Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Emile Zola (født 1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158 Emile
Zola
ning, en Fabrik, en Forretning, et Udsalgssted eller
Lignende, som han skænker overmenneskeligt Liv og
som da tjener til Symbol paa Magter, der raader i
og over en hel Stands eller Menneskeklasses Levesæt
og Vilkaar. Snart virker de som blotte Sindbilleder,
snart som overjordiske onde elier gode Væsener omtrent
som Guderne i Oldtidens Heltedigte eller som den
ubønhørlige Skæbne i Oldtidens Sørgespil.
Saaledes er i La faute de l’abbé Mouret Midtpunktet
denne Have, der lever sit eget Liv som et
overnaturligt Væsen, lokker, ler, overtaler og
belærer*). Denne Have er en Elskovsguddom. Og den
er, skønt beliggende i Sydfrankrig, for fuldt Alvor
Paradishaven. Den betegnes udtrykkelig som asiatisk,
thi det hedder, at i Sammenligning med den var
alle Europas Frugthaver flove, og at «en Duft af
østerlandsk Elskov, Duften fra Sulamiths malte Læber*
udaandedes af dens vellugtende Træer. Den var et
eneste stort Kærtegn (une grande caresse). Derfor
hedder det om Træet i Havens Midte som om det sande
Livets Træ: «Dets Saft havde en saadan Styrke og
var saa rig, at den flød ned over Barken. Den badede
Træet i en Em af Frugtbarhed; den gjorde Træet til
selve Jordens mandlige Kraft.*
Hvad Haven er her, det er i La forlune des Roagon
en gammel, allerede for umindelige Tider siden
forladt Kirkegaard, paa hvilken de to Børn, der
elsker hinanden, mødes. Den er nu en Plads som
en anden, bedækket med Tømmerstabler og brugt
til Brædde-Oplag. For det almindelige Øje er den
ikke andet. Men Zolas eget Tungsind og egen rasende
Frembringelses-drift forvandler Pladsen. Han behøver
en Grundstemning af grænseløs Sørgmodighed og af
underjordisk Attraa. Skønt Pladsens Navn og Brug
er forandret, føler han Dødens Pust og de Dødes
Lyst herske paa dette Sted. Og han fletter Døds-
og Elskovs-motivet sammen. Da det første varme
Kys fra Silvére brænder Miettes Læber, tænker hun,
hun maa dø deraf. Hun véd ikke hvorfor. Men Zola véd
det. Det er de Døde fra Kirkegaarden, som har villet,
at de to skal elske hinanden. Deres varme Aande glider
hen over Børnenes Pande; de Døde puster dem
*) Ge coin de la nature riait discrétement des peurs
d’Albine et de Serge; il se faisait plus attendri,
déroulait sous leurs pieds ses couches de gazon les
plus molles, rapprochaient les arbustes pour leur
ménager des sentiers étroits. S’il ne les avait pas
encore jetés aux bras l’un de Fautre, c’était qu’il
se plaisait å promener leurs désirs.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
