Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Harald Blaatand - Harald den Gamle - Harald Gille - Harald Godwinssøn - Harald Graafell - Harald Grenske - Harald Haardraade - Harald Haarfagre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
modtog han dog først Daaben c. 960; allerede
Samtiden mente, at den tyske Forkynder
Poppos Jernbyrd, der skulde godtgøre
Kristendommens Sandhed, blev afgørende for dette Skridt.
Nu grundlagde H. B. en ny Bispestol i Odense,
byggede Trækirker, bl. a. i Roskilde, og drog
sit Folk over til Kristendommen. Som
Jelling-Stenen viser, betragtede han i alt Fald
Trosskiftet som sit Værk og forherligede det ved
Kristusskikkelsen paa Stenens ene Side. —
Under alt dette havde H. B. væsentlig staaet i
fredeligt Forhold til Tyskland. Han afviste en
sachsisk Oprører, der bad om Hjælp, kaldte i
Daaben sin Søn Sven med Navnet Otto og
sendte senere den store Kejser Gaver (973).
Alligevel har Kejservælden ikke huet ham, og da
Budskabet kom om Otto den Store’s Død, faldt
han med sin Hær ind over Grænsen. Uventet
hurtig gik Otto II imod ham, satte Ild paa
Danevirke, trængte ind i Jylland og tvang H. B.
til Fred (974). En tysk Borg rejstes ved
Grænsen, formodentlig paa Ejder-Øen; da Otto II
havde lidt Nederlag i Italien, erobrede og
afbrændte Danskerne den dog (983). Ogsaa
andensteds gik Lykken H. B. imod. Af danske
Runestene ses det, at Toke Gormsøn og andre
Vikinger er blevet slaaede ved Upsala; sene
Kilder vil vide, at Svenskeren Styrbjörn blev
H. B.’s Svigersøn og med dansk Hjælp gjorde
Tog mod Erik Sejrsæl, men led Nederlag. I
Norge frigjorde Haakon Jarl sig, og da danske
Vikinger vilde hævne Frafaldet, blev de slaaede
i Hjörungavaag. I selve Danmark vakte H. B.’s
myndige Styre og den Tvang, han begyndte at
anvende i Trossagen, Avind i vide Kredse. Hans
Søn Sven Tjugeskæg, der var taalsom, stillede
sig i Spidsen for de Utilfredse, og Kampene
mellem Fader og Søn begyndte. Sven sejrede
fl. Gange. Til sidst blev H. B. ved Helgenæs
saaret af en Pil og bragt til Julin (»Jomsborg«),
hvor han udaandede. Liget jordedes i
Trefoldighedskirken i Roskilde. Præsterne vilde
gerne gøre ham til Helgen; men det lykkedes
ikke. (Litt.: A. D. Jørgensen, »Den
nordiske Kirkes Grundlæggelse« [Kbhvn 1874—78];
Wimmer, »De danske Runemindesmærker«,
I [Kbhvn 1895]; H. Olrik, »Konge og
Præstestand« I2 [Kbhvn 1905]; Steenstrup,
»Danmarks Sydgrænse« [Kbhvn 1900]; L. Weibull,
»Kritiska undersökningar i Nordens historia
omkring år 1000« [Kbhvn 1911]).
H. O.
Harald den Gamle (c: den første Kong
Harald), dansk Sagnkonge, i isl. Overlevering en
af Harald Hildetand’s Forfædre.
(A. O.). H. El.
Harald Gille, Norges Konge 130—36, f. i
Irland 1103, d. 1136. H. paastod, at han var Søn
af Kong Magnus Barfod og en irsk Moder.
