Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Paul Heyse (født 1830)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paul Heyse
319
vild. Jeg er allerede én Gang bleven ulykkelig, fordi
jeg ikke vilde høre, om mit Hjerte end skreg nok saa
højt. Nu vil jeg passe paa, selv naar det kun hvisker
halvhøjt, og ikke have Øre for noget Andet. »J
I Instinktet er Naturen hel tilstede. Er den indre
Splittethed og Delthed, der opstaar, hvor Instinktet
har tabt sin vejledende Kraft, nu saaledes for
Heyse den dybeste Ulykke, saa bestaar omvendt for de
Skikkelser, han skildrer, Livsfølelsen, den dybeste
Følelse af Lykke, i Nydelsen af deres Naturs Helhed
og Harmoni. Det er selvfølgelig langt fra, at Heyse
uden videre skulde opfatte Selvbetragtningen som
en for den sunde Livsfølelse fjendtlig Magt. Det
synes omtrent at være hans egen Anskuelse, som den
Syge i Kend dig selv udtaler med de Ord, at ligesaa
behageligt som det er ham at vaagne op om Natten,
tænke sig om og vide at han endnu kan sove videre,
ligesaa herligt tænker han sig, det maa være for Andre
at rive sig ud af drømmeagtige Lykkestemninger, samle
sig, overveje og da ligesom lægge sig om paa den anden
Side og nyde videre. Idetmindste har Heyse i sin Roman
Verdens Børn ladet Balder, den af Bogens Personer,
han selv sætter højest, udføre denne sidste Tanke
med mere Fylde. Sørgmodige Betragtninger over Livets
Nød er lige blevne udtalte, Betragtninger over Solen,
der ligegyldig skinner paa Retfærdige og Uretfærdige
og belyser mere Elendighed end Lykke, over Ulykkernes
ubegrænsede Frodighed, da en af dem altid bryder ud,
ligesaa hurtigt som en anden fordrives osv. Franzel,
den unge socialistiske Bogtrykker, har udviklet,
hvorledes den, der betænker Menneskenes almene Lod,
allermindst er i Stand til at komme til Ro, og har i
sin Smerte kaldt Livet en Ulykke og en Løgn, da Balder
forsøger at vise ham, hvorledes et Liv, hvori man
kom til Ro, ikke mere vilde fortjene Navn af Liv. Og
Balder forklarer ham saa, hvori Livsnydelse for ham
bestaar, nemlig i, paa én Gang i Nuet at føle Fortid
og Fremtid. Højst ejendommeligt fremhæver han, at han
ikke kan nyde, med mindre han fornemmer sig helt,
og at han i Betragtningens stille Øjeblikke samler
alle sit Væsens spredte Elementer til en Samklang:
«Saa ofte jeg havde Lyst dertil, o: saa ofte jeg vilde
have en rigtig Livsfest, har jeg saa at sige opvakt
alle Livets Aldere i mig, min leende, legende Barndom,
da jeg endnu var ganske rask, dernæst de første Glimt
af Tanker og Følelser, de første Ynglingekvaler,
Anelsen om hvad et fuldt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
