Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hummer - Hummeren - Humor - Humoralpatologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sted under ell. umiddelbart efter, at Æggene
er traadt ud af Hunnens Legeme. Desværre kan
disse Forhold ikke studeres i Fangenskab; thi
indfangede Hunner, der lige skal lægge Æg,
aflægger dem ikke, men Æggene opløses inde i
Hunnens Legeme, og den sortegrønne
Blommemasse, der før har ligget inden for Æghinden,
bliver fri og overføres i Blodet; derved bliver
dette næsten sort og skinner navnlig paa Halen
gennem Huden. Under normale Forhold aflægges
Æggene i Aug.—Septbr, Hunnen bærer Æggene
lige til Juni, da Ungerne kommer frem. I disse
11 Maaneder skifter H. ikke Hud. Saa vidt vi
kan skønne, synes H. kun at lægge Æg hvert
4. Aar. Æggenes Antal retter sig efter
Hunnens Størrelse og er i Sammenligning med
det Antal, mange andre Havdyr lægger, ikke
særlig stort. En H. paa c. 26—28 cm lægger
c. 8000 Æg, hvorimod en H. paa c. 40 cm
lægger c. 32000 Æg. H. er talrige Steder,
særlig ved Norges, Frankrigs, Englands og
Nordamerikas Kyster samt ved Helgoland, Genstand
for et temmelig vigtigt og indbringende
Fiskeri; i Danmark fiskes H. særlig ved Læsø, ved
Hirtshals, paa Strækningen Hanstholm—Agger,
i Limfjorden samt delvis paa Sjællands
Nordkyst. De fanges med særlige Redskaber, Tejner
og Kraner; det første Redskab, der er det
ældste, anvendes nu næsten kun i Limfjorden.
Da H. holder af temmelig dybt, salt Vand og
særlig synes at befinde sig vel paa stenet Bund,
er det naturligt, at det kun er forsvindende
faa H., der fanges S. f. Indløbet til Bælterne.
Saavel i Danmark som andensteds, særlig
ved Helgoland, klager man over, at
Hummerfiskeriet er i Aftagende. Aarsagen hertil er
den, at H. er et Dyr, hvis
Forplantningsforhold er af den Beskaffenhed, at de ikke kan
dække den betydelige Aftagen i Antal, som et
stærkt og skaanselløst Fiskeri nødvendigvis
fører med sig. Man har paa forsk. Vis søgt at
raade Bod herpaa; man har søgt at indføre en
Fredningstid (Sommermaanederne) samt
forbudt Fiskeri af H. under 7 Tommer, regnet
fra Pandehornets Spids til Svømmeviftens Rod.
Langt mere end disse Fredningsbestemmelser
hjælper vistnok de
Hummerudklækningsanstalter, der er blevne oprettede paa forsk. Steder,
navnlig ved Newfoundland.
Nær den alm. H. staar den ogsaa i Kattegat
hyppige gule Bogstavhummer Nephrops
norvegicus, som ved sine smallere Klosakse og
tyndere Hale er af langt mindre Bet. og ikke
Genstand for særlig Fangst.
C. W.-L.
Hummeren (Søv.), Benævnelsen for den
ottekantede Del af Mærse- og Bramstængerne
lige under Toppen. I H. findes et Hul
(Hummergat, Skivgat) hvorigennem Tovet til Hejsning
af Ræerne er vist. »Hummergat« kan ogsaa
findes paa andre Rundholter, det er i Reglen
forsynet med en fastsiddende Halvskive for at
Tovet kan glide bedre.
C. B-h.
Humor (lat.), egl. Fugtighed, Vædske. Idet
den ældre Lægevidenskab gik ud fra, at
Menneskets aandelige og legemlige Velbefindende
var afhængigt af den Maade, hvorpaa de faste
og flydende Dele var blandede i Legemet, gik
H. over til at betegne Sindet, Sindsstemning,
Lune. Fra at betegne det subjektivt fri Lune,
der tumler med Kontrasten af det store og det
smaa, det uendelige og det endelige, det
komiske og det tragiske i usikker Ligevægt, gik
H. i 19. Aarh. over til at betegne den højere
Form af det komiske, der forbinder Ideens
Tanke med Hjertets Kærlighed. I klar og fast
Tanke om Idealet dømmer Humoristen Livets
Ufuldkommenheder, det lave og smaalige, men
hans store Hjerte gør ham samtidig saa
overordentlig seende over for de virkelige
Livsværdier i det smaa, selv i Svagheden. Han
fælder Taarer med det ene Øje og smiler
sympatetisk med det andet. Han forbinder det ædle
og ophøjede med det smaalige og komiske.
Han maaler i sin Ironi, paa een Gang det
klare Hoveds og det varme Hjertes, det smaa
og latterlige ved det ophøjede og omvendt og
forstærker begge ved Kontrasten, men gør dem
derved hverken ophøjede ell. latterlige, men
netop humoristiske. Han sammenstiller det høje
og det lave, det ideale og det reale, ikke for
at tilintetgøre nogen af dem, men med den
Mildhed, der anbefaler ikke at glemme det
smaa ved det menneskeligt store og det ægte
værdifulde i det smaa. Han gaar ud fra den
ideale Sandhed og Virkelighed, men
brændemærker ikke det reale og smaa som værdiløst,
men fastholder det og giver det Værd ved
Følelsens Deltagelse og Tilværelsens søde Vane,
og han foragter ikke det endeliges Svagheder
og Forstyrrelser, men smiler ad dem, drukner
dem i vemodig Latter ell. i en lunefuld Spøg.
I Oldtidens mere objektive Poesi finder vi lidet
af den humoristiske Grundstemning, og
Middelalderens lystige Farcer bliver inden for det
lavere komiske. I Cervantes’ og Shakespeare’s
store Skikkelser med deres ejendommelige
Kontrastvirkning af det uendelige og det
endelige, det tragisk-ophøjede og det komiske
gærer derimod den ny Aandsform, hvis
Grundbetingelser er en dyb Subjektivisme og Blik
for humane Ideer. I Slutn. af 18. Aarh.
fremtræder i England den humoristiske Roman med
Genklang i Tyskland (Jean Paul), og i søgt og
forvildet Form i den tyske Romantik. I 19.
Aarh. vinder ægte H. fastere Form i den eng.,
tyske og nordiske Litt.: Dickens, Fritz Reuter
og Gottfried Keller, Kaalund, Hostrup. (Litt.:
Lazarus, »Das Leben der Seele«, I [Berlin
1882]; Cl. Wilkens, »Æstetik i Omrids«
[Kbhvn 1888]; H. Høffding, »Den store
Humor. En psykologisk Studie« [Kbhvn 1916]).
Cl. W.
Humoralpatologi, Læren om Sygdommens
Oprindelse fra Legemets Vædsker, var en
Teori, som beherskede Medicinen, indtil
Schwann’s og Schleiden’s Opdagelse af Cellerne
1838 fremkaldte Virchow’s Cellularpatologi, idet
den dog af og til delte Herredømmet med
Solidarpatologien. I Oldtiden deltes Legemets
Vædsker i de 4 Kardinalvædsker: Blod, Slim, gul
og sort Galde, og det antoges, at Abnormiteter
i disses gensidige Forhold og deres
Sammensætning fremkaldte Sygdommene. Teorien var
baseret paa Iagttagelser ved Sygesengen, men
de mangelfulde anatomiske og fysiologiske
Kundskaber bevirkede, at denne Teori, som saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
