Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye, 1813-55, æsthetisk-filosofisk-religiøs Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Standpunkt, det kristelige Standpunkt, enten være et saadant, at det
kan hellige selv den mest uethiske Handling, eller Abraham, og
dermed Kristendommen, maa falde. Med bidende Spot afviser
K. den naive Klaring af Sagen, hvor Præsten om Søndagen lovpriser
Abraham og om Mandagen med Rædsel vilde vende sig
fra den enfoldige Tilhører, der vilde handle efter Prædikenen. Og
lige saa umuligt finder han den «spekulative» Theologis Forsøg
paa at slippe fra Vanskeligheden ved at betone de forskjellige
Trin i det ethiske. Agamemnon og Brutus tilsidesætte Faderkjærligheden
for et højere ethisk; Abraham derimod vover at beslutte det slet
og ret uethiske i Kraft af «et Privatforhold» til Gud, i Kraft af
«Troen». Troen er saaledes ikke en Bagatel, som omtrent ethvert
Menneske let kan have; den er en Korsfæstelse af al Fornuft, al
Tænkning, thi Tænkningen bliver ved det ethiske; den er ligesom
Kristendommen selv et absurd, et Paradox, der kun kan gribes i
uendelig Lidenskab. At Gud blev et enkelt Menneske, den Maade,
hvorpaa han blev det, Formaalet dermed osv., alt dette er lutter
Paradoxer, over for hvilke Tanken kun kan gjøre ét, nemlig fastslaa
Absurditeten. Troen paa Kristendommen, paa Gudmennesket,
er derfor det vanskeligste af alt. Den troende staar ganske ene i
Verden og kan slet ikke tale med andre, fordi disse vilde anse
ham for sindssyg, ligesom Isak og Sara vilde have anset Abraham
for sindssyg, hvis han havde talt om sit Forehavende. Ligesom
Æsthetikeren, kun i endnu højere Grad, er den troende derfor
den skjulte, «den enkelte». «Kompagniskab» er her meningsløst.
Selv – tilføjer K. – har jeg imidlertid ikke en saadan Tro.
Jeg kan vel drive det til i uendelig Resignation at opgive min
Forstand; men «Troens Ridder» hviler glad og tryg i det absurde,
ligesom Abraham levede glad med Isak efter at have faaet ham
tilbage.
Hermed er da stillet et nyt Enten-eller: Enten ingen Kristendom
eller en Kristendom, der sprænger det ethiske; enten
Forargelse eller Tro – eller dog i det mindste en stadig Kæmpen
for at vinde Troen, «det Paradox, at den enkelte er højere end
det almene», «at Subjektiviteten er højere end Virkeligheden», det
Paradox, der dog ogsaa gjør Existensen mulig for Individualiteter
som Richard III og lignende ulykkelige «Undtagelser», «af hvem
Ethikken egentlig blot gjør Nar». Og i det K. da selv vælger
«den Sandhed, der opbygger» ham, har han igjen faaet Fodfæste
efter sit Livs Konflikt og gjenvundet det Standpunkt højt over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
