Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Første Afdeling. Lassalle før Agitationen. - VII. Fremstilling af den romerske og germanske Arverets Væsen. Kritik af Lassalles Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ferdinand Lassalle
447
staar sig, ut til de germanske Skove gik man ikke
tilbage. In-testatarvingerne fik ingen Ret til
Arveladerens Formue, medens lian endnu levede. De
arvede kun, forsaavidt der efter Døden fandtes Noget;
men de havde ingen Ret til at overhovedet nogen Del af
Formuen kom til Arv. Ideen om den individuelle Frihed
havde udviklet sig saa vidt, at i Modsætning til det
germanske Retsstandpunkt Ejeren nu stod som eneste og
ubetinget Ejer. Ejendommen var da nu ikke mere efter
sit Væsen Familieejendom, hvis Fællesskab først ved
Døden opløser sig; det vilde den kun være, hvis der
var givet Intcstatarvingen en Ret til at formindske
Arveladerens Afhændelsesevne, medens denne er i Ove;
men Ejendommen var nu rent individuel Ejendom (kun
bortskænke kan Ejeren, der har Børn, ogsaa i levende
Live ikke mere end en vis Forholdsdel). Faa hvilket
Princip hviler da her Intestatarvefølgen? Som
vi saa, ikke paa Intestatarvingernes egne
Formuesrettighéde’r, der allerede maatte give sig
til Kende, medens Arveladeren var i Live, og da
Arveladeren ikke kan testere, heller ikke paa en
formodet Vilje hos ham. Det er altsaa klart, at den
ikke beror paa Andet end paa Statens almene Vilje,
der regulerer Formues-Efterladenskaberne. Den beror
vel paa Familien, da den kun hidkalder den til Arv,
men ikke paa Familien som arvende i Kraft af sin
egen Ret, heller ikke paa Familien som kaldet ved
den Dødes formodede Vilje, men paa Familien som
Statsinstitution. Selv om nu ogsaa i de gældende
Arveretter Testerefriheden bestaar indenfor en
kvantitativ Grænse, saa vil dog indtil det Punkt,
hvor den Forholdsdel, over hvilken den Enkelte
frit tør raade, indtræder, Arveretten have den
nu udviklede Beskaffenhed. Det lader sig altsaa
(hvormeget dette end kan forundre eller forskrække)
ikke negte, at de fleste nugældende Arvesystemer,
som f. Eks. Code Napoleon, i deres inderste Grund og
indtil Indtrædelsen af den Forholdsdel, hvorover den
Enkelte raader, i Principet ikke betyder Andet end
en Regulering af Efterladenskaberne paa Samfundets
Vegne.
Fortidens store Filosofer gik ikke som Lassalle
historisk til Værks i Opfattelsen af Arverettens
Væsen. Opfattelsen af Arveretten som beroende paa den
sædelige Identitet af Familiens Medlemmer, der giver
sig ydre Virkelighed i den efter sit Begreb fælles
Formue, tilhører Hegel; men han forfaldt til den
Vildfarelse, at tage for Arverettens Idé overhovedet,
hvad der netop kun var den germanske Arverets bestemte
historiske Idé. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
