Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70 Gustave
Flaubert
Indlæg i Retssager, flove Illustrationer; han samlede
paa daar-lige Vers, der var skrevne alene af Læger;
ethvert Vidnesbyrd om den menneskelige Dumhed var
ham som saadant af Værd. Han har i sine Skrifter
heller ikke gjort andet end med Mester-haand at sætte
den menneskelige Indskrænkethed og Forblændelse,
vor Ulykke forsaavidt den beror paa vor Dumhed,
Mindesmærke efter Mindesmærke. Jeg er bange for, at
Verdenshistorien var ham den menneskelige Dumheds
Historie. Hans Tro paa det historiske Fremskridt
var yderst svag. Hoben, endog det læsende Publikum,
var ham «det evige Fæ, som kaldes man*. Vilde man
endelig have en Betegnelse for denne Side af hans
Væsen og endelig stemple ham med et af de yndede,
ham saa forhadte Ord paa ist, saa burde man neppe
kalde ham Pessimist, end ikke Nihilist; Imbecillist
vilde være Ordet.
Til denne forbitrede Forfølgelse af Dumheden, som
skjulte sig bag hans upersonlige Form, svarede som
sagt en lidenskabelig Kærlighed til Literaturen,
der for ham betydede Skønhed og Harmoni, var ham den
højeste, den eneste Kunst og som han dyrkede med en
Attraa efter Fuldkommenhed, der først længe gjorde
ham stum, saa sent gjorde ham til Mester, og derpaa
tidlig gjorde ham gold. Han led, naar han fremstillede
det Stygge, selv mest derunder, søgte derfor at løfte
Stoffet ved Behandlingens Kunst, og da Anskuelighed
for ham var Skribentens vigtigste Egenskab stræbte han
fremfor Alt efter den. Han har et Steds selv sagt det,
og man føler det, naar man udforsker ham gennem hans
Stil. Allerede i hans første Værk fremtraadte alle
denne Stils Fortrin.
Man læse Stedet efter, hvor i Fra Bovary Emma endnu
ugift følger Bovary til Døren efter hans Lægebesøg hos
hendes Fader: «Hun fulgte ham altid til Fritrappens
første Trin. Hvis hans Hest endnu ikke var ført frem,
blev hun der. Man havde sagt hinanden Farvel, man
talte ikke mere; den friske Luft omgav hende, løftede
hendes bløde Nakkehaar og slog Forklæde-baandene
sammen om hendes Hofter. En Dag, da det var Tøvejr,
sivede Vandet ned ad Træernes Bark i Gaarden,
medens Sneen smeltede paa Længernes Tage. Hun stod
paa Tærskelen. Hun gik tilbage at hente sin Parasol,
slog den op. Parasollens Farve spillede i blaat og
grønt, og Solen, der skinnede igennem den, gay hendes
Ansigts hvide Hud bevægelig Afglans. Hun smilte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
