Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner / 33 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - hydraulisk Propel - hydraulisk Tilslag - hydraulisk Væder - Hydraulos - Hydrazider - Hydrazin - Hydraziner

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Undersøgelser, og Straalepropellerne har
derfor ikke faaet nogen praktisk Anvendelse.
H. P. C.

hydraulisk Tilslag giver man Kalkmørtel
for at bibringe denne større Styrke ell. Evne
til at hærdne under Vand. De Mørtelstoffer,
der bruges paa denne Maade, indeholder alle
opløselig Kiselsyre, men er saa kalkfattige, at
de ikke kan hærdne alene. Bl. de vigtigste kan
nævnes Teglstensmel, Højovnsslagge og
Kulaske, samt Trass, Puzzolanjord og
Santorinjord, De indeholder alle brændt,
kiselsur Lerjord, og for de 3 sidstnævntes
Vedkommende er Brændingen sket ad naturlig Vej,
idet de er Bjergarter af vulkansk Oprindelse.
Kalkmørtel med slige Tilslag hærdner kun
langsomt i Forhold til Cement, men Styrken
bliver stor, og i Oldtiden brugtes den Slags
Mørtler meget af Romerne. Nu er de for en
stor Del fortrængte af Portlandcementen, men
de vulkanske Tilslag bruges dog endnu i
Omegnen af Forekomststederne, hovedsagelig af
økonomiske Grunde. Kalkmørtler med h. T. kan
være udmærkede Vandmørtler, medens de er
mindre egnede til Brug i Luften, hvor de kan
have Tilbøjelighed til at smuldre, enten som
Følge af Svind, ell. som Følge af, at Luftens
Kulsyre indvirker paa eventuelt
tilstedeværende Kalkhydrosilikater. Tilsætning af noget
Portlandcement svækker denne Tilbøjelighed,
men der bliver da 4 Tørstoffer at blande,
hvilket er en Ulempe, navnlig da Mørtlens Godhed
i høj Grad afhænger af Blandingens
Fuldkommenhed. Da Værdien af de h. T. vokser med
Indholdet af opløselig Kiselsyre, paa hvilket
det danske Moler er særlig rigt, vil en
Anvendelse af dette som Tilslag formentlig vise sig
fordelagtig.
E. Su.

hydraulisk Væder, Vandvæder eller
Stødhævert er et Apparat, der anvendes,
naar man fra et Vandreservoir vil pumpe en
Del af Vandet til en større Højde end den, der
svarer til Højdeforskellen, medens Resten af
Vandet synker gennem Faldhøjden. —
Apparatet, der er opfundet af Montgolfier i Slutn.
af 18. Aarh., er vist skematisk i Fig. og
bestaar af et Rør b, gennem hvis ene Ende
Trykvandet fra Reservoiret a indledes, og hvis
anden Ende er lukket af en Ventil v (Stødventilen),
der aabner sig indad og ved Belastning
fjernes fra sit Sæde, naar Vandets Tryk ikke
holder den lukket. Paa Røret findes en anden
Aabning, der er lukket med en Ventil c
(Trykventilen), der i Modsætning til den før nævnte
aabner sig udad, naar Vandtrykket stiger, og
gennem hvilken Vandet kan træde ud af
Røret og ind i en Vindkedel r, fra hvilken et
Stigerør d udgaar, som fører Vandet op til en
større Højde end den, der svarer til Vandets
Fald. Naar Apparatet ikke er i Virksomhed,
holdes denne sidste Ventil lukket ved dette
højere Vandtryk. Apparatet arbejder ved
Stødvirkning paa flg. Maade: Naar Apparatet
sættes i Gang, fjerner man den førstnævnte
Ventil v fra sit Sæde ved et Tryk udefra. Herved
vil noget af Trykvandet i Røret undvige uden
om Ventilen; Vandet i Tilledningsrøret b
kommer i Bevægelse, og Ventilen vil derefter
lukkes af det udstrømmende Vand. Herved
standses Vandsøjlen i sin Bevægelse, og der
fremkommer en Stødvirkning, ved hvilken Ventilen
c ind til Vindkedlen aabnes, og en Del Vand
træder ind i Stigerøret fra Vindkedelen,
hvorpaa Ventilen ved Enden af Røret paa ny
aabner sig, og Bevægelsen gentages. Apparatet
standses, naar man forhindrer den sidstnævnte
Ventil at aabne sig.
(G. G.). J. M-P.

Hydraulisk Væder.

Hydraulos (gr.), Vandorgel, et Slags Orgel
konstrueret af Ktesikios fra Alexandria (c. 150
f. Kr.) og beskrevet af Heron. Vandet tjente
til at regulere Vindtrykket.
K. S. K.

Hydrazider, se Fenylhydrazin.

Hydrazin, Diamid, H₂N—NH₂, er en af
Kvælstoffets Brintforbindelser. Indtil 1889
kendte man kun talrige organiske
Afledningsprodukter af dette Stof, da det lykkedes Curtius
at fremstille en Række Salte af H. med
uorganiske Syrer; disse maatte i den første
Tid fremstilles med organiske Forbindelser
som Udgangspunkt, f. Eks. af Amidoguanidin
ved Ophedning med Natriumhydroxyd, men
senere er det lykkedes at faa H. af rent
uorganiske Forbindelser, saaledes ved Reduktion
af Forbindelsen (NO)₂.K₂SO₃ med
Natriumamalgam, og nu fremstilles det tekn. ved
Indvirkning af Natriumhypoklorit paa Ammoniak,
hvorved dannes Kloramin, NH₂Cl, som med
Overskud af Ammoniak giver saltsur Hydrazin
NH₂NH₂.HCl, hvoraf Hydrazinets Hydrat N₂
H₄.H₂O kan faas som en Vædske, der koger
ved 118,5°, og som stivner ved ÷ 40°. Ved
Behandling med Bariumoxyd fraspaltes Hydratets
Vandmolekyl, og H. faas som en farveløs
Vædske, der koger ved 113,5°, stivner ved + 1,4°.
Saavel H. som dets vandige Opløsning virker
meget stærkt reducerende, udfælder f. Eks.
Kobberforilte af Kobbertveilte salte og
Metallerne af Sølv- ell. Kvægsølvsalte, og forener sig,
ligesom Ammoniak, direkte med Syrerne,
danner f. Eks. Forbindelserne N₂H₄.HCl og N₂H₄.
2HCl, og med Svovlsyre det karakteristiske, ret
tungtopløselige Sulfat N₂H₄.H₂SO₄.
R. K.

Hydraziner er en Række ejendommelige
organiske Baser, der afledes af Hydrazin ved
Erstatning af Brint med organiske Radikaler;
de indeholder derfor to Kvælstofatomer i
Molekylet; H. afviger fra Aminerne derved, at de
let iltes, og navnlig ved, at de reducerer
alkaliske Kobberopløsninger (Fehling’s Vædske).
Hvis man erstatter et Brintatom i Hydrazinets
ene Aminogruppe med et Alkoholradikal, faar
man en primær Hydrazin, f. Eks.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>