen fra Havet«
(Novbr 1888), hvor midt i en Analyse af et
subtilt psykologisk Fænomen
Problemdiskussionen atter rejste Hovedet, men uden at kaste
fængende Gnister ud bl. et til Diskussion
tilbøjeligt Publikum. Da var der en friskere Fart
i »Hedda Gabler« (1890), hvor den gl. Kontrast
mellem to stik modsatte Kvindenaturers Magt
over en i alt Fald opr. kraftig Mand var
benyttet til med fortrinlig scenisk Virkning at
blotte en af Konveniensen forkrøblet
Kvindesjæls Tragedie.
I hele Rækken af de hidtil nævnte
Hverdagsbilleder var der efter god gl Skik, dog altid
uden Brud paa Kompositionens organiske
Sammenhæng, indlagt mere ell. mindre komiske
Sidemotiver. Dette Moment i Stykkernes
Økonomi forsvinder med det næste i Rækken,
»Bygmester Solness«. Rigtignok beror dettes hele
dramatiske Bevægelse paa en Kontrast, der selv
i de alvorligste Øjeblikke ejer et komisk Skær.
Stykket udmærker sig ellers ved, at
Forfatteren her i halvt allegorisk Redaktion fortolker
sin egen Stilling. Til et saa uvant Skridt blev
han bevæget ved den Stemning, Flytningen
hjem (1891) fra den lange Udlændighed maatte
hensætte ham i. Siden Opbrudet fra Dresden
havde I. boet dels i München, dels i Rom og
kun et Par Gange, til Afveksling med
Sommerophold i Alperne, været hjemme paa korte
Besøg 1885 og 1890. Han mærkede nu, at han var
rykket temmelig langt op i Aarene; og bl. alle
de ny Indtryk, som den i Mellemtiden til en
Storby udviklede Hovedstad førte ind paa ham,
var intet saa helt nyt som Iagttagelsen af den
yngste Generation af Kvinder — hans egen
Nora’s umodne Døtre. Ungdommen skræmte
ham, men forvirrede ham ogsaa ved sin
»Kjækhed«. Saa blev »Bygmester Solness« til (1892).
Og ud fra den her dæmrende Stemning
voksede »Lille Eyolf« (1894) frem, Tragedien om
den af Livet svegne Grublers ensomme
Vandring »opad mod Tinderne, opad mod
Stjernerne, mod den store Stilhed«. Ganske
bedøvende virkede den isnende Gru i næste Stykke,
Egoismens Dødsgang ud fra den forbryderske
Fantasis Svir i Magtens forheksende Rige,
hvor »Kjærlighedslivet myrdes«; »John Gabriel
Borkman« (1896) viste kun hen mod den
Forsoning, som Døden kan medføre.
I Foraaret 1898 blev Digteren ved sin 70
Aars Fødselsdag fejret i Nordens 3
Hovedstæder ved en hel Maaneds offentlige Festligheder
som den sejrrige Kunstner. I denne Anledning
udtalte han ved Kria Bys Æresbanket (23.
Marts 1898), at det var hans Agt, inden han
atter gav sig til at digte ny Skuespil, først at
udarbejde sin Selvbiografi; denne Bestemmelse
blev dog senere ændret, og lige før Jul 1899
udkom atter et Skuespil, Digterens sidste Værk:
»Naar vi døde vaagner. En dramatisk Epilog«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
