Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
1414
243
Hus indstævnedes under sikkert Leide, men kastedes troløs paa
Baal, ikke en eneste Vildfarelse blev forkastet, ikke en eneste
Beslutning taget til Geistlighedens Forbedring, og den eneste
Uskik, som rettedes, var, at de tre Paver afsattes og en ny valg
tes. Her blev det da aabenbart, at ingen Forbedring kunde
ventes fra Oven her paa Jorden, hverken fra Fyrster, Bisper
eller Lærde. Det var Fyrsterne nok, naar Paverne ei kunde
hindre dem fra at føre Krig og udsue deres Lande efter Behag,
om deres Undersaatters aandelige og evige Vel bekymrede de
sig ligesaalidt, som om deres eget, og det var, som om de følde,
at bleve Folkene kristelige i Tro og Levnet, vilde de nødes til at
være eller dog synes det Samme. Langt lysteligere var det, i
alle Dele at følge sine Begæringer, og naar Dødsstunden kom,
iføre sig Munkekappen som et Saligheds Pant. Bisperne ind
saae godt, at deres Magt, Anseelse og magelige Dage ene beroe
de paa, at Mængden blev i Vankundighed og troede, at de havde
Himmerigs Nøgler, jo høiere Fordærvelsen steg, desto dyrere
betalde de overtroiske, ængstede Sjæle den Syndsforladelse og
Salighed de bøde fal. Lærdom havde endnu mest hiemme i
Frankrig og Italien, hvor Ugudelighed og Synd havde sin Trone.
De vantro Lærde belo i deres Hierte ei allene Pavernes og Mun
kenes Opspind men Kristendommen selv, og det kunde aldrig
falde dem ind at vove Noget i Strid mod de erkiendte Vildfarel
ser, aldenstund Paverne tillode dem at nedrive Kristendommens
helligste Sandheder under det Paaskud, at de havde en Mening
som Kirkens troende Børn, men en anden som Grublere og
Filosofer. Fra en enkelt gudfrygtig og redelig Mand, som Hus,
maatte da Forbedringen begynde, men hans Død varslede;
hans Tilhængeres Talrighed og Mod lærde, hvad menig Mand
formaaede, naar de fik Øiet opladt, men deres vilde Færd og
deres Blindhed for mange af de vigtigste Vilfarelser visde, hvor
fornøden Bibelens almindelige Læsning var, naar den gode Sag
skulde vinde ret Fremgang. Her stod menneskelig Klogskab
stille, og hver gudfrygtig Mand maatte indse, at skulde Lyset
igien komme til at skinne klart, maatte det paa dobbelt Maade
komme herovenfra, fra Lysets Fader. Nu, mod Slutningen af
det 15tende Aarhundrede, da Hyldeme i Italiens Bogsale vare
fyldte med græske og latinske Haandskrifter, da Man begyndte
at lære Ebraisk, og da Lærdommen begyndte at fløtte til det nord
lige Tydskland, da fremstod Bogtrykkerkonsten, hemmelig i sit
Udspring som alt det Herlige Jorden saae, ringeagtet som det i
sin Barndom, men i sin Ungdom Lysets übetvingelige Kæmpe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
