Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Arthur Schopenhauer (1788–1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arthur Schopenhauer
299
Tidsaanden, fra først af opstaar i ganske faa Hjerner
eller i en enkelt Hjerne. Den udgaar ikke neden fra,
men fra Genier, omspænder saa efterhaanden et helt
Folk og bruger nye Genier som sine Organer. Men saa
folkeligt dens Væsen end er, af Udspring er den yderst
fornem.
I vore Dage er det, man kalder Pessimisme, i
Skikkelse af Stemningspessirnisme, Bitterhed,
doktrinær Seen Sort saare udbredt; den møder En
overalt, hyppigst naturligvis i alle Slags flove og
dumme, paatagne eller udtraadte Fornier. Anderledes
var det, da den pessimistiske Filosofis Ophavsmand i
Aaret 1819 udgav sit Hovedværk. Han stod helt alene;
hans Stemme fandt saa lidet Ekko, som havde han talt
i en Ørken; i 30 Aar forblev hans Værk Die Welt als
Wille und Vorstellung aldeles upaaagtet af den store
Læseverden. Havde han nøjedes med at sammenfatte
de i hans Tidsalder spredte Tanker til et System,
vilde han visselig ikke have havt denne Skæbne.
Selvfølgelig staar Schopenhauer ikke udenfor
Historiens Gang. Det er let nok at se, hvorledes han
som Tænker bygger paa Kant og har Berøringspunkter
med Fichte; det gælder dernæst om ham, som om
næsten alle de store Skikkelser fra Aarhundredets
Begyndelse, at de er et Udtryk for Reaktionen mod
det attende Aarhundredes Forstandsbetragtning. Men
medens indskrænkede Aander forstod denne Reaktion
som Genindsættelse af Rettroenheden i dens gamle
Magtstilling, og medens sværmeriske Aander kaldte
romantisk Begejstring til Kamp mod Forstand og
For-standskultar, gik Schopenhauer, ledet af
en dyb religiøs-filosofisk Sans, fra Si -utidens
forstandstroende og glade Kristendom og fra Samtidens
Filosofi med dens lyse Livssyn tilbage til den
oprindelige Kristendoms sjælelige Væsen. Ja,
han gik saa langt tilbage, at han fandt den ene
af Kristendommens Kilder, dens Hovedkilde, som de
Enfoldige (Mystikere og Pietister) havde øst af,
men som de Højlærde hverken under Renæssancen,
Reformationen eller Oplysningstiden havde kendt
Noget til eller vidst Noget om, nemlig den aybe
pessimistiske Strøm, den Livsnegten, som de to store
Forløsningsreligioner, den kristelige og den indiske,
har tilfælles. Hævderne af det lyse Livssyn fra
Rationalisterne af og til Hegel saa i Kristendommen
kun de Tanker, de selv havde. Schopenhauer opdagede,
at Livsfornegtelsen, hvilken man havde opfattet som en
spredtvis optrædende Sygdomsforekomst uden synderlig
Interesse, var en dyb og mægtig Strømning
20*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
