Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Edmond de Goncourt (1822–1896) og Jules de Goncourt (1830–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116 Edmond og Jules de
Goncourt
unge franske Pige af den højere Borgerstand, som
hun dengang var bleven ved en Drengeopdragelse og
en Udvikling af alle kunstneriske Anlæg i den unge
Kvindesjæl. Forfatterne skildrer aldrig ædle Kvinder
som «skønne Sjæle*. De er Spiritualismen saa fjendske,
at man mellem deres Strøtanker (Idées et Sensations)
endogsaa finder den Bemærkning: «Det er sjældent,
at Nogen gratis ofrer sig for Aandiggørelsen af sine
Medmennesker. Naar man gaar til Bunds i Lærdommene om
det Skønne, det Gode og Ideale, finder man næsten
altid Ønsket om en Ansættelse, en Lærestol eller
et godt Udkomme.» De er ikke Idealister, er det
ikke engang overfor unge Piger. De synes tidlig at
have indprentet sig den Tanke, Taines Graindorge
har formet saaledes: «Naar du ser en ung Pige med
klare Øjne og røde Kinder, saa tro ikke, at hun er en
Engel, men at man har givet hende mange Koteletter
at spise og ladet hende gaa i Seng Kl. 9.» Des mere
fængsles man, naar man i deres Bøger træffer paa
det Højbaarne i Fremstillingen af unge Piger. Renée
Mauperin er efter den slaaende Betegnelse, en af
Bogens Personer giver hende, en larmende og tungsindig
ung Pige (ane mélancolique tintamar-resqae). Hun er
larmende, ubændig, forsaavidt hun bruger Talemaader af
Gadesproget, svømmer, maler, spiller Privatkomedie,
forsvarer sin Uafhængighed endog med temmelig
dristige Midler, lader sine Friere fortrække i
hobevis og forfærder Spidsborgerligheden rundt om
sig, - tungsindig, fordi hun har en adelig Sjæl og
et Kunstner-Sindelag og et Nervesystem, der paavirkes
smerteligt ved Berøring med Lavhed, fordi hun derfor
ikke finder sin Ligemand undtagen maaske i en noget
ældre Ven, der ikke tænker paa at gifte sig med hende
og endnu mindre med hendes Medgift, og i hvem hun
ogsaa kun ser en Raadgiver og Kammerat. Dertil er
hun af en Retskaffenhed, en ubønhørlig Æresfølelse,
som faa Mænd besidder.
Renées Broder, den typiske unge koldt-ærgerrige
Stræber med ulastelig Yderside, fast besluttet paa
at komme frem ved et rigt Giftermaal, staar i Begreb
med at foretage en Handling, søm i Renées Øjne er
forsmædelig. Det Middel, hun anvender for at forhindre
den, fører uheldigvis til en Duel, i hvilken Broderen
falder. Den kvalfulde Anger over den i og for sig
uskyldige Handling undergraver Renées Helbred. Hun dør
langsomt af en tærende Sygdom, hvis Gang er skildret
med hjerteskærende Sandhed og vel pinlig Udførlighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
