Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Roskilde-Saga
663
Steen paa Steen af Tvillingkronen, indtil den endelig adskildes
ganske, og den Leding maatte da af Verdsligvise kaldes hin
ulyksaligste for Dannemark, og det saameget mere, som, hvad
Christian udrettede var ikkun at varsle for Gustav Adolphs
Hæder og den svenske Vælde, som Danmark maatte krandse
med Løv og Blommer af de bedste, hun havde i sit Skiød. Al
ligevel kan Christne godt forstaae, det er ei muligt, at den Le
ding kan være Forleed i en Kiæde af Ulykker, men at naar med
den en Vanheldstid begyndte, da var det vist en Tornevei, som
maatte trædes for at naae en Rosenborg med favert Spir og
klare Glugge paa det høie Taarn, om og den skulde ligge nær
ved Tidens Vestervold, og kun forgyldes af dens Aftensoel og
overgroes udi Morgenrøden af Rosentræerne i Kongens Have.
Det var før i Gaar, at et saadant Syn oprandt for gudelige Øine ;
thi det var netop i den tydske Krig, i Adventstiden, sytten Dage
før Jul, Aar Sextenhundrede og Femogtive, der Kongen laae paa
det Slot Rothenburg i Verden, da laae hans Hofprædikant, Mor
ten Madsen Leiel i sine gudelige Bønner for den christne
Kirke, og da syndes det ham, at Frelseren stod for ham i sin
Lidelses Skikkelse med Tornekronen, og trøstede ham dog saa
blidelig med Rosen, hvilket Syn Kong Christian lod afmale,
som det endnu vel er at see, og det skal være Dannemark et
trofast Pant derpaa, at Tornekronen skal ved Herrens Miskund
hed udspringe til en Rosenkrands *).
*) Zverg. S. 553—54. Det er værd hermed at sammenligne, hvad Erik
Pontoppidan den Ældre siger i verdslig Stiil om Dannemarks Rose:
Non Paphiæ, ceu vana, Deæ devota, virescit,
At vero sacrata Deo Rosa
Explicitis frondet foliis, et sangvine
— suffusa nitenti
Flore rubet, gratosq. sno diffundit odores
Vertice, qveis pulso revalescunt ægra dolore
Pectora, et obtusi sensus acuuntur. Odorat
Non patrias tanlum dulcis fragrantia terras;
Ast etiam tractus alio sub solejacentes.
Post multos tandem, qvibus hic ita floruit, armos,
Australis violento flamme venti
Infestata cadlt fulgente nitentior ostro,
Hei Rosa! et emoritur lethali flaccida vermis
Morsu —
Haud moriendo perit. Vivas prodibit in auras
Rursus, et Elysiis rediviva virebit in hortis,
Nec deflorescei :
Fulgida gemmantes pingent dum sidera coelos,
Et genitrix florum producet germina tellus.
Det er ligefrem, at Pontoppidan kun tænkde paa de Rosenkrandsers Slægt i
Norden, ogsaa kun paa den tænke vi, men indlemme Blommerne den, ei efter
deres Navn men efter deres Duft, og da først blive Ordene i alle Maader
Sandhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
