Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye, 1813-55, æsthetisk-filosofisk-religiøs Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ynkelige Endelighedsvæsener, der uden Rest gaa op i deres latterlige
smaa Beskæftigelser. Som en ængstelig syg eller som en
Fyrste, der rejser i et fremmed Land, ifører han sig derfor det
ene beskyttende Lag oven paa det andet for ikke at komme i
direkte Berøring med denne fremmede Verden, naar han af og til
styrter sig ud i den. I hans Skrifter ligger Psevdonym bag Psevdonym,
og deres Tale er som oftest «indirekte Meddelelse». Helst
sidder han hjemme paa sin «Ridderborg», fjærnt fra alt forstyrrende.
Langs Væggene staa Reoler med Shakspeare, det gamle
Testamente og alle hans Yndlingsskrifter, og hans Tjener holder
Vagt ved den laasede Dør. Lykkeligvis har han Penge nok, og
hans Fantasi er som «en flittig lille Pige», der godt kan sørge for
hans aandelige Underhold. Og dog kan han ikke undvære den
foragtede Verden, hvor han føler, at han ikke passer, hvor han
befinder sig som «den nyhollandske Hare, hvis Forben ere alt for
smaa, og hvis Bagben ere alt for store». Thi bag alt det polemiske
i hans Natur, der stræbte at fortære næsten alt og alle, var endnu
et allerinderste: en dyb Sympathi, en Længsel efter at være med,
en Længsel efter at være Menneske sammen med virkelige Mennesker
og – egentlig ogsaa en vis Længsel efter at blive paaskjønnet,
beundret for den uudtømmelige Rigdom, han sad inde
med. Med den menige Mand kunde han godt tale; blot ved
Tanken om «de fremragende» kom han strax polemisk i Harnisk,
og Mynster, «hans Faders Præst», var vistnok den eneste af de
samtidige, der i alt Fald en Tid lang fandt Naade for hans Øjne.
Den afdøde redelige og ærlige Poul Møller tilbad han; for Heiberg
og Martensen havde han kun ringe Respekt; men han
beundrede Heibergs æsthetiske Magt og Myndighed.
For dog at gjøre noget, havde han givet sig til at studere
Theologi. Men han vaandede sig under Examenslæsningens
Pinagtighed, og var Faderens Død (1838) ikke bleven ham som en
Opfordring til dog at holde ud, havde han næppe, som det nu
skete (1840), faaet Examen, Aaret efter disputerede han for
Magistergraden.
Men samtidig var et af Vendepunkterne i hans Liv indtraadt.
I Sept. 1840 forlovede han sig med en ganske ung, livsglad Pige.
13 Maaneder efter hævede han atter Forholdet. Hun «kunde ikke
bryde hans Tungsinds Tavshed». Atter havde han prøvet paa at
faa Fodfæste i Virkeligheden, og atter var han strandet. Ogsaa
hun var ganske forskjellig fra ham, og det stod hurtig klart for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
