Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - José Maria de Heredia (født 1842)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260 Fransk
Lyrik
men hvad Leconte de Lisle anvendte Sider til, det
giver Heredia i Linjer.
Vistnok aldrig har en sand lyrisk Digter med en
saadan Haardnakkethed langsomt øvet Udformningens
Kunst. Efter Sigende er der Sonetter, paa hvilke
Heredia har arbejdet tre, fire Maaneder. Han læser for
sine Venner den firlinjede Strofe af en Sonet, ja en
Linje eller halvanden og beder dem bedømme. Saaledes
komponerede Flaubert sin Prosa. Man sammenligne,
hvorledes Goethe og Schiller brevveksler om de enkelte
Linjer i en Ballade, som Schiller har paa Stablen
(f. Eks. Goethe 22. Aug. 1797 om Ibycus’s Traner).
Saaledes er det lykkedes Heredia i Sonettens snevre
Form at give en lidenskabeligt bevæget Samtale
(Sphinx) eller at udfolde et mægtigt verdenshistorisk
Billed med en Kraft, som foruden ham af samtidige
Lyrikere kun Carducci besfdder.
Det hele Maleri af et vundet romersk Slag er i en
Sonet af Gruppen Antonius og Kleopatra: Den hendøende
Larm og stigende Damp af Slaget, Officerernes Raab,
Trætheden efter Sammenstødet, det mørke Blik, hvormed
Soldaterne, som tæller deres faldne Kammeraters Lig,
ser Fraortes’ Bueskytter hvirvle bort i det Fjerne,
Luftens Blodstank, Aftenens Stemning. Saa viser
Feltherren, Antonius, sig. Han kommer ridende med Pile
strittende ud fra Sammenføjningerne i sit Harnisk, rød
af sit eget Blod, der strømmer under Purpurkaaben og
det skinnende Malm, tvingende sin Hest, der skræmmes
af Hornenes jublende Fanfare, og staar der stolt og
blodigrød mod den flammende Himmel.
Le choc avait été rude. Les tribuns
Et les centurions, ralliant les coLortes
Humaient encor dans Fair ou vibraient leurs voix
fortes
La chaleur du carnage et ses acres parfums.
D’un oeil morne, comptant leurs compagnons défunts,
Les soldats regardaient, comme des feuilles mortes,
Au loin tourbilloner les archers de Phraortes Et la
sueur coulait de leurs visages bruns.
C’est alors qu’apparut, tout hérissé de fléches,
Rouge du flux vermeil de ses blessures fratches Sous
la pourpre flottante et l’airain rutilant
Au fracas des buccins qui sonnaient leur fanfare,
Superbe, maltrisant son cheval qui s’effare, Sur le
ciel enflammé, l’Imperator sanglant.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
