Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustave Flaubert
99
Og Kimæren svarer: «Du Ubekendte! Jeg er forelsket i
dine Øjne; som en brunstig Hyæne kreser jeg om dig,
o favn mig, befrugt mig!»
Sfinksen rejser sig. Men Kimæren flyer af Skræk for
at knuses under dens Stenvægt. - «Umuligt!» sukker
Sfinksen og synker ned i det dybe Sand.
Jeg ser i dette Optrin Flauberts sidste Bekendelse,
hans kvalte Klage over sit hele Livsværks og dette
Hovedværks Brøst. Sfinksen og Kimæren, Videnskaben
og Poesien attraaede hos ham hinanden, søgte atter
og atter hinanden, omkresede hinanden med flammende
Begær, men den rette Befrugtning af Poesien ved
Videnskaben lykkedes ham ingensinde.
Ikke at hans Grundtanke var usund eller
urigtig. Tvertimod, Poesiens Fremtid er rimeligvis
dér, thi dens Fortid er dér. De største Digtere:
en Æschylos, en Dante, en Shakespeare, en Goethe har
vidst alt Væsenligt, hvad man paa deres Tid vidste,
og har nedlagt deres Viden i deres Poesi. Men i vort
Aarhundrede, hvor Videnskaben er bleven nyskabt i
alle Retninger, er det vanskeligere end nogensinde at
omspænde den uden at overvældes, og Flaubert besad
ikke den Aandens oprindelige Harmoni, der gør det
Vanskelige let, og forsoner de dybe Modsætninger i
Ideernes Verden.
Den hellige Antonius’s Fristelse blev i Frankrig
næsten ikke anmeldt. Bogen blev affærdiget med en
Bulevardvittighed. Dens Digter havde brugt tyve Aar
til at udarbejde den; i færre Minuter var ethvert
godt Hoved paa Bulevarden færdig med sin Dom: Bogen
var dødeligt kedsommelig, Forfatteren maatte være gaL
hvis han troede, at Sligt kunde more Pariserne. Nej,
Fru Bovary l det var noget Andet. Hvorfor gentog han
sig ikke (som alle slette Forfattere), hvorfor skrev
han ikke ti nye Fru Bovary’erl
Han trak sig tilbage til Croisset, spærrede sig,
dybt saaret, som han var, inde i Maaneder og begyndte
efterhaanden at arbejde igen. Han mistede ved Døden
sine ældre Venner, George Sand, Théophile Gautier,
sine Ungdomsvenner og Medstræbende Louis Bouilhet,
Ernest Feydeau, Jules de Goncourt o. s. v. Han blev
ensom. Han blev sygelig, kunde tilsidst ikke taale at
gaa, ikke engang at se andre gaa. Han blev fattig. Han
mistede sin Formue, som han af Godhed havde overladt
sin eneste Søsterdatter og som dennes Mand satte
paa Spil, og han blev i sine sidste Leveaar naget af
Næringssorger. Han kom tilsidst sjældent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
