Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Substans. H.-Broen og den forlængede Marv
bestaar væsentligt af hvid Substans, hvori
Kernerne for de fleste H.-Nerver ligger.
Hos de andre Hvirveldyr ligner H. i sin
Grundtype Menneskets, men de enkelte H.-Dele
naar en meget forsk. Udvikling. Saaledes er
Stor-H. langt mindre udviklet hos andre
Pattedyr end hos Mennesket. Mest udviklet er den
hos Aber, dernæst hos Hovdyr, Rovdyr, Sæler
og Hvaler. Hos de lavest staaende Pattedyr er
Stor-H. ikke furet. Hos de lavere Hvirveldyr
har Mellem-H. en forholdsvis stor Udvikling;
et Organ, der hos adskillige lavere Dyr har en
mægtig Udvikling, er Lugtenerverne og den
Del af H., de udgaar fra. Lille-H. har hos
Fuglene en ret betydelig Udvikling. Den Del af H.,
som er veludviklet gennem hele
Hvirveldyrrækken, har man kaldt palæencephalon,
medens man kalder den Del af Stor-H., der
særlig udvikles hos højere Dyr for neencephalon.
Ang. H.’s mikroskopiske Bygning, se
Nervesystem.
2) H.’s Virksomhed bestaar i det
væsentlige i 1) at modtage Sanseindtryk fra
Organismen og Omverdenen, opfatte og omsætte
disse, 2) udløse og regulere Bevægelser af
Legemets Muskler, og 3) være Sæde for de
psykiske Processer. Sanseindtrykkene (de
sensitive Indtryk) ledes fra de modtagende
Sanseorganer (Øjne, Øren, Hud o. s. v.) gennem
Sanse- og Følenerver til disses Centra i de
saakaldte Ganglier, smaa Nerveknuder udenfor
H. og Rygmarven. Derfra ledes Indtrykkene
videre gennem Baner i Rygmarv og H. til de
store Ophobninger af graa Substans (navnlig
Synshøjene) i Mellem-H. og endelig ad andre
Baner til Centra i H.-Barken. Saadanne
Centra for Synsopfattelsen findes i Nakkelappen,
for Hørelsen i Tindingelappen. Centrerne i
H.-Barken er Sæde for selve den psykiske
Opfattelse af Sanseindtrykkene, medens en mere
ubevidst Opfattelse finder St. i dybere liggende
Centra. Der findes endvidere mere
specialiserede Centra i H.-Barken, saaledes et for
Forstaaelsen af Talen (Wernickes Centrum) i
Nærheden af Hørecentret paa venstre Side, et
andet for Forstaaelse af Læsning i Nærheden af
Synscentret.
Bevægelsesimpulserne udgaar fra Centra i
H.-Barken og ledes derfra til Kerner for
Bevægenerver i H.-Broen, den forlængede Marv
og Rygmarven, hvorfra Impulserne gennem
Bevægenerverne gaar ud til Musklerne.
Bevægelsescentrerne (de motoriske Centra) i
H.-Barken ligger i hver Hemisfære foran sulcus
Rolandi; hver Legemsdel har her sit særlige
Centrum. Et specielt Centrum for
Frembringelse af Talen (Brocas Centrum ell. Brocas
Vinding) findes efter nogles Opfattelse tæt ved
Tungens og Strubens Centra paa venstre Side
(hos Kejthaandede sædvanligt paa højre).
Eksistensen af Brocas Centrum er dog endnu
omtvistet.
De fleste motoriske og sensitive Baner
krydser et St. i deres Forløb over paa modsat Side,
saaledes at en Lidelse i den ene H.-Hemisfære
fremkalder Lamhed ell. Følelsesløshed i den
modsatte Legemshalvdel.
En vigtig Faktor ved Siden af Udløsningen
af Bevægelser er Reguleringen af
Bevægelsernes Styrke og Retning og Bibringelse af
Musklerne den Spændingsgrad, som skal til for at
holde Legemet og Lemmerne i bestemte
Stillinger. Denne Regulering foregaar for en Del
gennem Lille-H. Denne faar fra
Ørelabyrinternes Buegange tilført Oplysning om Legemets
Stilling i Forhold til det vandrette Plan og
gennem sensitive Baner fra Muskler og Led
om Lemmernes Stillinger. Herigennem skabes
der, hver Gang en Bevægelse udløses fra de
motoriske Centra, samtidig en Regulering af
denne Bevægelse, der skabes en Afstemning af
Bevægelsernes Retning, Hastighed og
Intensitet, som er ligesaa nødvendig som Impulsen til
Kraftudfoldelse. Ikke alene Bevægelserne, men
ogsaa Stillingerne i Hvile reguleres paa denne
Maade, hvilket overhovedet er Betingelsen for,
at Mennesket kan staa oprejst uden at falde.
Tidligere Tiders Opfattelse af Lille-H. som
Organ for Kønsdriften er helt forladt. For
Reguleringen af Bevægelserne og af Musklernes
Spændingstilstand spiller foruden Lillehjernen
ogsaa Synshøjene og Linsekernerne en
betydelig Rolle.
De sjælelige Processer antages at have deres
Sæde i Stor-H., i de store Partier, der ikke er
Centrer for Bevægelse ell. Sansning. Hvorledes
Sjælelivet er knyttet til H., ved vi iøvrigt
overordentlig lidt om, idet det ikke er lykkedes at
lokalisere sjælelige Ejendommeligheder eller
Virksomheder til bestemte St. af H. Den
»psykiske« Del af Stor-H.’s Bark viser i sine
Grundtræk en lgn. Bygning som den øvrige Del. I
den senere Tid er det ganske vist lykkedes at
paavise ved Mikroskopi konstante
Forskelligheder i Lagdelingen af Nerveeeller og
Nervetraade i de forsk. Dele af H.-Barken, den
saakaldte Cytoarkitektonik og Myeloarkitektonik.
Men man kan ikke paavise, at nogle særlige
sjælelige Egenskaber ell. Processer er knyttede
til bestemte cytoarkitektoniske Felter.
Erfaringen har blot vist, at mindre Dele af H.-Barken
godt kan gaa til Grunde, uden at det kan
mærkes paa Sjælelivet, og at der kan findes
dybtgaaende sjælelige Defekter, uden at man
kan paavise Forandringer i H. Derimod vil
udbredte Ødelæggelser af Stor-H. næsten altid
medføre betydelig Nedsættelse af de aandelige
Evner. Man antager nærmest, at de enkelte
sjælelige Processer ikke er lokaliserede til
bestemte Partier (bortset fra den psykiske
Opfattelse af Sanseindtryk og Udløsning af
Bevægelserne), men at det er et Samspil af
Nervecellerne i udbredte Partier af
Storhjernebarken, der gør sig gældende ved
Tankevirksomhed og ved Forestillingernes
Følelsesbetoning (se iøvrigt Frenologi).
3) H.-Sygdomme (som ofte populært
kaldes »Nervesygdomme«) inddeler man i organiske
og funktionelle. Ved de første forstaar man
Sygdomme, hvor man kan paavise anatomiske
Forandringer i selve H.-Substansen; ved
funktionelle H.-Sygdomme har man ikke kunnet
paavise saadanne Forandringer og er derfor
gaaet ud fra, at det kun er H.’s Funktion, der
er lidende, ligesom naar et Urværk er gaaet i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
