Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye, 1813-55, æsthetisk-filosofisk-religiøs Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Virkelighedens Endelighed, som han siden ikke forlader, og til hvis
Forsvar og yderligere Belysning alle hans øvrige Værker tjene.
Med «Frygt og Bæven» er, ikke Geniet, men den religiøse
Subjektivitet sat højere end Virkeligheden; med «Frygt og Bæven» er
den Kristendom, der vil lade sig forstaa, den Kristendom, der
blot vil være et højere eller højeste ethisk, sat i Band og den
uendelig lidenskabelige, absurde, paradoxe sat i Højsædet. Det
gjælder nu om at drage Konsekvenserne. Først experimenterer
han lidt med sin egen Konflikt.
I «Gjentagelsen af Constantin Constantius» (Okt. 1843)
fortæller Forfatteren om en ung Digternatur, der bliver forlovet, men
hurtig opdager, at hans egen «Aandsvirkelighed» er ham langt
højere end Pigen. Hun var kun hans Muse. At leve med hende
i det daglige Livs Evindelighed, føler han, vil være ham umuligt
uden at gjøre hende ulykkelig, og at aabenbare hende Sandheden
vilde være at krænke hende. I dyb Fortvivlelse flygter han da
til et fremmed Land og grubler her over Forholdet. Han finder
ikke noget at angre; thi han vidste ikke, at hun saaledes kun
var «Anledningen» til at vække hans Geni, og da han med denne
sin givne Individualitet ikke magtede Hverdagslivets «Gjentagelser»,
var det jo rigtigst mod hende, at han brød af. Saa kommer han
til at læse Jobs Bog, og det gaar op for ham, at «for Gud have
vi altid Uret», selv om vi menneskelig talt kunne have Ret. I
Ydmyghed indøver han sig nu i at forsage og vende tilbage. Da
erfarer han, at Pigen er bleven gift og han dermed virkelig fri.
Ligesom Job har han altsaa ved at ydmyge sig for Gud faaet alt
igjen. «Gjentagelsen» er indtraadt, i det (som det forklarende
hedder) visse «Undtagelser» ere saa vigtige for det almene, at de
derved blive berettigede.
«Gjentagelsen» er et af K.’s mindst betydelige Arbejder; men
det har sin Interesse at se, hvor nær han her kommer den
sædvanlige romantiske Undtagelseslære. I den næste Bog: «Filosofiske
Smuler af Johannes Climacus» (Juni 1844), søger han end yderligere
at præcisere sin Kristendomsopfattelse ved en Sammenstilling af
Sokrates og Christus, i det han paa ny fremhæver, hvorledes Tanken
over for den i Tiden fremtraadte Gud enten maa forarges eller
gaa til Grunde i Troens Lidenskab. Tillige betoner han,
hvorledes den samtidige og den senere Tilhænger ere ganske ens stillede;
thi kun Troens Øjne saa i Samtiden mere end et – endog
ganske ringe – Menneske; selv Miraklerne bleve jo ligesom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
