Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98 , Gustave
Flaubert
logi. Der er en Opregnen af Enkeltheder deri,
saa trættende som Bestigeisen af en næsten lodret
Bjergvæg; visse Partier kan helt kun forstaas af Lærde
og er ulæselige for det jævnere Publikum. Den store
Skribent var efterhaanden gaaet op i den blotte Lærdom
og den blotte Stil. «Det var et sørgeligt Syn,» har
Emile Zola træffende sagt, «at se dette saa mægtige
Talent lig Nymferne i de antike Myter forvandles til
Sten. Langsomt fra Fødderne til Bæltet, fra Bæltet
til Hovedet blev Flaubert en Marmorstøtte.»
Jeg har opsat at tale om en af den hellige Antonius’
sidste Synsvildelser, fordi denne synes mig den
mærkeligste og dybeste af alle; den er ganske sikkert
Flauberts egen Syn. Efter at alle Guder er forsvundne,
efter at Rejsen gennem Himmelrummet er endt, ser
Antonius paa den anden Side af Nilen Sfinksen, der
strækker sine Kløer ud og lægger sig paa Bugen. Men
springende, flyvende, gøende, pustende Ild ud gennem
Næseboerne og baskende sine Vinger med sin Dragesvans
omkreser Kimæren Sfinksen.
Hvad er Sfinksen? Hvad andet end den mørke Gaade,
der er naglet til Jorden, det evige Spørgsmaal,
den grublende Videnskab. Hvad er Kimæren? hvad andet
end den vingede Indbildningskraft, der flyver gennem
Rummet og støder mod Stjernerne med sine Vinger.
Sfinksen siger: «Stans Kimære! Løb ikke saa hurtigt,
flyv ikke saa højt, gø ikke saa stærkt! Hold op at
puste mig din Flamme i Ansigtet, du smelter dog ikke
min Granit.»
Kimæren svarer: «Jeg stanser aldrig, du kan ikke
gribe mig, du frygtelige Sfinks.*
Kimæren galopperer gennem Labyrintens Gange, flyver
over Havet, og bider sig fast i de sejlende Skyer.
Sfinksen ligger ubevægelig og tegner med sin Klo
Alfabeter i Sandet, lænker og regner efter, stirrer -
medens Havet vælter sig, Kornet bølger, Karavanerne
drager forbi og Byer styrter sammen - med sit faste
Blik ud i Horisonten.
Saa raaber den: «0 Fantasi! løft mig paa dine Vinger
ud af min Kedsomhed!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
