Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Edmond de Goncourt (1822–1896) og Jules de Goncourt (1830–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122 Edmond og Jules de
Goncourt
havde gjort sig lystig over Dumrianernes Smag og
Dømmekraft, blev angreben af en kvalfuld og haabløs
Nervesygdom af Sorg over, at Dumrianerne ikke forstod
ham og ikke købte hans Bøger. Det er den Modsigelse,
som findes i næsten alle Kunstnernaturer.
I den første Tid var Edmond aandelig lammet. Han var
bestemt paa aldrig mere at sætte Pen til Papiret. Han
indrettede det lille Hus, Brødrene lige havde købt i
Auteuil, til et sandt Museum, hængte sine Tegninger
op, anbragte sine Broncer, ordnede sit uhyre Bibliotek
af sjældne Bøger og Haandskrifter.
Tilsidst kunde han dog ikke lade være med at
skrive. Han udgav først en Bog, som han havde
drøftet med sin Broder, La fille Elisa, og i en
Haandevending opnaaede den 16 Oplag. Stoffet var
pinligt, Behandlingsmaaden tør og læredigtsagtig;
men Berømmelsen var i Følge med Døden pludselig brudt
ind over Brødrene; en ny Skole forkyndte med Basuner
deres Ry; deres Navn var paa Alles Læber, nu da den
Ene var død, den Anden en nedbrudt Mand.
Saa gav Edmond sig alene, for første Gang ganske
alene, til at skrive en Roman. Og endnu aldeles
fortabt i Erindringen om Broderen, skildrede han
i Les fréres Zemgan.no deres Samliv og Samvirken
under Billedet af to Clowner i en Cirkus, to af de
Clowner, som vi Alle har set, der kun med hinanden,
flettede ind i hinanden, gør deres Kunster, og som
snart siddende paa Stolerygge, snart staaende paa
Hovedet spiller deres Violinduetter med uafbrudt
Taktlasthed. Man føler, naar man kender Brødrenes
Levned, deres Personlighed igennem. Men i og for
sig er Alt skildret med Virkelighedstroskab. Edmond
de Goncourt havde ndfrittet Paris’s berømteste
Kunstberidere og Akrobater, før han gav sig til at
skrive sin Bog. Den yngre Broder styrter under et
farligt Spring, som den ældre har opfundet for ham,
brækker sit Ben og er til sin Fortvivlelse forhindret
fra nogensinde mere at optræde. Han afkræver den
ældre Broder det Løfte, at heller ikke han nogensinde
mere vil optræde, aldrig vil gøre sine Kunster med en
Anden. Her findes en beundringsværdig Scene, hvor den
ældre Broder, der ikke kan undvære Legemsøvelserne,
om Natten forlader den Syges Seng for i deres
Gymnastiksal at svinge sig fra et Trapez til et andet;
pludselig møder han Krøblingens Blik fra Døren;
denne er paa alle fire krøbet derhen for at se til.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
