Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Alexandre Dumas (1824–1895)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexandre Dumas
175
som han var med sit mægtige Hoved og med et Legem,
der syntes anlagt til at udholde Anstrengelser, havde
han en aandelig Livskraft, som svarede dertil, en
haandfast Sikkerhed i at tumle Mennesker og Forhold,
en vis Brutalitet, der var drøj uden at være raa og
som gav sig Luft i Ord og Vendinger, der stemplede
som med et Brændemærke og ikke lod sig udslette. Han
havde dernæst et ualmindeligt Vid, en mægtig Bonsens,
der ikke var sund Fornuft, men endnu mindre var usund,
snarere en altfor erfaren Verdensmands Trang og Gave
til at slaa Løgne og Fordomme i Stykker, selv om
andet Værdifuldere tog Skade ved samme Lejlighed,
og en omvendt Levemands Trang og Evne til at støtte
det borgerlige Samfund og dets Orden, selv om han
derved kom til at holde paa mangen værdiløs Vedtægt,
der ikke en Gang var anerkendt videre end det højere
Pariserselskabs uskrevne Love gjaldt. Men han havde en
stor, udmærket Forstand, kendte og forstod ud og ind
de Samfundskrese, han alene vilde og kunde skildre,
og den ytrede sig som skarp, glimrende Vittighed;
naar han ræsonnerede eller lod sine Ræsonnører
besørge det for sig, stod der Gnister deraf som af
et Festfyrværkeri.
Udenfor den parisiske havde han ingen Kultur. Man
mærker ret vel paa ham som paa andre franske
Forfattere, at han ikke kunde et eneste fremmed Sprog
og ingen virkelig Indsigt havde i fremmede Landes
Forhold og Vilkaar. Hans Domme om Goethe f. Eks. efter
Krigen er forfærdende ved den Fornaglethed, de vidner
om, og den fantastiske Uvidenhed, de røber. Men
selve hans Ensidighed, der gjorde ham særere, gav
ham tillige en Tiltrækning, og som han var, besad
han paa sit Felt ikke blot en Dannelse, men en Takt,
der næsten altid gjorde Fyldest.
Der er dels Sentimentalitet, dels Romantik i hans
Ungdoms Arbejder, Sentimentalitet i Kameliadamen,
som giver den fine og ædle Kurtisane Æresoprejsning,
Romantik i Diane de Lys, der fremstiller en Kunstners
sværmeriske Kærlighedsforhold til en fornem Frue som
endende med, at Kunstneren falder for Ægtemandens
Haand. Dumas har selv tilstaaet, at Modellen til
Marguerite Gautier i Virkeligheden aldrig naaede
videre end til de første Akter. Hvem Modellen var
til Kunstneren i det andet Stykke, har den ældre
Dumas vidtløftigt meddelt i de Foredrag om sin Søns
Kærlighedsforbindelser, som han paa sine gamle Dage
holdt for at slaa Mønt af alt muligt. Sønnen var
som ung forelsket i en fornem Russerinde, gift med
det russiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
