Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Abraham - Abraham a Sancte Clara - Abraham Brodersøn - Abrahams, Arthur Mathias Nicolai, dansk Sproglærer - Abrahams, Johannes Henrik Severin, dansk Skuespiller og Teaterdirektør
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Rebeka) til Isak. A. faar endnu med Ketura 7
Sønner; disses Navne repræsenterer arab.
Stammer. Af Elohisten haves Brudstykker, der er
sammenvævede med Jahvistens Beretning,
endvidere selvstændige Stykker, saaledes om hans
Oplevelser i Sydjuda med Abimelek, der røver
Sara, men med hvem han senere slutter Pagt (Kap.
20), endvidere om Hagar’s Fordrivelse (Kap. 21),
men navnlig om Isak’s Ofring (Kap. 22), ved
hvilken Jahve sætter hans Lydighed paa Prøve.
Præsteskriftet indeholder en skematisk
Oversigt over Begivenhederne i A.’s Liv samt
Aldersangivelser og Slægtregistre, endvidere
beretter det udførligt om Købet af Makpela’s Hule til
Gravplads (Kap. 23), men særlig dvæles ved den
Pagt, som Gud indgaar med ham, og Indførelsen
af Omskærelsen (Kap. 17), idet A. derved gaar
ind under den Lov, som fuldendtes ved Moses og
udsondrede Israel fra alle andre Folk. A.’s Hjem
er i denne Kilde Ur i Sydmesopotamien (Babyl.:
Warka). Uden for de sædvanlige Kilder staar
Kap. 14, hvor A., der ellers overalt er en
fredelig Nomade, skildres som en tapper Krigshelt,
der med 318 Mand og nogle Forbundsfæller
helt besejrer 4 Stor-Konger. Ved den Lejlighed
er det, han giver Melkisedek Tiende.
Præsteskriftet lader saaledes sin Opfattelse af Forholdet
med Israel og Gud afspejle sig i Fortællingen om
A. Paa samme Maade har de ældre Kilder
skildret os deres Opfattelse af deres egen Historie,
og i Fortællingen om hans Vandringer har de
dels udtrykt deres Følelse af Forbindelse med de
østlige Lande, dels begrundet deres Kultussteders
Hellighed. De har i ham tegnet os Billedet af en
Israelits Ideal: en rig Sheik, Fader til en talrig
Æt, tro mod sin Slægt, gæstevenlig, som er lydig
mod Folkets Gud, og som kan handle med
Klogskab og List. A. nævnes ofte i det Gl. Testamente;
thi Israel har som »A.’s Sæd« Begrundelsen for
sit religiøse Forhold i Jahve’s Tilsagn til ham.
Ogsaa de senere Tider finder deres Idealer
udtrykt i hans Person; derfor spiller han en stor
Rolle i den efterbibelske jødiske Litteratur. For
Paulus er han »Troens Fader«, Repræsentant for
den ægte Tro, som den senere Lov formørkede
(Rom. 4). Ogsaa for Muhammed var A. »Guds
Ven« (Sure 4, 124 som Jes. 41, 8; Jak. 2, 23),
Forkynder af den sande, uforfalskede, af
Muhammed fornyede Tro, og »Ibrahim« omtales ofte i
Koranen som Bekæmper af Afgudsdyrkere (som
Muhammed) og Opretter af den mekkanske
Helligdom. Den muslimiske Legende har spundet
videre paa denne Traad. — Hebron kaldes nu
efter ham al-Chalil (»Vennen«).
J. P.
Abraham a Sancte Clara er Klosternavnet
for Augustinermunken Ulrich Megerle, f. 1644 i
Baden, d. 1709 i Wien, hvor han virkede næsten
uafbrudt i 40 Aar og skaffede sig Ry som
Prædikant og Opbyggelsesforf. Hans Viden
indskrænkede sig nærmest til interessante Smaatræk, som
han fyldte sine Prædikener med, og Titlerne paa
hans Bøger er det ejendommeligste ved dem
(»Gack, Gack«, »Reim dich oder ich lies dich«,
»Heilsames Gemisch-Gemasch«, »Huy! und Pfuy!
der Welt«, hans Hovedværk er »Judas, der
Erzschelm«). A. var en Taler af første Rang, alle
retoriske Midler stod til hans Raadighed, sine
Tilhørere rev han med sig; fortalte han
morsomme Historier ell. sagde han Vittigheder — og
dem kunde han mange af — lo de, skældte han
ud paa Protestanter og Jøder, æggedes de til det
samme, fortalte han sørgelige Ting, græd de.
