Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90 Gustave
Flaubert
ytre Misbilligelse eller Beklagelse, med hvilket
Intet hans Liv gik hen, og hvorledes Skuffelserne
haglede ned over ham, ikke store sjældne Skuffelser -
han oplever overhovedet intet Stort eller Sjældent -,
nej de smaa Skuffelser, som udgør Tilværelsen. En lang
Kæde af smaa Skuffelser, isprængt med enkelte store
Skuffelser, det er for Flaubert Begrebsbestemmelsen
af det regelrette Menneskeliv. Dog Bogens Tiltrækning
beror ikke fortrinsvis paa den gennemført sørgmodige
Grundstemning. Dens Hovedtiltrækning er for mig
den Ynde og Kyskhed, med hvilken Pennen er ført,
hvor "Fredéries store Kærlighed er skildret. Den
dybe Forstaaelse af den unge Mands Sværmeri peger
tilbage mod det Selvoplevede. Intet Steds har Flaubert
mere ligefrem skrevet ud af sin egen Sjæl og intet
Steds mindre ud af en af de fem eller seks kunstige
Sjæle, han, som enhver kritisk anlagt og kritisk
frembringende Natur formaaede at tillægge sig.
Frédéric elsker uden Bagtanke, uden Haab om
Genkærlighed, ubetinget, med en Følelse, der ligner
Taknemmelighed, med en Trang til at ofre sig for den
Elskede, der er saa meget stærkere, som den ingen
Tilfredsstillelse finder. Men Aarene gaar, og en
Følelse af samme Art udvikler sig hos den Kvinde,
han elsker. Det er en afgjort Sag imellem dem,
at de aldrig kan tilhøre hinanden; men deres Smag,
deres Domme stemmer overens: «0fte udbrød den af dem,
der hørte til: Jeg med! Og kort derefter var Turen
til den anden at udbryde: Jeg m ed h Og de drømmer,
at hvis Forsynet havde villet, saa havde de levet et
Liv fuldt af Elskov alene, der vilde have været «noget
Sødt, noget Straalende og Ophøjet som Stjernernes
skælvende Blinken.»
«Oftest sad de i fri Luft paa Verandaen, og
Efteraarets gul-nende Trætoppe kuplede sig ujævnt
foran dem indtil Randen af den blege Himmel; eller
de sad i et Havehus ved Enden af Alleen, hvis eneste
Møbel var en med graat Lærred overtrukket Sofa. Sorte
Punkter plettede Spejlet; Murene udaandede en muggen
Lugt; men de blev der, talende om sig selv, om Andre,
om lige meget hvad, i gensidig Henrykkelse. Undertiden
dannede Solstraalerne, der brød sig Vej gennem
Persiennerne, mellem Loft og Gulv ligesom Strængene
paa en Lyre.»
Denne Lyre - det var, tror jeg, den gamle, den ægte,
Lyren fra Trubadurernes Tid og fra Flauberts Ungdom,
og det synes En, som om han her har grebet i dens
Strenge.
Hjertets Opdragelse udkom, da Kejserdømmet var
sin sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