Hans opr. Navn var Gilkrist. Henimod
Slutningen af Sigurd Jorsalfar’s Regeringstid kom
han til Norge. Her fik han Tilladelse til at
bevise sin Herkomst med Jærnbyrd, hvorefter
Kongen modtog ham med megen Godhed. Han
antog nu Navnet H. G. til Erindring om det
Navn, han før havde baaret. H. G. havde vel
for at stedes til Jernbyrden maatte love Sigurd,
at han ikke skulde rejse noget Krav paa
Norges Trone, saa længe han selv ell. hans Søn
Magnus levede. Men næppe var Sigurd død, før
han brød sit Løfte og tvang Magnus, som i
det hele havde vist ham liden Velvillie, til at
afstaa ham det halve Rige. Magnus søgte siden
at fordrive H. G.; men denne drog til
Danmark, hvor han af Erik Emune fik Hjælp med
Folk og Skibe. Magnus blev nu forladt af sine
Folk, toges til Fange i Bergen og blev, blindet
og lemlæstet, sat i Kloster (1135). Men Aaret
efter blev H. G. af en ny Tronprætendent,
Sigurd Slembe, overfaldet og dræbt. H. G. var
i legemlig Henseende vel udrustet, i aandelig
Henseende derimod yderst lidet begavet. Snil
og føjelig, som han var, gik han aldeles i sine
Yndlingers Ledebaand.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Harald Godwinssøn, se Harold
Godwinssøn.
Harald Graafell, Norges Konge c. 961—70,
var Søn af Erik Blodøkse og Dronning
Gunhild og Sønnesøn af Harald Haarfagre. Efter at
han og hans Brødre med den danske Konge
Harald Blaatand’s Hjælp havde kriget mod
Farbroderen, Haakon Adalsteinsfostre, indsatte
denne, der efter Slaget paa Fitje var blevet
dødelig saaret, dem — iflg. Sagaen — til sine
Eftermænd. Erikssønnerne havde antaget
Kristendommen i England; men deres Forsøg paa
at indføre den i Norge strandede. Paa
Moderens Tilskyndelse begik de den ene
Niddingsdaad efter den anden, og da der tillige indtraf
en Række Uaar, rejste der sig et stærkt Had
mod dem. Efter at de 962 havde taget Sigurd
Ladejarl af Dage, flygtede dennes Søn Haakon
efter nogen Tids frugtesløs Kamp til Danmark,
hvor han overtalte den danske Konge Harald
Blaatand til at staa sig bi. Denne lokkede
H. G., der synes at have været den
betydeligste af Brødrene, nedover til Danmark, hvor
han ved Hals i Limfjorden blev overfaldet og
dræbt af Kongens Frænde, Vikingen
Guld-Harald, som Haakon Jarl derefter tog af Dage.
Tilnavnet Graafell fik han af en
Graaværkskappe, som han havde modtaget som Gave af
en Islænding.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Harald Grenske, Søn af Gudrød Bjørnssøn
og, efter Kongesagaernes ret problematiske
Genealogier, Sønnesønssøn af Harald
Haarfagre, var Konge paa Vestfold under dansk
Overhøjhed og var gift med Gudbrand Kula’s
Datter Aasta, der efter hans Død blev Moder
til Norges Konge Olaf den Hellige. H. G. forlod
Aasta for at bejle til sin Fosterfader
Skoglar-Toste’s Datter Sigrid Storraade, Enke efter den
sv. Konge Erik Sejrsæl. Men hun, der var ked
af hans Overhæng, lod ham indebrænde
(omtrent 995).
(O. A. Ø.). Edv. B.
Harald Haardraade, se Harald
Sigurdssøn H.
Harald Haarfagre, Norges første Enekonge,
(c. 860—930), var Søn af Vestfoldkongen
Halvdan Svarte og den ringerigske Konge Sigurd
Hjort’s Datter Ragnhild og var 10 Aar gl ved
Faderens Død. Sagn og Eventyr i rig Fylde har
siden spundet sig om H. H.’s Person og
Regering og er til Dels vanskelige at skille ud
fra det hist. Grundlag; Tidsregningen er
meget omtvistet, og om Bet. af de vigtigste af
hans Regeringsforanstaltninger er Forskerne
endnu uenige. De af Faderen undertvungne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
