Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Litteratur - II. Den attiske Periode (c. 450-c. 300 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
II. Den attiske Periode
(c. 450—c. 300 f. Kr.).
Den fremragende Rolle, som Athen spillede
under Grækernes Kamp mod Perserne, og den
Magtstilling, som det efter Sejren kom til at
indtage, fik ogsaa Bet. for det aandelige Liv,
hvori Førerskabet i 5. Aarh. afgjort gik over til
Athen, der med Rette kaldtes »Hellas’ Skole«.
Dette Forhold fremtræder især m. H. t. den
dramatiske Poesi, der i denne Periode
ganske stillede de andre Digt arter i Skygge.
Dramaet synes vel egl. ikke at være opstaaet
i Athen, men kun der naaede det en betydelig
Udvikling. Tragedien, der havde sit
Udspring fra Korsangene ved Dionysos-Festerne,
skabtes af Atheneren Thespis (c. 535), der
fandt paa at optræde svarende Koret, hvorved
det første Stød til dram. Fremstilling blev
givet. Som den egl. Grundlægger af et
kunstmæssigt Drama og tillige som den første af
Tragediens store Mestre maa imidlertid
Aischylos fra Eleusis (525—456) betragtes. Ved
at indføre Brugen af to Skuespillere skabte
han Dialogen, medens Korsangene, det opr.
Element, traadte noget i Baggrunden; tillige
skal han have foretaget Forbedringer i den
ydre Udstyrelse af Scenen og Skuespillerne.
Aischylos’ Stykker er prægede af en vis
gammeldags Stivhed, men staar højt ved
Karakterernes Kraft og Tankernes Dybde. Hans yngre
Samtidige. Sofokles fra Kolonos (496—406),
irdførte en tredie Skuespiller, hvorved den
dram. Handling fik større Rigdom og Liv;
hans fine Karaktertegning, velberegnede
Komposition og Sprogets og Rytmens Skønhed
bidrager til at give hans Skuespil et sjældent
harmonisk Præg. Med den tredie store
Tragiker, Euripides fra Salamis (484—406),
kom der ny Elementer ind, Refleksion og
Skepsis; paavirket af den »Oplysningens Tidsalder«,
han levede i, indblæste han Tragedien nyt Liv
ved at gøre den til Talerør for de moderne
Ideer; desuden skildrede han med en hidtil
uset Styrke de store menneskelige Lidenskaber.
Ved Siden af de tre store Mestre virkede
mange andre Tragikere, dog uden blot
tilnærmelsesvis at naa dem; de betydeligste var Ion
fra Chios, Achaios fra Eretria og Agathon fra
Athen. I Satyrdramaet, der ved sin
Oprindelse hørte sammen med Tragedien og
vedblev at holde sig som et Efterspil af
underordnet Bet., udmærkede Pratinas fra Flius
(c. 500) sig. — Komedien havde sit
Udspring fra Megara, idet der af de med
Dionysos-Festerne forbundne Karnevalsoptog, Kōmoi,
udviklede sig mimiske Fremstillinger (c. 600);
paa Sicilien gav Epicharmos (i 5. Aarh.)
den en mere kunstmæssig Form og travesterede
i sine Stykker mytiske Emner. Den blev dog
først i Athen udviklet til kunstnerisk
Fuldkommenhed, især af Aristofanes (c. 400), der
sammen med den noget ældre Kratinos og
Eupolis repræsenterer den saakaldte
gamle Komedie. Denne, der laante sin Teknik fra
den paa den Tid fuldt udviklede Tragedie, er
en for det demokratiske Athen karakteristisk
Fremtoning; med ubunden Frihed og
skaanselløs Kritik behandlede den alle offentlige
Forhold og Personer, men saaledes at
Stykkernes lystige Komik og fantasifulde Iklædning
mildnede den skarpe Satire. Efter den
peloponnesiske Krigs Slutning, da Ulykken var
brudt ind over Athen og Samfundets Fattigdom
ikke længere tillod Udstyrelsen af de kostbare
Festkor, forsvandt den gl. Komedie og gav
Plads for en Overgangsform (den
mellemste), der især parodierede Tragikerne og i det
hele de gl. Myter, men ogsaa gjorde Tilløb til
Fremstilling af Karakterer fra det daglige Liv;
som de vigtigste Forf. af denne Retning
nævnes Antifanes fra Athen, Alexis fra
Thurioi og Eubulos fra Athen, alle i 4.
Aarh. I dettes Slutn. udviklede sig den ny
Komedie, der er et borgerligt Intrigelystspil
med temmelig faste Typer og med stærk
Benyttelse af erotiske Motiver; den kulminerede med
Menandros fra Athen (342—291), men
foruden ham nævnes ogsaa andre som betydelige,
Filemon, Difilos og Apollodoros.
— Ved Siden af det egl. Drama forekom der i
G. en Mængde forskelligartede, oftest komiske
Fremstillinger af Personer og Karakterer, som
navnlig anvendtes til selskabelig
Underholdning og af Grækerne sammenfattedes under
Navnet Mimer; dette Navn brugtes ogsaa
om de af Syrakusaneren Sofron (c. 450) i
Prosa skrevne, dram. Genrebilleder, der ikke
var bestemte for Scenen. — Af de andre
Digtarter dyrkedes i denne Periode mest
Dithyramben, især af Melanippides fra Melos (c.
450), Filoxenos fra Kythera (c. 400) og den
lidt yngre Timotheos fra Milet; som
Epikere kan nævnes Panyasis fra
Halikarnassos (c. 480), Choirilos fra Samos (c.
450—c. 400), der med sit Digt »Perseis« forsøgte at
skabe et hist. Epos, og Kolofonieren
Antimachos (c. 400), en Forløber for
Alexandrinernes lærde Digtning.
Athens politiske og aandelige Magtstilling i
5. Aarh. viste sig i den Tiltrækning, det øvede
paa hele den gr. Nation; det blev et aandeligt
Centrum, hvortil de betydeligste Mænd søgte
for der at udbrede deres Ideer, og den
demokratiske Forfatning, der gjorde det muligt for
enhver Mand med Dygtighed og Kundskaber
at komme frem, skaffede dem opmærksomme
Tilhørere og Efterlignere. Saaledes fik de
saakaldte Sofister, der ikke var fødte i Athen,
men alle især virkede der, stor Bet., og det
paa dobbelt Maade, dels som Filosoffer, dels
som Veltalenhedslærere; i den første Retning
udmærkede sig især Protagoras fra
Abdera, i den sidste Gorgias fra Leontinoi.
Veltalenheden havde allerede før været
anvendt rent praktisk med stor Dygtighed, og
navnlig Perikles havde som Taler vidst at
beherske Folket; men nu først udvikler der sig
deraf en særlig Kunst, Retorikken. Den
første attiske Taler, der tillige offentliggjorde
skrevne Taler som Mønstre for andre, var
Politikeren Antifon fra Rhamnus (d. 411), der
var paavirket af Gorgias; hans lidt yngre
Samtidige Andokides var derimod udelukkende
praktisk Taler. I den nærmest flg. Tid
udmærkede sig Lysias fra Syrakus (c. 450—c. 380)
og Isaios fra Chalkis (c. 400—c. 340), der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
