Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Emile Zola (født 1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emile Zola
159
deres døde Lidenskaber i Ansigtet, fortæller dem om
deres Brudenætter. De hvide Knokler under Jorden er
fulde af Ømhed for Børnene, de brustne Hjerneskaller
varmer sig ved Flammen fra deres Ungdom. Og naar
Børnene fjerner sig, græder den gamle Kirkegaard. Dens
Græs holder fast om deres Ben.
Det er i Virkeligheden ingenlunde Silvére og Miette
men Zola, som hører og føler alt dette; thi Børnene
vedbliver at leve i deres uvidende Kærlighed paa dette
Jordsmon, som saa bydende forlanger deres Forening.
Zola er her i sin første Roman af Rækken saa
romantisk, at han minder om Novalis. Ingen har vel
skrevet noget, der i den Grad genkalder det berømte
Digt af Novalis., i hvilket de Døde siger:
Midnats hemmelige Glæder, stille Magters Herskerhæder,
Lyst ved gaadefulde Lege, vi kun kender Jer,
Dæmpet Attraas søde Mumlen hører ikkun vi, og skuer
altid salige Blikkes Luer, smager ikkun Mund og Kys.
Som Kirkegaarden her er den dragende Magt, saaledes
er Midtpunktet andensteds en Brændevinsskænk
(L’assommoir), der udspyr Fordærv og Undergang omkring
sig, en storartet Modehandel (Au bonheur des dames),
der fortærer alle de mindre Forretninger i dens
Nærhed og udvikler sig med uimodstaaelig Magt, en
underjordisk Grube (Germinal), i hvilken Arbejderne
træller uden Frugt for sig selv, men underminerende
den Jord, paa hvilken Kapitalen hersker, eller et
Hus med hyklerisk Forside og Fortrappe (Pot-Bouille\
der svarer til Elegancen og Lasten hos det Borgerskab,
af hvilket det beboes.
Man maa ikke tro, at denne personliggørende Synsmaade
vilde frembyde sig for enhver Kunstner med Fantasi,
der valgte Æmner, som naturligt samler sig om en
Lokalitet. Man sammenligne blot den Ædruelighed,
med hvilken Dostojevski har skildret Tugthuset i
Sibirien og dets Beboeres Liv. Der er ikke et Glimt af
Sindbilledkunst. Tugthuset fanger Ingen ind, martrer
Ingen, bliver hverken hadet eller forbandet. Det er
en død Ting. Alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
