Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grotius, Hugo - Groto, Luigi - Groton
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
henrettedes, og G. dømtes til evigt Fængsel,
hvorfra det dog, takket være hans Hustru,
Maria v. Reigersberg’s kendte List med Bogkisten,
lykkedes ham at undslippe (Marts 1621). Han
flygtede nu til Paris, hvor han 1625 udgav De
jure belli et pacis, det Værk, der har gjort
hans Navn udødeligt (nyeste Udg. af Hamaker
1869), overs. paa Tysk i »Filos. Bibliothek«
15.—16. Bd (1869). Skriftet var dediceret til
Ludvig XIII, og en Tid lang oppebar han en
Pension af den fr. Stat; men da denne inddroges
1631 af Kardinal Richelieu, og Forholdene i
det hele taget var blevne utaalelige for ham,
forlod han 1631 Paris og vendte tilbage til
Rotterdam. Den nederlandske Regering satte
imidlertid en Pris paa hans Hoved, hvorfor
han 1632 maatte flygte til Hamburg. 1634
traadte han i sv. Statstjeneste og var en Tid lang
Gesandt i Paris, en Stilling, der var meget
vanskelig for ham p. Gr. a. det spændte
Forhold, hvori han stod til Richelieu. Da han 1645
tog sin Afsked og var i Færd med at vende
tilbage til sit Fædreland, hvor man nu havde
tilgivet den berømte Søn, blev han syg og døde
undervejs.
Gennem sit ovf. anførte Hovedværk blev G.
den egl. Grundlægger af Natur- og Folkeretten,
som han frigør for den Afhængighed af
Religionen, hvori Retslæren tidligere havde ligget.
Retten, udtaler han, maa hvile paa et bredere
Grundlag end Kristendommen, alene fordi
mangfoldige ikke bekender sig til denne Lære, og
Folkeretten netop skal omfatte alle Nationer.
Kilden maa derfor ligge i selve den
menneskelige Natur, hvori Gud har nedlagt en
»Samfundsdrift« (appetitus societatis), af hvilken
Naturretten har sin Oprindelse. Han udvider
saaledes den gl. aristoteliske Definition af
Mennesket som et politisk Væsen og begrunder
derved Retslæren i Alm. Samfundet er for ham
opstaaet ved en sædelig Nødvendighed, der
driver Menneskene til Fællesskab, og ikke for
gennem det at opnaa nogen bestemt Nytte eller
Vinding. Staten, siger han, er blevet til ved en
Pagt mellem Borgerne. Den er de fri
Menneskers fuldkomne Forening til Opnaaelse af
Retssikkerheden og det fælles Vel, men han
betoner ikke tilstrækkelig Statens Magt over det
enkelte Individ, og den bliver vel meget en
Sum af Enere i St f. en Enhed. Fra
Naturretten som den opr. og strengt nødvendige
udsondrer han den guddommelige Ret og de
enkelte Staters Ret, der mere tager Hensyn til det
i det enkelte Tidspunkt gavnlige og i
Modsætning til den evige og uforanderlige Naturret i
hvert givet Øjeblik lade sig forandre. De 10
Bud er saaledes en guddommelig Lov, der dog
kun har Gyldighed for Jøderne. Hans Afgørelse
af Spørgsmaalet om, hos hvem den øverste
Magt i Staten ligger, er noget uklar; dog
hævder han, at den til syvende og sidst maa have
sit Udspring fra Folket, til hvem den atter
falder tilbage, naar en Valgkonge dør ell. et
arveligt Dynasti udslukkes, og han skelner nøje
mellem Fyrsten som Privatmand og Statens
Overhoved. Hvorvidt Folket derimod har Ret
til at gøre Modstand mod Regenten og afsætte
ell. dræbe ham, afhænger af det enkelte Lands
særlige Love. I saa Henseende synes han som
født i en Republik at have haft størst Sympati
for de Forfatninger, der indrømmede Folket
Del i Styrelsen.
»Krigens og Fredens Ret«, der er skrevet paa
et elegant Latin, fik baade i Teori og Praksis
— særlig dog i det første — stor Indflydelse
paa Samtiden; hans sunde Syn og den Iver,
hvormed han midt under Trediveaarskrigens
Rædsler forkyndte, at der ogsaa over for
Fjenderne gaves en evig ubrødelig Lov, gør saavel
hans Hoved som hans Hjerte Ære. Bl. G.’s
øvrige Skr kan nævnes Mare liberum (1609), et
Forsvar for den holl.-ostindiske Handels
Frihed, der udgør en Del af det 1604 skrevne, men
først 1864 fundne De jure prædæ (udg. 1868 af
Hamaker), som saa at sige indeholder Planen
til hans Hovedværk. Desuden De imperio
summarum potestatum circa sacra (1647), Annales
et historiæ de rebus Belgicis (1657), forskellige
teologiske Skrifter, bl. a. De veritale religionis
christianiæ (1622), Dissertatio de origine gentium
Americanarum (1642), et Forsøg paa at vise, at
Nordmænd havde befolket Amerika. En
Bibliografi over G.’s Skrifter er givet i Rogge,
Bibliotheca Grotiana. G. operum descriptio
bibliographica (Haag 1883 ff.). Bl. de talrige
Biografier fremhæves de to nyeste,
Vorsterman van Oijen, »H. de G. en zijn geslacht«
(Amsterdam 1883) og Neumann, »Hugo G.«
(Berlin 1884), og mellem hans talrige, i
biografisk Henseende saa vigtige Brevsamlinger
kan mærkes »H. G. bref till Svenska
konungahuset och andra Svenskar« (Sthlm 1892).
M. M.
Groto, Luigi, ital. Forf., f. 7. Septbr 1541
i Adria (ved Venedig), d. 13. Decbr 1585. Han
mistede Synet 8 Dage efter sin Fødsel og er
derfor i Litteraturverdenen kommet til at bære
Tilnavnet Il Cieco d’Adria (den Blinde fra
Adria). Trods sin Blindhed, der i det hele ikke
kuede ham synderlig, studerede han saa ivrig,
at han allerede som ganske ung nød Anseelse
for sin filologiske Lærdom, og man henvendte
sig mere end een Gang til ham, naar der skulde
holdes velformede Taler ved officielle,
højtidelige Lejligheder. Om denne oratoriske
Virksomhed har man Vidnesbyrd i 24 trykte Taler,
dels paa Latin, dels paa Italiensk (Udg. bl. a.
1589, 1623 og 1817). Som dram. Digter har G.,
der selv optraadte som Skuespiller i Vicenza
og udførte Tiresias’ Rolle i »Kong Oidipus«, en
ret fremtrædende Plads i det ital.
Renaissancedramas Historie ved flere Komedier (navnlig
L’Emilia og Il tesoro), bloddryppende
Tragedier, samt Hyrdespil og det religiøse
Skuespil Isaac. G.’s Komedier er i høj Grad
uanstændige, men fulde af vittige Ordspil. En
Digtsamling (1577), en Overs. af Iliadens 1. Bog,
en Kommentar til Boccaccio’s »Decamerone«,
og en Samling interessante Breve er at nævne
bl. hans øvrige Skr. (Litt.: Bocchi, L. G.,
il suo tempo, la sua vita e le sue opere [Adria
1886]).
(E. G.). E. M-r.
Groton [’groutən], Industriflække i U. S. A.,
Stat Connecticut, ligger i New London County
ved Thames Rivers Munding i Long Island
Sound. (1910) 6500 Indb. Paa en Høj ved G.
staar et Mindesmærke til Erindring om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
