Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Første Afdeling. Lassalle før Agitationen. - VII. Fremstilling af den romerske og germanske Arverets Væsen. Kritik af Lassalles Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ferdinand Lassalle
435
stort Bevisrnaterial, er den, at Arvingen i
romersk Mening oprindeligt kun er Viljesarving,
ikke Foramesarving af den Døde, hvorfor den romerske
Arverets Genstand og Interesse ligesom dens historiske
Oprindelse slet ikke hører under det formueretlige
Omraade, og denne Arveret efter sit Begreb ikke
betyder nogen Formuestilvendelse, men er en Art
oversanselig Grundanskuelse, der staar i umiddelbar
Strid med Forstandsforestillingen om en Arv. Forud for
Forestillingen om Sjælelivets Evighed og uendelige
Rigdom i Kristendommen gaar i Historien en anden,
Jegets rent udvortes Fortsættelse af Eksistensen,
den personlige Viljes Uendelighed, der forholder
sig til Yderverdenen og har sin Genstand i den. Der
synes, hedder det hos Quinctilian, ikke at gives
anden Trøst for Døden end den ud over Døden gaaende
Vilje. Lassalle ser heri et Bevissted for ’sin
Grundtanke, den, at den romerske Udødelighed er:
Testamentet*).
Da Testamentet nu altid maatte være en institutio
heredis, formel Indsættelse af en Arving, da enhver
i Testamentet foretagen pur Formuesfordeling var
intetsigende, naar den ligefremme Indsættelse af
Viljesfortsætteren manglede, da denne Indsættelse
fremdeles maatte ske før alt Andet, navnlig før
Legaterne nævntes, og maatte danne Testamentets
Begyndelse, da endelig, ifald Arvingen døde før
Erhvervelsen at Arven eller hvis han afslog den, det
hele Testamente i Regelen faldt sammen og alle Legater
blev ugyldige, ses det, at det er Arvingen, hvis
Tilværelse først giver Testamentet- Tilværelse, og
som ved sin Vilje skænker Testators Viljesbestemmelse
Hold og retslig Eksistens. Altsaa: kun naar den
Afdødes Vilje er sat som eksisterende ud over hans
egen Død i Arvingen, anskues den som endnu tilværende
og kommer den til Udførelse i hans Testamente. Uden
Viljesfortsætteren derimod bliver den Dødes Vilje,
hvad den faktisk er, død og intetsigende og ugyldig.
Men naar Arvens Begreb altsaa er det. at virkeliggøre
den arveladende Viljes Videre-Eksistens, saa ligger
Arveladerens Interesse ikke i at Arvingen har, men i
at Arvingen handler, handler efter hans, Arveladerens
Vilje. At lade Arvingen handle efter sin Vilje, det
er efter romersk Forestilling Arveladerens Triumf. Men
saalænge Arvingen endnu baade har og handler o: baade
*) Denne Opfattelse er bestyrket ved Maine: Ancient
Law 1861. S. 188, 190.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
