Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Første Afdeling. Lassalle før Agitationen. - IV. Herakleitos, Hegel og Lassalle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ferdinand Lassalle
407
storhed, hvem mangt et opbevaret Karaktertræk
betegnede som udrustet med Egenskaber og
Ejendommeligheder, som han følte gære i sin egen
Sjæl. Ogsaa om Herakleitos sagdes det jo, «at han
havde villet forvise al Stilstand og Ro af Verden,
der for ham kun havde været ubetinget Bevægelse*
og med hvilken Tilfredsstillelse udbryder ikke
Lassalle etsteds; «Man ser, at Herakleitos var meget
langt fra hin Ligegyldighed, der meddeler de senere
Stoikeres etisk-politiske Overvejelser en saa dyb
Kedsommelighed: Der var Storm i denne Natur. »7
Som næsten alle Lassalles Skrifter indeholder en
Indsigelse mod at betragte et enkelt Fag eller
en enkelt Videnskab i aandløs Afsondrethed -
et Træk, hvori hans medfødte Blik for det Hele
og Store aabenbarer sig - saaledes aabnes ogsaa
dette Værk med Hævdelsen af den Sætning, at nu,
da Historien har ophørt at gælde for en Samling
af Særsyn og Snurrigheder, da ogsaa Tanken
opfattes som en historisk Frembringelse og
Filosofiens Historie som Fremstilling af Tankens
uafbrudte Selvudvikling, er den Tid forestaaende,
da Filosofiens Historie saa lidet som Kunstens,
Statens eller Livsformernes i det borgerlige Samfund
vil blive behandlet som et afsondret Fag. Man maa
imidlertid ikke af det Eftertryk, der her er lagt
paa en historisk Udvikling, lade sig forlede til at
antage Lassalles Standpunkt i dette Værk for mindre
hegelsk og mere moderne end det er. Fortalen, der
betoner dette Historiske, hører jo utvivlsomt til
Bogens allersidste Partier. Iøvrigt er Standpunktet
rent spekulativt. Kaldes den videnskabelige Tanke
end her en historisk Frembringelse, saa betragtes
Tankens Begrebsformer dog som evige oversanselige
Væsenheder, hvis Selvbevægelse og «Omslag* avler
Historien. Filosoferne ordnes historisk ikke
efter det Udviklingstrin, hvorpaa deres Sjæleliv
i dets Helhed har staaet, men efter den Plads,
som den Begrebsform, de opfattes som Talsmænd for,
indtager i Systemet. Herakleitos svarer til Vorden,
Parmenides til Væren, følgelig véd vi paa Forhaand,
at Parmenides, hvor langt højere end Herakleitos han
end staar som Aand, stilles før og under ham.8
Hermed skal imidlertid langt fra være
antydet, at Lassalle ikke har forstaaet
Herakleitos. Tvertimod. Netop den hegelsk-metafysiske
Fremgangsmaade slog fortræffeligt til, hvor det
gjaldt om Forstaaelsen af en Tænker, hvis Styrke og
Ejendommelighed laa i en til Grænsen af Haarkløveri
udviklet Dialektik. Jeg vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
