Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haag-Konferencer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
genoptagen (Septbr 1905), men Initiativet hertil
udgik nu fra Rusland, idet Præsident Roosevelt
overlod Tsaren den videre Ledelse af
Forhandlingerne. I en Cirkulærnote 16. (29.) Marts 1906
udviklede den russ. Regering Programmet for
Konferencen (Gennemsyn af de 1899 vedtagne
Konventioner samt Udarbejdelse af en ny
Konvention om Søkrigsretten), og dette vandt i det
hele alm. Tilslutning, dog at enkelte Stater
forbeholdt sig Ret til ogsaa at bringe andre
Spørgsmaal paa Bane. Bl. disse var navnlig
Spørgsmaalet om en Begrænsning af Rustningerne,
hvilket baade England, Spanien og
Nordamerika ønskede opført paa Programmet, medens
Tyskland og Østerrig-Ungarn og i Virkeligheden
ogsaa Rusland var Modstandere deraf. De
herved foranledigede Forhandlinger trak saa længe
ud, at Konferencen først kunde træde sammen
1907. Indbydelserne udsendtes ligesom første
Gang af den nederlandske Regering, og
Mødestedet var atter Haag, dog at Forhandlingerne,
der strakte sig over godt 4 Mdr (15 Juni—18.
Oktbr), ved denne Lejlighed foregik i
Generalstaternes Lokaler. Det havde opr. været
Ruslands Hensigt, at der skulde indbydes i alt 48
Stater, men nogle af dem modtog ikke
Indbydelsen ell. blev senere forbigaaede af andre
Grunde (Korea, Abessinien, Honduras og Costa
Rica), og de deltagende Staters Antal blev i
Virkeligheden kun 44, nemlig alle paa den første
Konference repræsenterede (Sverige og Norge
talte nu som to Stater) og desuden Staterne i
Mellem- og Sydamerika alene med de lige
nævnte Undtagelser. De Stater, der ikke havde
været med 1899, maatte som Betingelse for at
faa Adgang til Konferencen tiltræde de dengang
vedtagne Konventioner, hvortil der for
Voldgiftskonventionens Vedk. aabnedes dem Adgang
ved en af de opr. Deltagere undertegnet
Protokol. Konventionerne af 1899 (men ikke
Deklarationerne) blev paa denne Maade tiltraadte af
praktisk talt alle Stater og kom saaledes til at
indeholde alm. gældende international Ret.
Konferencen af 1907, som talte c. 175
Delegerede, og hvis Præsident var Russeren Nelidow,
organiserede sig paa lgn. Maade som den første
Konference, kun at der denne Gang dannedes
4 Kommissioner, af hvilke fl. atter delte sig i
Underkommissioner. Den første Kommission
behandlede Voldgiftssagen og forsk. i Forbindelse
dermed staaende Spørgsmaal. Medens det trods
vidtløftige Forhandlinger heller ikke ved denne
Lejlighed lykkedes at opnaa Enighed om en
almindelig Konvention om obligatorisk Voldgift
i visse Klasser af Sager (man vedtog dog en
Deklaration, der anerkendte Muligheden af en
saadan), blev Konventionen af 1899 om fredelig
Bilæggelse af internationale Stridigheder
underkastet et grundigt Gennemsyn (I), hvorved
adskillige Forbedringer indførtes i den, og man
drøftede derhos forsk. Forslag om ved Siden
af den i 1899 oprettede Domstol i Haag at skabe
en virkelig permanent Voldgiftsret med faste
Dommere og regelmæssige Sessioner.
Forhandlingerne herom førte vel ikke til noget Resultat,
idet man ikke kunde enes om Rettens
Sammensætning, men der udarbejdedes dog et Udkast
til Konvention om dens Kompetence og
Virkemaade, hvilket anbefaledes Magterne til
Vedtagelse, saa snart den nævnte Vanskelighed var
fjernet. Et Resultat af den første Kommissions
Arbejde, der syntes at skulle blive meget
betydningsfuldt, var dernæst Vedtagelsen af en
Konvention om Oprettelse af en international
Priseret (XII), en Foranstaltning, ved hvilken der
skulde gøres Ende paa den for de neutrale
Interesser lidet betryggende Ordning, at de
krigsførende Magter selv dømmer endeligt om
Berettigelsen af deres Opbringelse af neutrale
Handelsskibe. Endelig udarbejdede
Kommissionen ogsaa en Konvention (II), ved hvilken
Magterne i delvis Tilslutning til den saakaldte
Drago-Doktrin (se Drago) forpligtede sig til
ikke at anvende Vaabenmagt ved Inddrivelse af
kontraktmæssig Gæld, der indkræves af et
Lands Regering hos et andet Lands Regering
som tilkommende det førstn. Lands
Undersaatter, medmindre den Stat, mod hvilken
Gældsfordringen haves, afslaar ell. lader
ubesvaret et Tilbud om Afgørelse ved Voldgift ell.
senere umuliggør denne ell. undlader at
efterkomme den afsagte Kendelse. — Den anden
Kommission, til hvilken Landkrigsretten var
henvist, udarbejdede tre Konventioner, en
Konvention om Fjendtlighedernes Begyndelse (III),
foranlediget ved de ved den russ.-jap. Krigs
Udbrud forefaldne Begivenheder, en revideret
Udgave af Konventionen af 1899 om Love og
Vedtægter for Landkrigen (IV) og en
Konvention om neutrale Magters og Personers
Rettigheder og Pligter i Tilfælde af Krig til Lands
(V). Endelig fornyedes Deklarationen af 1899
om Udkastning af Sprængstoffer fra
Luftballoner (XIV). Derimod kom Kommissionen ikke til
at beskæftige sig med Afrustningsspørgsmaalet.
Som ovf. berørt havde vel enkelte Stater
forbeholdt sig Ret til at bringe det frem for
Konferencen, men Tanken om en egl. Drøftelse af
det stødte vedblivende paa Modstand, og man
nøjedes derfor med efter Englands Forslag at
bekræfte den første Konferences Udtalelse om
det ønskelige i, at Spørgsmaalet nærmere
overvejedes af de enkelte Regeringer. Ved samme
Lejlighed udtalte England dog sin
Beredvillighed til aarlig at meddele de Magter, som vilde
gøre Gengæld, sine Planer til Nybygninger af
Krigsskibe for det kommende Aar tillige med
Oplysning om de dermed forbundne Udgifter,
men dette Tilbud, hvormed det var Hensigten
at bane Vej for en Meningsudveksling mellem
de enkelte Magter ang. Rustningerne, blev
aldeles ikke Genstand for nogen Forhandling. —
Den 3. og 4. Kommission, der havde delt de
Søkrigsretten vedrørende Emner imellem sig,
naaede ikke at faa løst den i Konferencens
Program stillede Opgave at udarbejde en alm.
Konvention om Love og Vedtægter til Søs.
Konferencen maatte indskrænke sig til at udtale
Ønsket om, at Udarbejdelsen af en saadan
Konvention maatte ske paa næste H. og at anbefale
Magterne indtil videre saa vidt muligt at bringe
Grundsætningerne i Landkrigskonventionen til
Anvendelse ogsaa under Krig til Søs.
Kommissionens Arbejde paa det søkrigsretlige Omraade
blev dog ingenlunde uden Resultat, idet der
vedtoges en Rk. mindre Konventioner ang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
