Bibelen / Anden Kongebog 6 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Anden Kongebog 6

  1.  Profetsønnerne sagde engang til Elisa: "Se, der er for lidt
      Plads til os her, hvor vi sidder hos dig.
  2.  Vi vil gå til Jordan og hver fage en Bjælke og der indrette os
      et Rum, vi kan sidde i!" Han sagde: "Ja, gør det!"
  3.  Men en af dem sagde: "Vil du ikke nok følge med dine Trælle!" Og
      han svarede: "Jo, det vil jeg!"
  4.  Han gik så med, og da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde
      Træer.
  5.  Medens nu en af dem var ved at fælde en Bjælke, faldt hans
      Øksejern i Vandet. Da gav han sig til at råbe: "Ak, min Herre!
      Og det var endda lånt!"
  6.  Men den Guds Mand sagde: "Hvor faldt det?" Og da han havde vist
      ham Stedet, skar han en Gren af og kastede den derhen. Da kom
      Øksen op på Overfladen;
  7.  og han sagde: "Tag den op!" Så rakte han Hånden ud og tog den.

  8.  Engang Arams Konge lå i Krig med Israel, aftalte han med sine
      Folk, at de skulde lægge sig iBaghold på det og det Sted.
  9.  Men den Guds, Mand sendte Bud til Israels Konge og lod sige:
      "Vogt dig for at drage forbi det Sted, thi der ligger Aramæerne
      i Baghold!"
 10.  Israels Konge sendte da Folk til det Sted, den Guds Mand havde
      sagt ham.  Således mindede han ham om at være på sin Post der;
      og det gjorde han ikke een, men flere Gange.
 11.  Derover blev Arams Konge urolig i sit Sind, og han lod sine Folk
      kalde og spurgte dem: "Han I ikke sige mig, hvem det er, der
      forråder os til Israels Konge?"
 12.  Da sagde en af hans Hærførere: "Det er ingen af os, Herre Konge;
      det er Profeten Elisa i Israel, der lader Israels Konge vide,
      hvad du taler i dit Sovekammer."

 13.  Da sagde han: "Gå hen og se, hvor han er, for at jeg kan sende
      Folk ud og lade ham gribe!" Da det meldtes ham, at han var i
      Dotan,
 14.  sendte han Heste og Vogne og en stor Hærstyrke derhen; og de kom
      ved Nattetide og omringede Byen.
 15.  Næste Morgen tidlig, da den Guds Mand gik ud, se, da var Byen
      omringet af en Hær og Heste og Vogne, Da sagde hans Tjener til
      ham: "Ak, Herre, hvad skal vi dog gribe til?"
 16.  Men han svarede: "Frygt ikke, thi de, der er med os, er flere
      end de, der er med dem!"
 17.  Og Elisa bad og sagde: "HERRE, luk hans Øjne op, så han kan se!"
      Da lukkede HERREN Tjenerens Øjne op, og han så, at Bjerget var
      fuldt af Ildheste og Ildvogne rundt om Elisa.

 18.  Da nu Fjenderne rykkede ned imod ham, bad Elisa til HERREN og
      sagde: "Slå de Folk med Blindhed!" Og han slog dem med Blindhed
      efter Elisas Ord.
 19.  Da sagde Elisa til dem: "Det er ikke den rigtige Vej eller den
      rigtige By; følg med mig, så skal jeg føre eder til den Mand, I
      søger!" Han førte dem så til Samaria,
 20.  og da de var kommet ind i Samaria, bad Elisa: "Herre, luk nu
      deres Øjne op, så at de kan se!" Da lukkede HERREN deres Øjne
      op, og de så, at de var midt i Samaria.
 21.  Da Israels Konge så dem, spurgte han Elisa: "Skal jeg hugge dem
      ned, min Fader?"
 22.  Men han svarede: "Nej, du må ikke hugge dem ned! Bruger du at
      hugge Folk ned, som du ikke har taget til Fange med Sværd eller
      Bue? Sæt Brød og Vand for dem, at de kan spise og drikke, og lad
      dem så vende tilbage til deres Herre!"
 23.  Så gav han dem et godt Måltid, og da de havde spist og drukket,
      lod han dem gå, og de drog tilbage til deres Herre. Men fra den
      Tid af kom der ikke flere aramaiske Strejfskarer i Israels Land.

 24.  Siden hændte det, at Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær
      og drog op og belejrede Samaria;
 25.  og under Belejringen blev der stor Hungersnød i Byen, så at et
      Æselhoved til sidst kostede tresindstyve Sekel Sølv og en
      Fjerdedel Kab Duegødning fem.

 26.  Da Israels Konge en Dag gik oppe på Bymuren, råbte en Kvinde til
      ham: "Hjælp, Herre Konge!"
 27.  Han svarede: "Hjælper HERREN dig ikke, hvor skal så jeg skaffe
      dig Hjælp fra? Fra Tærskepladsen eller Vinpersen?"
 28.  Og Kongen spurgte hende vi dere: "Hvad fattes dig?" Da sagde
      hun: "Den Kvinde der sagde til mig: Hom med din Dreng, så
      fortærer vi ham i Dag; i Morgen vil vi så fortære min Dreng!
 29.  Så kogte vi min breng og fortærede ham. Næste Dag sagde jeg til
      hende: Kom nu med din Dreng, at vi kan fortære ham! Men hun
      holdt Drengen skjult."
 30.  Da Kongen hørte Kvindens Ord, sønderrev han sine Klæder, som han
      stod der på Muren; og Folket så da, at han indenunder har Sæk på
      den bare Krop.
 31.  Og han sagde: "Gud ramme mig både med det ene og det andet, om
      Elisas, Sjafats Søns, Hoved skal blive siddende mellem Skuldrene
      på ham Dagen til Ende!"

 32.  Elisa sad imidlertid i sit Hus sammen med de Ældste; da sendte
      Kongen en Mand i Forvejen. Men før Sendebudet kom til ham, sagde
      han til de Ældste: "Ved I, at denne Mordersjæl har sendt en Mand
      herhen for at tage mit Hoved?  Se, når Budet kommer, skal I
      lukke Døren og stemme jer imod den! Allerede hører jeg hans
      Herres trin bag ham."
 33.  Og medens han endnu talte med dem, kom Kongen ned til ham og
      sagde: "Se, hvilken Ulykke HERREN har bragt over os! Hvorfor
      skal jeg da bie længer på HERREN?"