Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Første Afdeling. Lassalle før Agitationen. - VII. Fremstilling af den romerske og germanske Arverets Væsen. Kritik af Lassalles Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ferdinand Lassalle
445
a
Det svage Punkt i denne store poetisk-filosoflske
Fortolkning af Retsideernes Oprinden fra de
religiøse Forestillinger synes Parallelen mellem
Husguden og den nye Besidder paa den ene Side,
Arvelader og Arving paa den anden at være. Her er
for en skarpere kritisk Betragtning kun en Lighed,
ingen nøjagtig Parallel. At Husguden oprindeligt har
krævet Menneskeofre, kan ikke undre; thi det har alle
Guder oprindeligt gjortT men dette Forhold er da for
almindeligt til at kunne forklare det oprindeligt
fjendtlige Forhold til Arvingen, hvori den romerske
Arvelader efter Teorien skal have staaet.
Idet nu Lassalle fra denne aandfulde Undersøgelse
af den romerske Arverets Væsen lader Blikket falde
paa den germanske Arveret, kommer han til Værkets
Hovedpunkt, som i ingen Henseende anfægtes af de
udtalte Indvendinger; han finder, at ikke et Ord
af det om Romerretten Udviklede passer paa den helt
forskellige germanske Stammes Arveret. Grundreglen
her er, at Arven øjeblikkelig ved Arveladerens Død
gaar over paa Arvingen. Da Germanerne dukker op i
Historien, kender de kun Intestatarveret (Arveret
uden Testament), og der er en uendelig Forskel mellem
den Intestatarveret, der i Rom kun som Nødhjælp har
Gyldighed, naar Arveladerens individuelle Vilje
ikke har talt, og Inte-statarveretten som eneste
Arveret, som udelukkende en afvigende Vilje hos
Arveladeren. Den germanske Intestatarveret er da,
hvad den romerske med Urette er blevet kaldt: virkelig
Familieret, og Familiens Begreb er her Personernes
paa Blodets Baand beroende sædelige Identitet;
man kunde, hvis det gjaldt om Anti-teser, sige, at
den romerske Arveret forholder sig til den germanske
som Vilje til Kærlighed. Enheden mellem Arvelader og
Arving er her umiddelbart Blodets Identitet. Formuen
betragtes efter sit Begreb som fælles Familie-Ejendom;
den erhverves af Arvingen, saasnart han er avlet,
og ved Arveladerens Død bliver Erhvervelsen kun
virkeliggjort; Ejerens Ret over Formuen er derfor
ogsaa i hans Levetid indskrænket. De germanske Folk
kender som Følge deraf slet intet Testamente. Da de
træffer sammen med Romerne, laaner de vel paa rent
udvortes Maade Testamentet fra dem, men forstaar
naturligvis aldeles ikke dets aandelige Betydning. De
holder det romerske Testamente for det, hvad det
udvortes og sanseligt er, en Formuesbestemmelse. Som
en saadan bruger de det nu, fordi det smigrer deres
Sans for individuel Frihed; ®men de forstaar saa
lidet dets Be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
