Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Arthur Fitger (født 1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
582 Arthur
Fitger
en Verden, den, han skulde komme til at føle som
sin. Efter talrige pinlige Forhandlinger i Hjemmet
blev det opgivet at tænke paa en Løbebane for ham som
Jurist eller Mediciner. Den vanskelige Beslutning blev
fattet, at han skulde blive Maler. Men at udføre denne
vanskelige Beslutning var en ny Vanskelighed; thi i
det hele lille Fædreland gaves der ikke et Menneske,
som kunde male. Den eneste Landsmand, som var Maler,
levede som gammel Mand nede i Rom. Saa rejste da den
attenaarige Yngling paa Maa og Faa til Akademiet i
Miinchen.
Han gennemled her den dybe Nedslaaethed, som følger
med al Begynden i Kunsten, Kvalen ved at føle paa én
Gang den umaadelige Afstand, som skiller Begynderen
fra de store Mestre, til hvis Højde ingen Trappe
fører op, og den maaske endnu mere pinlige Afstand,
som han opdager mellem sin famlende Evne og de
lidt Viderekomnes i hans Øjne næsten uopnaaelige
Færdighed. Det var ikke blot paa Pinakoteket, at
den unge Fitgers Mod sank, naar Rubens og Tizian
aabenbarede sig for ham i al deres Storhed; men det
var ham, som om der i Antikklassen paa Akademiet
skabtes Mesterværker, hvilke han rent fortvivlede om
at kunne frembringe Magen til.
Personligt sluttede han sig nærmest til Camillo
Genelli, den fine, idealistiske Kunstner, hvis
Gentaurer mangen Rejsende vil erindre fra et Ophold i
Miinchen og som Paul Heyse har sat et blivende Minde
i sin Novelle Den sidste Centaur. Genelli’s og end
mere den alderstegne Gornelius’s Aand henrev den unge
Entusiast. Han blev - underligt nok - før sit tyvende
Aar den sidste Cornelianer, han der senere som Maler
ved sin Kærlighed til det Nøgnes maleriske Glans og
Pragt, og sin Evne til dekorativ Gruppering skulde se
sig betegnet som en Forløber for Makart. Han sværmede
den Gang for Gornelius’s apokalyptiske Ryttere;
en Karton syntes ham Kunstens højeste Potens. Tre
Aar igennem rørte han som Elev aldrig en Pensel,
anvendte intet andet kunstnerisk Instrument end det
hellige Blyant, svor ved Faber Nr. 4.
I 1861 rejste han imidlertid fra Miinchen til
Antwerpen, og her trængte med uimodstaaelig Magt
Farvens Verden ind paa ham; i Akademiet her lærte hans
venstre Haand - han maler med Kejten, men skriver med
højre - under dygtige og samvittighedsfulde belgiske
Maleres Vejledning, hvad den har lært. Men her,
hvor han ved Schelden saa de store Skibsladninger af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
