Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Dyret i Mennesket (Paul Bourget, f. 1852, Maupassant, Tolstoj, Zola)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dyret i Mennesket
213
«Det er os, som ved at besynge Skabningen, fortolke
den, beundre den som Digtere, forædle den som
Kunstnere, forklare den som Videnskabsmænd, har
indført en Smule Ynde og Skønhed, noget Tiltrækkende
og Hemmelighedsfuldt i den. Tænk paa Forplantningen
l Hvad kan tænkes mere uædelt og modbydeligt end
denne smudsige og latterlige Akt, over hvilken
alle finere Sjæle til Dagenes Ende vil føle sig
oprørte. Dersom Organerne nødvendigvis skulde tjene
et dobbelt Formaal, hvorfor har Skaberen da ikke til
Forplantningen, denne ædleste og vigtigste af alle
menneskelige Virksomheder, kunnet vælge Organer, som
var mindre urene, mindre besudlede? Det er som havde
han i en Art ondskabsfuld Cynisme villet lægge Manden
uoverstigelige Hindringer i Vejen for nogensinde
at kunne forskønne eller forædle sit Forhold til
Kvinden. Manden har ikke desmindre opfundet Elskoven,
hvad ikke er saa daarligt som Svar til en snu og
drillende Guddom.«
Her hos Maupassant er altsaa i dette Forhold Naturen
opfattet som Fjenden. Hos Tolstoj er den det nærmeste
Maal, dog et Maal hvorudover han atter stræber ud;
et bag os liggende Ideal, hvortil der bør vendes
tilbage, kun at han kender et endnu højere Ideal end
den, nemlig Fornegtelsen af den. Hos ham er Kampen
mod Kønslivet kun en Anvendelse af hans almindelige
Synsmaade, ifølge hvilken Kulturen er af det Onde:
Penge, Pragtbygninger, Forfinelse, Overflod, alt andet
Liv end Bonde- og Haandværkerliv af det Onde. Han
havde allerede forlængst forsmaaet og fordømt
Videnskaben. Nu er Turen kommen til Kunsten. Han
havde i Penge aldrig villet se fortættet Arbejde, kun
fortættet Voldsmagt. Nu ser han i det kønslige Samliv
kun en dyrisk og nedværdigende Tilstand. Han har
grubiet over dette Tragiske og Komiske, at Mennesket
efter sit Væsen er et videre udviklet Dyr, saa det
kun delvis kan bringe sin Oprindelse i Glemme, aldrig
ganske udslette Sporene af den. Og han ser vor Kultur
som den Magt, der giver alt det Dyriske Overtaget. Man
føler i den med Aarene hos ham stigende Afsky for det
blot Naturlige, det Altformenneskelige, baade russisk
Religiøsitet og det Oldingeblik paa disse Mysterier,
der har gjort sig gældende ogsaa i Norden. Afskyen
for Letfærdigheden, for det forhøjede Driftsliv,
for Lidenskaben og Lasten har hos ham antaget den
endelige Form af Væmmelse ved Dyret i Mennesket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
