Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
233
ganske i hans Vold. Det var da saare naturligt, at Paverne,
hvis Lehnshøihed over Sicilierne de normanniske Fyrster hav
de erkendt, og som tillige raadede for Keiserværdigheden, af al
Magt stræbte at adskille Kronerne. Frederik Rødskægs Søn
Henrik den sjette blev Ingen farlig, da hans Grumhed gjorde
ham forhadt i hele Kalien, men desto frygteligere blev dennes
Søn Frederik den anden. Vel var han et Barn ved Faderens 1197.
Død, blev forbigaaet ved Keiservalget og maatte tildels takke
den kloge og myndige Pave Innocents den tredie, der var hans
Formynder, for Neapels Trone ; men da den samme Pave siden
hjalp ham til Keiserværdigheden, beholdt han mod sit Løfte
Neapels Krone. Han var udrustet med store Sindets Gaver,
men forenede med den fedrene Herskesyge sit italienske Mø
drenefolks urene List; Religionen var ham ligegyldig, og han
boede helst i Nocera mellem Muhamedanerne, som ei gjorde
sig Samvittighed over at stride mod Kirken. Lombardiet lod
han hærge af sin Statholder, den blodgierrige Ezzelin, og lang
Strid førte han med Paverne Gregor den 9de og Innocents den
fjerde, og længe begunstigedes han af Lykken, men fik saa me
<*en Modgang paa sine gamle Dage, at man vel kan sige : Gud
vilde tvinge ham tilbage til sig, da hans venlige Kalden var for- døde
oæves. Kort efter hans Død udgik hans mandlige Stamme med
Sønnesønnen, den høimodige men uheldige Ungersvend: Con
radin der ligesom maatte udsone Slægtens Brøde, og efter
pavelig Tilskyndelse falde for Bøddelens Sværd. En fransk
Prinds af Huset Anjou blev Neapels Konge, og fra den Time
var Kejsermagten i Italien ikkun en Skygge.
Glimrende var i mange Maader de sidst foiiøbne 150 Aar:
store Heltegerninger vare bedrevne baade hjemme og i Palæ
stina; da de egentlige Korstog ophørte, vedblev dog den Ridder
aand,’ som baade havde avlet dem og igen af dem var næret;
flokkevis drog Man til Spanien at kæmpe med Maurerne, og
mangen Ungersvend af ædel Byrd stræbte at erhverve sig ærhgt
Riddernavn og en faver Jomfrues Hjerte ved at omvandre trindt
i Landene og villig bryde Landse for den svage, anfægtede
Uskyld. Ei var det Under, at saadan Færd og Daad løste
Skialdens Tunge; alt før Korstogene rørte den sig til lifligt Kvad
i Provence, og siden i Tydskland, hvor de saakaldte Mmnesan
gere, mellem hvilke vare Grever, Hertuger og Keisere, digtede
mest om Kærlighed, men dog og om anden Dyd, om Rikard og
Saladin, stundom og om Himlen og dens Konge. De mærkelig
ste tydske Kvad af stort Omgreb ere: Lied der Niebelungen og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
