Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - Victor Hugo (1802–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fransk Lyrik
249
Satyren, der spiller for Guderne, vokser til Pan,
til Altet, og tilsidst ser Jupiter paa Knæ for
det Altomfattende, hvis Genius han er. Dette Digt
vilde være et rent Mesterværk, var det ikke altfor
langt. Dét er som alle de andre rigt paa Beskrivelser,
hvis Anskuelighed er uovertruffet. Tilsidst er Satyren
vokset saaledes, at vandrende Folkestammer spørger om
Vejen, hvor hans Fingre gaar ud fra Haanden. Alligevel
er alle disse Digte kun tilsyneladende beskrivende,
ja kun tilsyneladende fortællende. I dem alle vil Hugo
indprente sin Tro og sin Lære, sit Gladsyns Tro paa
det stadige Fremskridt, paa den kommende Almenlykke,
og bag dem alle skimtes hans egen Personlighed. Han
selv, ikke Pau, er Satyren med den verdensomfattende
Lyra, som han i Slutningsdigtet Dommedagsbasunen selv
er den uhyre Basun, der svæver i Skyerne og, grebet
af en usynlig Haand, indblæst af en usynlig Mund,
indvarsler den store Dommens Dag.
Victor Hugos Kamptid var lang. Da han 50 Aar
gammel forlod Frankrig for at begive sig i den
Landflygtighed, som syntes at kunne række hans Liv
ud og som varede fulde atten Aar, var hans Ry vel
stort, men uafbrudt anfægtet fra de forskelligste
Sider. Det var først efter 1871 at han som Aand, det
vil sige baade som Digter og Politiker, indtraadte i
sit Livs triumfatoriske Tidsrum. Mange Nulevende vil
erindre den Forundring, hvormed man i Begyndelsen af
Halvfjerdserne læste de første Lovtaler over Hugo i
pæne Organer som Revne des deux mondes og andre. Med
ét Slag var Tonen overfor ham forandret i alle
Lejre. Fra da af blev Hugo i levende Live behandlet
som en i Udødeligheden indtraadt. Han blev betragtet
som et helligt Sindbillede, hyldet og dyrket som en
Halvgud eller Afgud.
Til at opleve Saadanne Æresbevisninger udfordres i
Reglen et langt Liv. Hugo blev uden synderlig svækket
Sundhedstilstand 83 Aar gammel, opnaaede samme Alder
som Voltaire og Goethe. Han døde nogle Maaneder
yngre end den første, nogle Maaneder ældre end den
sidste. Den anden Halvdel af et saadant Liv er vel
i Almindelighed ikke saa rig som den første, men den
er meget vigtig med Hensyn til Udførelsen af alt det,
som i den første Halvdel blev anlagt. Desuden faar den
Overlevende i de Samtidiges Øjne gerne Ret. De Andre,
hans Fjender, hans Medbejlere, dør i rette Tid og
lader ham ene. Han bliver derved større, synlig fra
alle Sider og stilles udenfor Kappestriden.
Og Hugo havde ikke blot et langt og rigt Liv, men et
stort
G, Brandes: Samlede Skrifter. VII.
17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
