Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Harald Haarfagre - Harald Harefod - Harald Hén - Harald Hildetand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Konger rejste sig efter dennes Død for at
genvinde deres Uafhængighed; men H. tvang dem
med sin Morbroder Guttorm’s Bistand til
Lydighed. Kort efter friede han til en mægtig
Kvinde, hedder det, men blev afvist, og ægget
af hendes Haan aflagde han saa det højtidelige
Løfte, at han hverken vilde kæmme ell. klippe
sit Haar, før han havde underlagt sig hele
Norges Rige. Han rykkede først med en stor Hær
over Dovre ned i det Throndhjemske, hvor
den mægtige Haakon Grjotgardssøn kom ham
til Hjælp, og ved Hjælp af det forenede
Trøndelagen, Oplandene og Viken erobrede han de
flg. Aar Vestlandet. Til sidst forenede
Smaakongerne i det sydvestlige Norge sig og fik —
som det synes — Hjælp af de til Irland
udflyttede Søkonger; men Harald slog dem i det
store Slag i Hafrsfjorden. Nu først, siger
Sagnet, lod han, som af sit lurvede Udseende
havde faaet Øgenavnet Luva (Tufsen), sit Haar
klippe og kæmme af Ragnvald Mørejarl, der
gav ham Tilnavnet Haarfagre. Fra den sv.
Konge erobrede han Vermland. H. H. fratog
Bønderne deres »Odel«; men, hvad dette egl.
vil sige, er omtvistet. I St f. de fordrevne
Smaakonger indsatte H. H. Jarler og Herser.
Disse var forpligtede til at bistaa Kongen med
Tropper, at sørge for Rettens Pleje og at
opkræve Skat; de fik sig overladt en Kongsgaard,
men maatte hvert Aar, naar Kongen kom
derhen, holde et Gæstebud for ham og hans Mænd.
Af Misfornøjelse over alle de Forandringer, som
H. H. indførte i Riget, udvandrede mange
Stormænd o. a., og disse slog sig ned dels i
Normandiet, dels paa de skotske Øer, Færøerne og
Island. Deres Gods lod Kongen inddrage under
Kronen. Men de udflyttede Nordmænd
hjemsøgte til Hævn de norske Kyster fra deres
Tilholdssteder paa Vesterhavsøerne. H. H. foretog
da et Tog over Havet og underlagde sig
Hjaltland og Orknøerne, som herefter styredes af
norske Jarler. H. H. havde mange Hustruer
og med dem et stort Antal Sønner. Da han blev
80 Aar gl (930), delte han Riget mellem sine
Sønner, men bestemte tillige, at Erik Blodøkse
skulde være Landets Overkonge; hans sidste
Levetid forbitredes ved den Strid, hans Sønner
førte indbyrdes. Han døde 933 og blev højlagt
paa Gaarden Hauge nær Haugesund. Paa hans
Gravhøj (Haraldshaugen) rejstes 18. Juli 1872
paa Rigets Tusindaarsfest et Mindesmærke,
Haraldsstøtten.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Harald Harefod, eng. Konge, f. c. 1016, d.
17. Marts 1040, var Søn af Knud den Store og
hans angelsachsiske Frille Ælgife. Som Barn
var han en Tid Underkonge i Danmark med
Thorkil den Høje som Værge, men levede
ellers i England. Skønt den ægtefødte Hardeknud
skulde arve baade Danmark og England, tilrev
H. H. sig dog efter Faderens Død (1035) de
nordlige eng. Prov., og takket være Ælgife’s
Rænker lykkedes det ham til sidst at vinde hele
Landet (1037). Enkedronning Emma maatte
flygte til Fastlandet. Hardeknud rustede sig i
Danmark og var allerede paa Tog mod H. H.,
da denne døde. H. H. var voldsom og
herskesyg; for Jagten havde han Lidenskab, og derfra
stammer vistnok hans Øgenavn. (Litt.:
Freeman, Hist. af the Norman Conquest, I [London
1868]; Steenstrup, »Normannerne«, III
[Kbhvn 1882]).
