Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Huset Hohenzollern - Kejser Wilhelm I (1797–1888)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362 Huset
Hohenzollern
paa Nippet til at lade sig udraabe som arvelig Kejser
og der ønskede at se sig anerkendt som Ligemand af
de gamle Hersker-huse, foreslog Frederik Wilhelm
III ligeledes at antage Kejsertitlen. Men Uviljen
til at indlade sig paa nogetsomhelst Skridt, der
kunde synes at have en revolutionær Oprindelse,
bragte Kongen ,af Prøjsen efter nogle Forhandlinger
til den Erklæring, «at han var tilfreds med sin Lod
og ikke ønskede andet end at beholde den Stilling,
til hvilken Forsynet havde hævet hans Hus».
Anden Gang i 1806. Umiddelbart efter Rhinforbundets
Stiftelse sendte Talleyrand et Statsbrev til Berlin,
hvori det hedder; «For Prøjsen er Øjeblikket kommet
til at løfte og befæste sin Stilling. Det vil
finde Kejser Napoleon rede til at understøtte dets
Planer. Det kan i Kraft af en ny Forbundsforfatning
genforene de Stater, der endnu hører til det tyske
Rige, og bringe Kejserkronen til Huset Brandenburg.»
Ogsaa denne Gang gik Forhandlingerne i Stykker,, og
istedenfor Overenskomstens Vej valgte Prøjsen den,
der førte til Jena.
Tredje Gang afslog Kongen af Prøjsen i 1813 Tanken
om at undertrykke Smaafyrsterne, en Tanke, der dog
da laa saa meget nærmere, siden de næsten alle havde
kæmpet paa Napoleons Side mod Tyskland. Ja Frederik
Wilhelm endte med at slutte Forbund med disse samme
Fyrster og at sætte de Mænd i Fængsel, der havde
tilraadet ham at opkaste sig til Kejser.
For fjerde Gang gentog det samme Træk sig endelig,
sora bekendt, i 1849, da den tyske Kejserkrone «daa
paa Gaden i Berlin og ikke blev taget op». Vei havde
Frederik Wilhelm IV i Marts 1848 med den sortrødgyldne
Fane i Haanden ladet sig hylde som Tysklands Høvding,
men Aaret efter, da Reaktionen havde sejret,
viste han den Kejserkrone, sora Deputationen fra
Frankfurter-Parlamentet tilbød ham, tilbage med
Ringeagt. Han vilde blive staaende paa sin snevrere,
men lovligt arvede Grund.
Saa langt er det fra, at Attraaen efter
Kejserværdigheden har været Aarhundredets Overlevering
i Prøjsens Herskerhus.
Nej, Viljen til at stille Prøjsen i Tysklands Spidse
og virkeliggøre Enheden under prøjsisk Scepter var en
Folkevilje; Tanken derom, der spirede hos Frederik
den 2den, var sidenhen udviklet af Tænkere, Digtere
og Politikere i hele Tyskland, og det var denne
Tanke, denne Vilje, som Bismarck efter længere Tids
Modstand imod den greb og tilegnede sig. Det var den,
hans overlegne Personlighed fik Kong Wilhelm til at
forstaa og tjene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
