Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Arthur Fitger (født 1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arthur Fitger
589
til at tage sine Æmner fat fra denne Side. Han gør
Vold paa sit Væsen, eller rettere han bruger ikke
sit Væsens bedste Kræfter, naar han kun attraar den
sanselige Farveglød. Det synes her, som havde han
manglet Blik for, at der i Kunsten ikke gives noget
ubetinget Bedste, men at for enhver Individualitet
kun de Fortrin er et Gode, der ligger indenfor dens
naturlige Rækkevidde, eftersom den højeste, den eneste
ubetingede Lov er den at blive og forblive sig selv.
Efter min Opfattelse er Fitger, som allerede antydet,
langt betydeligere som Digter end som Maler, skønt
han har ofret Digtekunsten saa langt ringere Tid.
Han har som Digter en Evne, der svarer til hans Blik
for den dekorative Virkning som Maler, nemlig en
ualmindelig Følelse for den store dramatiske Effekt.
Med sit Drama Heksen opnaaede han sit første
gennemgribende Sceneheld. Det er et tankedybt og
ved Menneskekundskab fremragende Stykke. Dets
Karaktertegning er tydelig og fængslende. Dets
Mangler er Saadanne, som i Tyskland støder mindre
end andensteds. Det foregaar paa Trediveaarskrigens
Tid, men den historiske Tone er ikke holdt helt
igennem; af og til gennembryder moderne Synsmaader
og Udtryksmaader den historiske Stil; desuden
er Diktionen paa tysk Vis altfor lidt mundlig,
for patetisk og deklamatorisk; man føler i dette
Punkt vel stærkt, at Forfatteren er en Landsmand af
Schiller. Men naar Dramaet er spillet med saa stort
Bifald paa de forskellige tyske Teatre, stadigt
tages frem paany og kun enkelte Steder (som i Wien)
paa Grund af sin kirkefjendske Aand ikke er kommet
til Opførelse, saa beror det mest paa Stykkets ægte
dramatiske Anlæg, paa Hovedoptrinnet i fjerde Akts
Slutning: Thalea bar elsket Edzard, der er Officer
i den protestantiske Hær, helt og trofast i den
lange Række Aar, hvori hun Intet har hørt fra ham;
da hun tilsidst tror sin Brudgom falden, tyr hun
til Studierne som en Lindring i Sorgen, og under en
gammel, fra sit Land fordreven, fritænkersk Jødes
Vejledning har hun erhvervet sig Tidsalderens højeste
videnskabelige Kultur. Saa forkyndes paa én Gang
Freden, Freden efter tredive Aars uafbrudte Krige,
Freden, som ingen Yngling eller ung Pige nogensinde
har kendt, og samtidigt meldes Edzards Hjemkomst. Det
er Thalea, som skulde hun forgaa af Lykke, da han
iler i hendes Favn; hendes Bøger, hendes Studier
synes hende med Et saa livløse og ligegyldige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
