Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Ernest Renan (1823–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8 Ernest
Renan
Talsmand, aldrig vilde lade sig afdisputere den
Anskuelse, at Spiritualismen var ubetinget falsk. For
Taine derimod nærede han en Beundring, der grænsede
til det Lidenskabelige; han sagde: «Taine, det
er Sandhedens Mand; det er Sandhedskærligheden i
egen Person.» Trods deres Naturers iøjnefaldende
Forskellighed - Taine’s Stil har en kold .Voldsomhed,
Renan’s strømmer mildt - erklærede Renan sig i alle
Hovedspørgsmaal for enig med sin Ven. Og da jeg en Dag
bragte et i Paris paa hin Tid hyppigt drøftet Æmne
paa Bane, det Spørgsmaal, hvor vidt den almindelige
Stemning havde Ret, der bestandig klagede over
Frankrigs aandelige Nedgang, kom Renan bl. A. paany
tilbage til Taine og udbrød: «Nedgang! Hvad vil det
sige? Alt er relativt. Er Taine f. Eks. ikke større
end Cousin og Villemain tilsammen? Der er megen Aand
i Frankrig endnu,» og han gentog den ene Gang efter
den anden disse Ord (// y a beau-coup d’esprit en
France).
Som de fleste dannede Franskmænd nærede Renan en
næsten ærefrygtsfuld Beundring for George Sand. Denne
udmærkede Kvinde havde formaaet at udstrække sit
Herredømme over den yngre Slægt i Frankrig uden derfor
at blive sine Ungdomsidealer utro. En Idealist som
Renan vandt hun ved sin Idealisme, en Naturalist som
Taine ved sit Væsens hemmelighedsfulde Naturmagt,
den yngre Dumas, om hvem man skulde tro, at George
Sand’s Helte og Heltinder, over hvilke hans Dramer
tit leverer en bitter Kritik, maatte være ham særligt
imod, var maaske af alle de efterromantiske Forfattere
den, der personligt stod hende nærmest. Dumas’
Begejstring for George Sand var imidlertid kun en
Følge af hans literære Modtagelighed overhovedet,
Renans var af dybere Art. Ligesaa stærkt, som han maa
afsky Bérangcr, i hvem han ser en Personliggørelse af
alt det Lette, Flygtige og Prosaiske i den franske
Folkekarakter og hvis spidsborgerlige De brave
Menneskers Gud (Dieu des bonnes gens) er ham, Herders
Lærling, der forguder Verdensaltet, en Torn i Øjet,
ligesaa livlig en Deltagelse maa han naturnødvendigt
nære for Lé/zVs, Spiri-dion’s og saa mange andre
sværmeriske Skrifters Forfatterinde.
Trods Vidden af Renans Synskres er han i sin
literære Forkærlighed og Uvilje ikke uden national
Indskrænkethed. Han havde i en Samtale om England
aldeles intet Godt at sige om Dickens; end ikke til
Billighed lod han sig stemme: «Dickens’ fordringsfulde
Stil,» sagde han, «gør paa mig samme Virkning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
