Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Dyret i Mennesket (Paul Bourget, f. 1852, Maupassant, Tolstoj, Zola)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dyret i Mennesket
215
III
Faa sit Højdepunkt angriber Tolstoj da nu sin Samtids
Mennesker i Kraft af Forhold, der har deres Grund i at
Mennesket er et til Menneskelighed udviklet Dyr. Kunde
han, vilde han gerne helt udrydde Dyret i Mennesket.
Det er forunderligt med denne Betegnelse: Dyret. Det
er jo et ældgammelt kristeligt Udtryk. Man glemmer
ikke let den levende Skildring af Dyret i Johannes
Aabenbarings trettende Kapitel: «Jeg stod paa Havets
Bred og saa et Dyr stige op af Havet. Det havde ti
Horn og syv Hoveder; paa dets Horn var ti Diademer
og paa dets Hoveder bespottelige Navne, og Dyret,
jeg saa, var ligt en Leopard; dets Fødder var som en
Bjørns, og dets Svælg som en Løves Svælg, og Dragen
gav det sin Kraft .... og de tilbad Dyret og sagde:
hvem er som Dyret og hvem kan kæmpe mod det?»
Dyret var for Datidens Kristne som bekendt nærmest den
romerske Verdensmagt; vi véd det med al Nøjagtighed;
Sindbilledet ligger gennemsigtigt for os lige indtil
det hemmelighedsfulde Tal 666 i Vers 18, som er
Nero’s Navn, Nero Kesar, skrevet med hebraiske
Bogstaver og sammenlagt efter disse Bogstavers
Talværdi. Men dybere opfattet var Dyret selvfølgelig
for de første Kristne Hedenskabet som Væsen og Magt,
alt det Udøbte, forsaavidt Dyriske i Mennesket, som
skulde overvindes. For at bruge det moderne Kunstord:
Dyret var intet virkeligt Dyr, det var Menneskedyret.
Saaledes opfattede ogsaa Alexandre Dumas det, da han i
1870 med en aandrig Anvendelse af det gamle Bibelsted
fortalte om sine Forsøg paa at undersøge Mennesket
i den store Smeltedigel Paris. Han hævdede, at
Mennesket, endog Pariseren, altid indeholdt en nok saa
lille Brøkdel af Sjæl, omtrent som den tresindstyvende
homøopatiske Opløsning endnu indeholder et Atom af
den oprindelige Vædske. Og han fortalte, hvorledes han
saa mandlige og kvindelige Fæhoveder dannes og formes
af Diglens Dampe, da han med Et hørte en kogende Lyd,
og op af Kedelen steg, ikke formet af dens Skum eller
Em, men dannet af selve Stofferne i den, et uhyre
Dyr med syv Hoveder og ti Horn, og paa disse Horn ti
Diademer og paa disse Hoveder Haar med Metalglans og
Alkoholfarve. Dyret lignede en Leopard, dets Fødder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
