Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Emile Zola (født 1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emile Zola
155
de stærke Lemmer, der sidder godt paa Kroppen, som
man finder hos de antike Billedstøtter . . . .. Man
skulde troet, hun var skudt op af sin Baggaards
Jordsmon, og at hun indsugede dens Saft gennem sine
stærke Ben, der var hvide og faste som unge Træer
.... Hun fandt en stadig Tilfredsstillelse i at føle
det vrimle om sig .... Hun bevarede sin Rolighed,
der var som et skønt Dyrs .... lykkelig ved at mærke,
hvorledes hendes lille Verden formerede sig, følte
ligesom sit eget Legeme tage til derved; i den
Grad fornam hun sig som ét med alle disse Mødre,
at hun var som den fælles Moder, Moder-Naturen,
der uden Sindsbevægelse fra sine Fingre lod dryppe
en Avlingens og Befrugtningens Sved.
Saaledes foregaar her hos Zola som ved en Ovidisk
Metamorfose Forvandlingen fra Menneske til Gudinde.
Hun lever kun, naar hun føler Livet op imod sig,
Gæssenes og Ændernes Dun mod sit Bryst. Men naar
Broderen træder over i hendes Baggaard, er han ved
at faa ondt; han føler at han møder det Grundvæsen,
der er hans eget modsat; han væmmes og skælver ved den
Duft og Stank af Liv og Forplantning, der er derovre:
«Det syntes ham, som om Désirée var vokset, som var
hendes Lænder blevne -bredere, som var hendes Arme,
naar hun slog ud med dem, uhyre store, og som fejede
hun med sine Skørter den mægtige Dunst hen ad Jorden,
i hvilken han følte sig nær ved at besvime*.
Og efterhaanden forvandles Byen, i hvilken hun bor,
og Landskabet omkring hende, i hendes Lignelse:
«0m Natten antog det glødende Landskab et Præg, som
væltede det sig i en selsom Lidenskab. Det sov dér
opløst, vridende sig, med Lemmerne ud fra hinanden,
medens det udaandede tunge, hede Sukke, den kraftige
Krydderduft af den Sovendes Sved. Man skulde troet,
det var en eller anden vældig Cybele, der var faldet
paa Ryggen med Barmen lige opad og Bugen blottet
under Maanens Lys, drukken af Solheden og drømmende
om endnu mere Befrugtning. >
Vi er her langt fra Virkelighedsgengivelsen; helt inde
paa Mytedannelsen. Men endnu langt mere gennemført
i alle Enkeltheder er dog Virkelighedens Omformning
til Legende i Afsnittet om Serge og Albine.
For at kunne forvandle den unge hysteriske Præst til
en Adam, maa Zola for en Tid lade ham blive til et nyt
Menneske. Han lader ham da falde i en haard Sygdora,
vel nærmest en Tyfusfeber. Man begynder jo ligesom
forfra, naar man vender
tilbage til Sundhed efter Tyfus.
11*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
