Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Alexander L. Kielland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander L. Kielland
155
Svag er derfor Slutningen paa hans kraftige Roman,
jævnført med Sammenbruddet i Oftedals Liv, da han
- efter Opdagelsen men før den ofFenliggjordes -
lige klogt og frækt stod frem for Alteret og for
sin Menighed til dens sande Opbyggelse bekendte
det skrækkeligt kødelige og gudsforgaaende Liv, han
havde ført, og paa Stedet fik Tilgivelse for det! Det
indtraf 1891, fire Aar efter Romanens Fremkomst.
I Mellemtiden havde ogsaa Knut Hamsun angrebet
Oftedal. Dog, Kiellands Angreb var det første og
afgørende. Han rettede det som en Kulturens Talsmand.
Og hvad han skrev, det ramte og det sved. Hver ny
Bog rettede et Slag, som traf en foragtelig Tilstand;
Ernbedshovmodet og Embedsdovenskaben i Arbejdsfolk,
det kirkelige Hovmod, den opblæste teologiske
Intethed i Sne; i Jacob Faren der truede fra det
grove Kulturhad hos den nærige Bonde som Opkomling.
Vil en Dansk paa sin egen Hud fornemme disse Angrebs
Styrke, saa tænke han paa den Bagatel af et Par Ark i
Duodez-format, der rammede Kjøbenhavn og bærer Navnet
Trofast. Den mødtes i den danske Presse med affekteret
Overlegenhed. Man var jo saa vant til at høre flove
Smigrerier af de Fremmede, som kom hertil, og til
med Bravur at aftrykke dem i Bladene - hvad Under, at
man med Haan forkastede denne koldblodige, men hvasse
Satire over dansk Hundedyrkelse og Hofdyrkelse! Man
afviste som godtkøbs den pudsige Spøg, at alle de
optrædende Personer uden Undtagelse hedder Hansen,
men nævnte ikke Morgenstemningen paa Amalienborg
Plads: «I et Vindu i Palæet laa en galloneret Lakaj
og pillede sig i Næsen i den aarle Morgenstund.» Og
dog gjorde denne røde Lakaj, der var opfattet uden
Ærefrygt, saa godt i Landskabet.
Der var Fejl i det Sproglige: Madam Hansen burde i
denne danske Hundenovelle ikke befrygte, at hendes
Børn skulde «flyde ganske udover*. Det laa dog saa
nær, at give hende Angsten for, de ganske skulde gaa
i Hundene.
Det er ogsaa en kedelig Fejl, at Kielland her nied
den ædle danske Hund forveksler den grimme gule
Dogge. Det er om den, det burde hedde: «Dette stærke
bredbrystede Dyr med de svære Labber, det sorte Svælg
og de frygtelige Tænder, men saa godmodigt, uskadeligt
og elskværdigt - minder det ikke om den berømte,
uopslidelige, danske Loyalitet, der aldrig har mødt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
