Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Anden Afdeling. Lassalle som Agitator - IX. Bismarck om Lassalle. Summen af hans Liv. Eftermælet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ferdinand Lassalle
563
Under Socialistlovens første Behandling i September
1878, hvor Bebel og Bismarck var Hovedtalerne, kom den
sidste til at udtale sig vidtløftigt om sit Forhold
til Lassalle.
Da det Vigtigste, Bebel havde anført, var, at
Regeringen selv bestandig havde søgt at benytte det
socialdemokratiske Parti overalt, hvor den kunde have
Fordel deraf, og da han -navnlig vidtløftigt havde
dvælet ved Sammenkomsterne og det hjertelige Forhold
mellem Bismarck og Lassalle, maatte Kanslerens Tale
nødvendigvis gaa nærmere ind paa dette længe brændende
Æmne; men at han med fuldstændig Forbigaaelse
af Lovens Grundvæsen og praktiske Anvendelighed
udelukkende vilde fordybe sig i disse personlige
Erindringer, det var hvad neppe Nogen havde troet. Med
en Snært til den foregaaende Taler, Prof. Hånel,
hvem han erklærede ikke at ville følge «paa det
principielle og retoriske Felt», sprang han lige ud i
de personlige Tvistemaal og Spørgsmaal og leverede et
lille Stykke Selvbiografi i Forening med en ved sin
Varme overraskende Lovtale over Lassalle. Ganske vist
laa det i Sagens Natur, at, vilde Bismarck ikke - som
Politikere i Nødsfald plejer - uden videre fornegte,
hvad Bebel havde meddelt om hans nære Forhold til
Lassalle, saa maatte han forsøge at skildre denne som
en ikke statsfarlig Personlighed. Men en Varme som
den, hvormed han talte, var ikke politisk nødvendig,
den var øjensynlig udsprungen af en følt Beundring,
og jeg erindrer ikke, nogensinde at have hørt Bismarck
omtale en politisk Personlighed i saa anerkendende
Udtryk. Han fremhævede først, at det (modsat Bebels
Paastand) var Lassalle, der fra Begyndelsen af søgte
ham, ikke omvendt. Saa fortsatte han:
«Jeg har set ham, og fra det Øjeblik af, da jeg havde
talt en Time med ham, har jeg ikke angret det. Jeg
har ikke set ham tre, fire Gange om Ugen, men i
det Hele tre, fire Gange. Vort Forhold kunde ikke
have Karakter af en politisk Forhandling. Hvad havde
Lassalle kunnet byde og give? Han havde Intet bagved
sig. I alle politiske Forhandlinger er do ut des
[jeg giver, -for at du skal give] en Sag, der slumrer
i Baggrunden, selv om man for Anstands Skyld ikke
taler ligeud derom. (Munterhed.) Anderledes derimod,
naar man maa sige til sig selv: Hvad kan du stakkels
Djævel give? Han havde Intet, han kunde give mig som
Minister. Hvad han havde, var noget, der tiltrak
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
