Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Edmond de Goncourt (1822–1896) og Jules de Goncourt (1830–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edmond og Jules de Goncourt
113
uvilkaarligt finder afskyeligt», maatte mere end
Andre lide under de fordringsfulde og kedsommelige
Menneskers evige Anslaaen af falske Toner.
De har ikke selv udsat sig for samme Fare, som
Forfatteren i deres Bog. Ingen af dem havde giftet
sig, og det synes til Trods for visse Bekendelser
(Théatre, Préface S. XI, et Dagbogsblad, der er
benyttet i Charles Demailly S. 77), som om Ingen
af dem nogensinde for Alvor har tænkt derpaa. De
betragtede øjensynligt Ægteskabet som Skribenten
forbudt, mente, at en Mand, der tilbringer sit Liv
med «at fange Sommerfugle i et Blækhus*, staar udenfor
Samfundsreglen, og betragtede den ugifte
Stand som nødvendig for Tanken.
/
De har ikke koldblodigt søgt og fundet
Originalitet. Man finder den overhovedet ikke
saaledes. Dem var Arbejdet en gaadefuld Løndom som
Søvnen, en virksom Tilstand, i hvilken de ikke følte
Sult eller Kulde eller overhovedet deres eget Legeme,
og i hvilken de mistede Tidsfølelsen. Som ud af en
Taage, som bag et Slør, der gik i Stykker, traadte
Former og Grupper frem for deres Blik. De greb disse
Syner, vendte, drejede og prøvede dem og kastede dem
undertiden mismodige tilbage i det tomme Intet, hvor
de sprang som Sæbebobler. Nye Billeder dukkede op,
undflyede, vægrede sig ved at lade sig fastholde «som
unge Piger, der vægrer sig ved at danse*, indtil de,
grebne med Magt, traadte ind i Værket og blev en Del
af dets Liv*).
Den Tilbagetrængen af Personligheden og den bevidste
Vilje, der betegner al kunstnerisk Frembringen, gør
det umuligt for den virkelige Kunstner at forfølge
et bestemt Formaal eller rette sig efter et Løsen,
og det endog naar dette Løsen er blevet givet af
ham selv. Jeg brugte det Udtryk, at Brødrene har
udforsket og fremstillet deres Samtidiges uregelrette
Nerveliv med en brændende Sandhedskærlighed. Man vil
da vel spørge, om de kun har søgt det Sande, og om
Resultatet af deres digteriske Stræben ogsaa kun er
blevet tfioget Sandt, ikke noget Skønt.
Naar Talen er om Kunst, turde Tilbøjeligheden til
at stille disse Begreber i en falsk Modsætning til
hinanden være stærkere end Tilbøjeligheden til at
udviske den Modsætning, som virkelig
*) Man sammenligne Skildringen af det aandelige
Arbejde i Charles Demailly.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
