Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Paul Heyse (født 1830)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318 Paul
Heyse
II
Den Magt, man selv som Kunstner lyder, bliver
nødvendigvis den Magt, man i sine Værker løfter paa
Højsædet og dyrker. Heri ligger det da, at hvad Heyse
som Forfatter dyrker er Naturen. Ikke hvad Mennesket
tænker eller vil, men hvad det af Naturen er, giver
det Interesse for ham. Den højeste Pligt er for ham
at ære Naturen og lytte til dens Røst, den sande Synd
er Synd imod Naturen. Man lade den raade!
Der gives derfor ikke mange Forfattere, der er saa
udprægede Nødvendighedstroende som Heyse. Paa den
fri Vilje i Ordets overleverede Mening tror han ikke
og staar øjensynligt ganske Jige saa tvivlende som
hans Edwin eller Felix overfor Kants kategoriske
Imperativ*). Men tror han end ikke paa medfødte
Ideer, saa tror han paa det medfødte Instinkt,
og det er dette Instinkt, som er ham helligt. Han
har i sine Noveller skildret, hvor ulykkelig Sjælen
føler sig, naar dette Instinkt er blevet forstyrret
eller gjort usikkert. I Novellen Kend dig selv er det
Forstanden, i Rejsen efter Lykken Pligtlæren som er
Fredsforstyrreren.
I den første Novelle har Heyse fremstillet den Kval,
som følger med en for tidlig eller forsætlig Indgriben
i Sjælens instinktive Liv. «Sjælen maa skaanes,»
siger han her, «naar Aanden i Sandhed skal komme til
sig selv. Ungdommens skønne Uklarhed, den fyldige
Evne til Drømmeri og den rene Kraft til at nyde,
som friske Sanser besidder, gik tabt for Frants under
hans altfor tidlige Stræben mod Selvbevidsthed.» Han
skildrer her den Aandens Søvnløshed, der er ligesaa
farlig for Sjælens Sundhed, som virkelig Søvnløshed
for Legemets Vel, og viser hvorledes den, der grubler
over sig selv, taber «den hemmelige dunkle Kærne,
der er vor Personligheds Spirepunkt».
I Novellen Rejsen efter Lykken er det Vedtægtens
Pligtlære, der har splittet Sjælen ved at fortrænge
Instinktet. En ung Pige har med Overvindelse
af sit Hjertes Drift paa Grund af ind-prentede
Sædelighedshensyn en sildig Nat afvist sin Elskede
og er derved uforskyldt blevet Aarsag til hans
Død. Nu forfølger Erindringen om denne Ulykke hende
bestandig. «Naar Ens eget Hjerte,» siger hun, <dkke
viser En Vej, løber man bestandig
*) Kinder der Welt II, 17. Im Paradiese I, 31.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
