Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Litteratur - I. Den førattiske Periode (c. 800-c. 450 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
benyttede ogsaa c. 700 den boiotiske Digter
Hesiodos, der skabte det didaktiske Epos,
Læredigtet, og i sin Teogoni satte de gr.
Gudeforestillinger i System og gav dem en fastere Form;
hans Digte er rigtignok langt fra at naa de
homeriske, hvad Fantasi og Fremstilling
angaar, men deres sunde og vægtige
Tankeindhold gav dem alligevel stor Bet. for
Udviklingen af gr. Aandsliv, og Oldtiden selv havde
næppe Øje for den Afstand i Livsopfattelse,
der skiller dem fra de homeriske; ned igennem
hele Tiden stod Homer og Hesiodos for
Grækerne som næsten hellige »Klassikere«.
Med sin mere subjektive og personlige
Karakter danner den hesiodeiske Digtning paa en
Maade Overgangen til den rige Udvikling af
den lyriske Poesi, som foregik i G. fra c.
700. Beg. skete i Ionien ved Elegien, der
fra Epos’et laante sit Sprog og til Dels sin
metriske Form, idet det elegiske Distichon
bestaar af det episke Heksameter og det dermed
beslægtede Pentameter; den foredroges med
Akkompagnement af Fløjter. Indholdet af de
ældste Elegier, Efesieren Kallinos’ (c. 700)
og Spartaneren Tyrtaios’ (c. 650), var
Formaninger til Tapperhed; Atheneren Solon (c.
600) grundlagde den politiske, hans Samtidige
Kolofonieren Mimnermos den erotiske og
klagende (threnetiske) Elegi; i deres Spor
traadte Megareeren Theognis (c. 550—500),
hvis Elegier havde en udpræget sententiøs
Karakter, og Keeren Simonides (556—468), der
især dyrkede den klagende Elegi. Det elegiske
Versemaal anvendtes ogsaa i Epigrammet, hvori
Simonides naaede en høj Grad af Mesterskab.
— Samtidig med Elegien skabtes den
iambiske Poesi af Parieren Archilochos i
Beg. af 7. Aarh. I Modsætning til Epos’ets og
Elegiens værdige Rytmer indførte han
iambiske Versemaal, der ved deres større Livlighed
ligger den naturlige Tale nærmere, og brugte
dem som Form for sine rent subjektive Poesier,
især Spottedigte; p. Gr. a. sin Fuldkommenhed
i Anvendelsen af de metriske Former og sine
Digtes glødende Lidenskab sattes han i
Oldtiden ved Siden af Homer. Som iambiske
Digtere, der efterlignede ham, maa især nævnes
Semonides fra Amorgos (c. 625) og
Hipponax fra Efesos (c. 540). — I 7. Aarh. blev
Musikken hævet til større Fuldkommenhed hos
Grækerne, og dette begunstigede Udviklingen
af den lyriske Poesi i snævrere Forstand.
Terpandros fra Lesbos (c. 650) indførte
den 7-strengede Lyre i St f. den hidtil brugte
4-strengede og komponerede til Brug ved
Apollo-Festerne i Sparta Melodier, hvortil han dels
laante Tekst fra de episke Digte, dels selv
forfattede Ordene; denne saakaldte
Nomedigtning udvikledes videre af den ligeledes i Sparta
bosatte Lyder Alkman (c. 650—c. 600), der
kan kaldes Skaberen af den specifikt
doriske Korlyrik. Noget senere (c. 600)
uddannede Arion fra Lesbos Festsangene til
Dionysos’ Ære, de saakaldte Dithyramber, til
en særlig Kunstform. Den doriske Korlyrik,
hvis Indhold var af højst forsk. Art, Sejrssange,
Hymner, Paianer, Dithyramber,
Processionskantater, Klagesange o. s. v., udbredte sig over
hele G.; dens vigtigste Repræsentanter var
Stesichoros fra Himera (c. 600), i hvis
Korværker mytisk Stof behandledes paa
operamæssig Maade, Ibykos fra Region (c. 550), den
før nævnte Simonides, hans Søstersøn
Bacchylides (c. 500—c. 450) og endelig
Thebaneren Pindar (522—448), der ragede
højt op over alle sine Forgængere. Korlyrikken
fik den største Bet. for Dramaets Udvikling,
men traadte senere selv i Baggrunden. — I
Modsætning til denne Digtning, der var
bestemt til Afsyngelse af Kor ved festlige
Lejligheder, staar den æoliske Sanglyrik
(Melos), der foredroges af en enkelt med
Akkompagnement af et ell. andet musikalsk
Instrument og til Indhold havde den rent
subjektive Følelse og Stemning; Formen var en
simpelt bygget Strofe, der stadig gentoges. Den
stiftedes og udvikledes til Fuldkommenhed af
den lesbiske Digter Alkaios (c. 600) og hans
Samtidige, Digterinden Sapfo (ligeledes fra
Lesbos), der begge skrev i deres Fødeøs æoliske
Dialekt; til dem slutter sig den langt ringere
Anakreon fra Teos (c. 525), der i sine
erotiske Poesier brugte den ioniske Dialekt. Denne
Art af Lyrik vedblev at dyrkes i de saakaldte
Skolier, Smaadigte, der foredroges ved
Drikkelag.
Omkr. Midten af 6. Aarh. møder vi den
første Beg. til prosaisk Litt., og det er ogsaa
paa dette Omraade Ionien, der fører an, dels
i Filosofi, dels i Historieskrivning. De ældste
Fragmenter af gr. Prosa skal hidrøre fra
Filosoffen Ferekydes fra Syros (c. 550); til ham
slutter sig de andre ioniske Filosoffer,
Anaximandros fra Milet, med hvem den filos.
Litt. først rigtig begynder, Anaximenes
fra Milet, Herakleitos fra Efesos (c. 500)
og Anaxagoras fra Klazomenai (c. 450),
der levede i Athen og havde stor Indflydelse
paa attisk Aandsliv og Litt. De samtidige filos.
Skoler i Stor-G., Eleaterne og
Pythagoreerne, frembragte ikke mange prosaiske
Skr; men Xenofanes’, Parmenides’ og
Empedokles’ filos. Læredigte har dog
sikkert ved deres Tankeindhold haft Bet. ogsaa
for Prosaen. Forløbere for
Historieskrivningen er de saakaldte Logografer
(Ordet bet. egl. blot Prosaforfattere), der
behandlede Geografi, Etnografi og Lokalhistorie, til
Dels paa Grundlag af ældre episke Digte; den
ældste var Kadmos fra Milet (c. 550), de
betydeligste Hekataios fra Milet (c. 500) og
Hellanikos fra Lesbos (c. 450). En virkelig
Historieskrivning skabtes dog først af
Herodotos fra Halikarnassos (c. 450), der med
kritisk Sans og ud fra bestemte Synspunkter,
navnlig Forestillingen om et guddommeligt
Forsyns Indgriben og Modsætningen mellem
Hellener og Barbarer, fremstillede Perserrigets
Udvikling og Krigene mellem Persien og G.,
idet han i sit Værk nedlagde Udbyttet af lange
og omfattende Rejser og til en vis Grad deri
samlede Tidens Viden. Lidt senere grundlagde
Hippokrates fra Kos den medicinske
Videnskab.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