Hans Styrke var Satiren, som han hverken
sparede sine Tilhørere, Hoffet ell. sine Standsfæller
for, og dog fik han 1677 Titel af Hofpræst.
(Litt.: Karajan, »A. a. St. Clara« [1867]).
L. M.
Abraham Brodersøn tilhørte den hallandske
Slægt Baad. Virksom og energisk opnaaede han
en høj Plads i Dronning Margrethe’s Gunst, han
fik rige Len baade i Danmark og Sverige, og
denne Stilling forstod han i den Grad at udbytte
til sin Fordel, at han blev sin Tids rigeste
Adelsmand. Svenskerne saa i ham ret en Type paa
disse Danskere, der i Unionens første
Menneskealder trængte sig som Snyltere ind i Sverige; de
kaldte ham en grusom Tyran og en stor
Vellystning. Til sidst kom Straffen dog over ham; 1410
fulgte han den unge Erik af Pommern paa et
Krigstog til Als, men der blev han beskyldt for
at have brudt den forkyndte Fred, maaske ved at
voldtage en Kvinde, og Kongen lod ham saa
henrette. Hans Gods inddrog Margrethe under
Kronen, og først efter hendes Død fik Hr. Abraham’s
Arvinger det meste tilbage af Erik, mod at de
anerkendte, at A. var »rettelig undlivet efter
Landsloven«. I Sverige modtoges Efterretningen
om hans Død som »en Befrielse fra Trælddommens
Aag«; men siden, da Unionsstriden brød
ud, gjorde Sagnet, kuriøst nok, A. til en
Svensker, som den danske Konge uretfærdig havde
ladet dræbe. Endnu yngre er Fortællingerne om,
at A. skulde have været Dronning Margrethe’s
Elsker.
Kr. E.
Abrahams, Arthur Mathias Nicolai,
dansk Sproglærer, f. i Kbhvn 11. Marts 1836, d.
smst. 11. Maj 1905. A., der var Søn af Notarius
publicus N. G. L. A., var kendt i vide Kredse som
Lærer ved Efterslægtselskabets Skole, hvor han
virkede i over 25 Aar. Blandt de mange Viser,
han har skrevet til Gilder i Studenterforeningen,
er især »Samson og Dalila« bleven populær ogsaa
uden for den akademiske Verden. A., der 1876
udgav sin Faders »Meddelelser af mit Liv«, har
selv som ældre Mand nedskrevet sine Erindringer
fra Fædrehjemmet og fra Studenterforeningen.
C. B-s.
Abrahams, Johannes Henrik Severin,
Søn af ndf. nævnte N. C. L. A., dansk
Skuespiller og Teaterdirektør, f. i Kbhvn 28. Juli 1843,
d. smst. 31. Marts 1900. Han blev Student 1862,
drev i nogle Aar statsvidenskabelige Studeringer,
opgav disse og debuterede 20. Maj 1868 paa det
kgl. Teater som Albert Ebbesen i »Elverhøj«;
hverken i denne Rolle ell. i et Par efterflg. slog
han igennem og afskedigedes med Udgangen af
1868—69. Efter et Par Aars Forløb debuterede
han 15. Novbr 1871 paa Folketeatret som Oscar
Limberg i »En Kærligheds-Telegraf«; nu gjorde
han straks megen Lykke og naaede, ret hypig
vejledet af F. L. Høedt, i de ni Aar, han uafbrudt
virkede her, gennem mange og forskelligartede
Roller frem til sit egentlige Omraade:
Konversationsskuespillets Ræsonnør, den altid sundt og
roligt tænkende, forstandigt, om end lidt
vidtløftigt og selvbevidst talende, Verdensmand, der
lig de gl. Komediers deus ex machina bistaar de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