H. O.
Harald Hén, dansk Konge (1076?—80), d.
17. Apr. 1080, var Sven Estridsøn’s ældste Søn
og deltog sammen med sin Broder Knud og sin
Farbroder Esbjørn Jarl i det store Englandstog
1069, som ikke bragte andet end noget
Krigsbytte. Ved Faderens Død var han nærmest til
Tronen. Hans yngre Broder Knud (den Hellige)
søgte dog at vinde Stemmer for sig, men
Kongevalget paa Isøre faldt ud til Fordel for
den milde og elskværdige H. H., som her
tilstod Folket nogle Love, der gjorde ham yndet.
Om disses Indhold ved vi blot, at alle fik Ret
til at bruge Almindingsskovene, som var
Krongods, og Renselsesed traadte i St f. Tvekamp
(og Jernbyrd?). For øvrigt var H. ikke de
vanskelige Forhold voksen: fl. af hans Brødre
begyndte Fejde og fik Hjælp fra Olaf Kyrre i
Norge, saa at Pave Gregor VII maatte
irettesætte ham, og indadtil mægtede H. ikke at
kue Stormændenes Selvraadighed og Overgreb.
Han var en from, men svag Mand; hans
Tilnavn bet. da ogsaa en blød Hvæssesten. Efter
faa Aars Styrelse døde han og blev jordet i
Kirken i Dalby. (Litt.: A. D. Jørgensen,
»Den nord. Kirkes Grundlæggelse« [Kbhvn
1874—78]; H. Olrik, »Konge og Præstestand«, I2
[Kbhvn 1905]; J. Olrik, »Hist. Tidsskr.«, 7.
Rk. II. 177 ff.).
H. O.
Harald Hildetand (Tilnavnet betyder:
Kamptand, Kriger), dansk Konge i Sagntiden,
levede i 6. ell. 7. Aarh. Overleveringerne om
ham er i mange Henseender modsigende; det
eneste fælles for dem er, at han mistede sin
Fader i tidlig Alder og voksede op værnet af
Moderen, at han vandt og udvidede det
fædrene Rige til en anselig Stat (hele Danmark,
ell. hele det sydlige Norden), og at han
endelig faldt i et stort Slag paa Braavalla-Sletten
imod den sv. Konge Hring (hos Islændingene:
Sigurd Hring). Om hans Byrd hedder det snart,
at han var Søn af den danske Dronning Aasa,
snart at han var Søn af Kæmpen Halvdan den
Stærke og den danske Kongedatter Gyrid; den
ældste Kilde (Hyndluljóð fra 10. Aarh., men
forfattet i det vestlige Norge) siger, at hans
Fader hed Hrørik (med Tilnavn
Slöngvanbaugi), og at hans Moder var Aud den Dybsindede,
Datter af Kong Ivar Vidfame og senere gift
med Raadbard (i Rusland), — Efterretninger,
der gentages i alle isl. Kilder. Sandsynligvis
har Hyndluljóð Ret, saa at H. H. virkelig er
en Søn af Hrørik Slöngvanbaugi, og denne
Hrørik er rimeligvis identisk med den Hrørik
Slöngvanbaugi, der blev overfaldet og dræbt af
sin Fætter Rolf Krake. Hans Moder redder den
lille Harald bort fra den truende Undergang,
og efter Rolf’s Undergang paa Lejre og efter
Femkonge-Tidens Splittelse er han den, som
for første Gang samler hele det danske Rige.
Da han i sin høje Alder vil hjemsøge og
underlægge sig de guldrige Østgøtelande, og med en
uhyre Flaade stævner ind gennem Braaviken
mod Kong Hring’s Borg, finder han sin Død i
det navnkundige Braavallaslag.
Overleveringerne er enige om, at med ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
